Kategori: Fokus på elevernes videre vej i uddannelsessystemet

  • Nyt forløb på NGG ruster de unge med både sociale fællesskaber og ledelseskompetencer

    Nyt forløb på NGG ruster de unge med både sociale fællesskaber og ledelseskompetencer

    Eleverne får bekendtskab med alt fra lokale virksomheder til selvrefleksionsøvelser med det nye uddannelsesforløb. (Foto: Privat)

    Overgangen fra grundskole til gymnasium har fået en ekstra dimension på NGG. Med et nyt Mini-MBA-forløb ønsker skolen at styrke elevernes personlige udvikling og ledelsesevner.  

    Personlig udvikling og ledelseskompetencer forbindes traditionelt oftere med workshops rettet mod erhvervslivet end på undervisningsforløb på de danske skoler. Men på Nordsjællands Grundskole og Gymnasium (NGG) skal eleverne dykke ned i netop disse discipliner gennem det nye Mini-MBA-forløb.

    Skolens vision er at bygge videre på den faglige succes, de rullede ud i 2024: en femårig kombineret grundskole- og gymnasieuddannelse med fagligt forankrede SocialScience og LifeScience-klasser.

    For at binde de fem år endnu bedre sammen introduceres nu et sideløbende ‘Mini-MBA’-forløb, der følger eleverne fra 8. klasse og helt frem til 3.g.

    Indsatsen er i tråd med løftet om ‘elevernes videre vej i uddannelsessystemet, hvor skolen sætter fokus på at bygge bro mellem grundskolen og ungdomsuddannelser og skabe meningsfulde forløb, der kan guide eleverne videre.

    Kommunikationsansvarlig på skolen, Line Schjoldan Kakkar, fortæller om tankerne bag:

    ”Mini-MBA’en er en videreudvikling af konceptet, så det ikke kun handler om den faglige interesse for eksempelvis biologi eller samfundsfag men at dannelse, sociale fællesskaber og personlig udvikling også bliver koblet på,” fortæller hun.

    Kend dig selv i en AI-tid

    Forløbet er delt op i to faser. I 8. og 9. klasse er der et indgående fokus på selvudvikling, personlighed og samarbejde, mens der i gymnasiet bygges ovenpå med et mere konkret fokus på innovation, ledelse og virksomhedscases. Spørger man Rektor Thomas Trane, falder dette fokus på et tørt sted i en moderne virkelighed:

    ”AI og teknologiske fremskridt fylder så meget, så vi mener, det er relevant med et forløb, der vender fokus indad mod eleverne selv og deres personlige kompetencer. Vi vil gerne have at eleverne lærer at blive eksperter i at forholde sig til; hvem er jeg, hvad er mine styrker, og hvad kan jeg bidrage med?”

    Derudover har forløbet også til hensigt at åbne op mod det omkringliggende samfund gennem samarbejdsaftaler med det lokale erhvervsliv.

    ”Vi skal blive bedre til at vælte den fjerde væg ud mod samfundet,” forklarer Thomas Trane og fortsætter.

    ”Det er vores opgave som uddannelsesinstitution at skabe muligheder og netværk til vores unge samtidig med, at vi klæder dem på fagligt. Og med de 5-årige gymnasieforløb skaber vi tiden til det, og det åbner nogle døre vi glæder os til at udnytte.”   

    Det betyder konkret, at gymnasieeleverne skal arbejde med cases fra erhvervslivet og lære om projektstyring. NGG er allerede i dialog med Hørsholm kommune om samarbejder til det lokale erhvervsliv samt SCION DTU.

    Drømmen for Thomas Trane er, at eleverne f.eks. skal pitche idéer på engelsk for en topledelse eller bestyrelse og skabe det tidlige samarbejde mellem studerende og virksomhed/organisation, som måske kan føre til et senere mere professionelt forhold til gavn for begge parter.

    Nye rammer skaber mulighed for refleksion

    Skolen udviklede på egen hånd de brede linjer for Mini-MBA’en og var herefter på jagt efter en samarbejdspartner, der kunne hjælpe projektet videre. True North, der blandet andet specialiserer sig i selvudvikling og ledelse for unge, stod klar og afholdt inden påske de første par workshops med skolens 8. og 9. klasser.

    To og to skulle eleverne blandt andet tale om egne styrker og svagheder. Og de grænseoverskridende øvelser løsnede op, og gav eleverne netop det frirum, som var tiltænkt.

    ”Det var meget fokuseret på at få dem til at reflektere over sig selv og turde at fortælle deres personlige refleksioner til deres klassekammerater,” fortæller vicerektor, der kunne sende glade 9. klasses elever på påskeferie.

    True North på besøg hos NGG’s grundskoleelever. (Foto: Privat)

    ”Vi har udelukkende hørt meget, meget positive tilbagemeldinger fra eleverne. De gik veltilpas på påskeferie,” fortæller han og peger samtidig også på besøget udefra samt en ændring af de fysiske rammer, var med til at gøre en stor forskel for eleverne.

    ”Nogle gange kræver det at man ændrer lidt på rammerne. True North kom og tog borde og stole ud af klassen. De havde pludselig et helt tomt lokale, hvor de kunne skabe et andet rum end klasseværelset. Det hjælper bare til at skabe flere refleksioner,” fortæller vicerektor Jeppe Struve Larsen.  

    For NGG’s grundskoleelever er der skemalagt cirka fire skoledage årligt til kursusdage på Mini-MBA’en. For gymnasieklasserne vil det være indlagt i enkelte fag. Det kunne eksempelvis være en biologitime, hvor LifeScience-eleverne, skal pitche idéer til eksterne partnere, eksempelvis DTU eller virksomhedsbesøg hos en lokal aktør.

    Diplom i bagagen

    På sigt overvejer skolen også at udbyde et weekend-lynkursus for nye elever, der starter direkte i 1.g, så de kan indhente det tabte fra 8. og 9. klasse og hoppe med på vognen. Og dem der fuldfører, får et diplom med sig i bagagen udover studenterhuen.

    Uddannelsen har allerede fået fine kvalitetsstempler udefra. Hørsholms borgmester Morten Slotved, True North-stifter Nicolai Moltke-Leth og Steen Donner, CEO DTU Science Park har foreløbigt sat deres navn på uddannelsens diplom.  

    Spørger man ind til det ultimative slutprodukt for en Mini-MBA-elev på NGG, er svaret ganske simpelt:

    ”Udover en solid studentereksamen så står man med et diplom og et netværk i bagagen, der kan åbne spændende muligheder både lokalt og globalt, hvis man ønsker det,” siger Thomas Trane.

    De 7 Samfundsløfter – Elevernes videre vej i uddannelsessystemet

    På Nordsjællands Grundskole og Gymnasium har man arbejdet aktivt med at udarbejde et forløb, der indeholder nye måder at tænke skole og uddannelse på, hvor fokus er på sammenhængen i elevernes uddannelsesforløb. I tråd med samfundsløftet om elevens videre vej, er der i forløbet indtænkt en overgang fra grundskole til ungdomsuddannelser i de forskellige fag – også med fokus på andet end faget selv, nemlig selvrefleksion og lederskab.

  • Samfundsansvar i praksis: Nye visioner for skole-virksomhedssamarbejde

    Samfundsansvar i praksis: Nye visioner for skole-virksomhedssamarbejde

    Skorpeskolen i Hellebæk lancerer en ny model for skole-virksomhedssamarbejde, der giver eleverne tydelig progression og indblik i sammenhængen mellem skole, uddannelse og arbejde.

    På Skorpeskolen er en ny plan for samarbejdet mellem skole og erhvervsliv netop blevet sat i værk. Målet er, at eleverne trin for trin får erfaringer, der kobler skolearbejdet tættere på erhvervslivet. Modellen skal ikke alene give eleverne konkrete indblik i erhvervslivet, men også støtte dem i at træffe bevidste valg for deres videre vej i uddannelse og arbejdsliv.

    Figur fra ‘Fremtidens Medarbejdere’, der viser skolens tilgang til skole-virksomhedssamarbejde

    For Charlotte Steenstrup Hentzen, der er lærer og erhvervsvejleder på skolen, handler det om at skabe en rød tråd for eleverne og gradvist bygge oven på elevernes forståelse af erhvervslivet.

    “Vi vil gerne have, at eleverne oplever, at det de lærer i skolen, faktisk kan bruges til noget udenfor. De får lov til at prøve deres kompetencer af og opdage, at de kan bidrage med en hel masse,” fortæller hun.

    Allerede i indskolingen møder skolens elever virksomheder fra lokalområdet gennem undervisningsforløb og besøg.

    I 7. klasse udvides blikket med virksomhedsbesøg, som skal inspirere til overvejelser om fremtidig erhvervspraktik.

    I 8. klasse prøver de kræfter med den klassiske erhvervspraktik, hvor de bliver en del af en arbejdsplads i en uge.

    Fra praktik til virkelige erhvervscases

    I 9. klasse kulminerer forløbet. Her skal eleverne både i praktik og samtidig løse en erhvervscase for den pågældende virksomhed. Casen skal være konkret og tilpasset både virksomhedens behov samt elevens kompetencer.

    Forløbet er udtænkt som en del af skolens vision om “Fremtidens medarbejdere” (se figur ovenfor). Her starter elevernes kendskab til erhvervslivet bredt og snævres gradvist ind, så de til sidst i 9. klasse arbejder målrettet med en specifik case, hvor de får mere ansvar og albuerum til at udforme og løse en virksomhedscase.

    Ved forløbets afslutning i 9. klasse har eleverne som udgangspunkt ansvaret for selv at finde en praktikplads, hvilket ifølge Charlotte Steenstrup Hentzen også er en vigtig del af læringen.

    For at støtte processen har skolen dog etableret en række samarbejder med virksomheder, hvor både praktikforløb og case er tilrettelagt, og som eleverne kan vælge at søge ind på.

    Eksempelvis skal en elev i erhvervspraktik hos Drachmann Advokater, hvor eleven blandt andet skal følge en retssag. Casen bliver efterfølgende at arbejde med at redegøre for retssagens parter, analysere argumenter mm.

    Erhvervspraktikken vil for eleverne omfatte alt fra arkitektur og tegning til ophold hos en fotograf.

    Det færdige produkt

    Forløbet for 9. klasserne strækker sig over fem dage i første omgang. De fire første dage er eleverne i erhvervspraktik hos virksomheden og prøver kræfter med forskellige arbejdsopgaver.

    Eksempel på casebeskrivelse, Drachmann Advokater:

    Eleven skal følge forberedelsen og overvære hovedforhandlingen af en retssag mellem to parter. Eleven skal forud for hovedforhandlingen redegøre for, hvad parterne er uenige om og analysere, hvilket faktum der er afgørende for sagens udfald. Efter overværelse af hovedforhandlingen skal eleven analysere, hvilke afgørende argumenter parterne har gjort gældende i sagen, samt vurdere, hvordan dommeren vil afgøre sagen.

    Den femte dag foregår på skolen, hvor eleverne sammen med Charlotte Steenstrup Hentzen lægger en plan for, hvordan de vil arbejde videre med casen, som de har udviklet i samarbejde med virksomheden. Efterfølgende har de en måned med faste timer, hvor de løbende udvikler casen og forbereder deres præsentation.

    Forløbet afsluttes med en stor elev/virksomhedskonference. Her får 9. klasserne, der er vendt tilbage fra erhvervspraktik og arbejdet med en selvvalgt case, lov til at vise deres løsninger frem for virksomheder og klassekammerater.

    Her bliver det tydeligt, at udbyttet kommer til at gå begge veje, fortæller erhvervsvejlederen.

    “Virksomhederne er meget positive. De kan se en værdi i, at unge mennesker bidrager med friske idéer. De unge kan tænke ud af boksen og er enormt dygtige til mange ting, som virksomhederne i dag efterspørger,” fortæller Charlotte Steenstrup Hentzen.

    Derudover understreger hun, at det ikke kun handler om de faglige kompetencer, men også om personlig udvikling:

    “Når en 9. klasses elev selv skal kontakte en virksomhed, forhandle en case på plads og derefter stå på mål for en løsning, så sker der noget. De kommer til at vokse med opgaven og opdage, at de kan meget mere, end de selv troede,” siger hun.

    Ved at skabe tydelig progression for eleverne, give konkrete erfaringer og stærke bånd til erhvervslivet, bidrager skolen til at sikre, at flere unge kan træffe de gode valg. Det er til gavn for både den enkelte og for samfundet som helhed.

    Samfundsløftet | Elevernes videre vej i uddannelsessystemet

    Danmarks Private Skolers medlemsskoler har sammen vedtaget Kodeks – de 7 samfundsløfter. På Skorpeskolen har arbejdet med en ny vision om skole-virksomhedssamarbejde bragt erhvervslivet tættere på skolen. Progressionen i den nye vision skal gøre elevernes kendskab til erhvervslivet endnu større, som er i overensstemmelse med løftet om ’Elevernes videre vej i uddannelsessystemet’.

  • FredagsFlex giver 10.x mod på springet videre

    FredagsFlex giver 10.x mod på springet videre

    For mange grundskoleelever kan vejen mod ungdomsuddannelser være tåget og præget af usikkerhed og ubesvarede spørgsmål. 10.x på Rønde Privatskole er fokuseret på at komme de udfordringer til livs ved at skabe de bedst mulige forudsætninger for, at deres elever kan tage et velovervejet og veloplyst valg i retning mod ungdomsuddannelserne. Samtidig udviser skolen samfundsansvar ved at støtte unge i en tryg og klar overgang til ungdomsuddannelserne.

    Hver fredag bliver eleverne i 10.x på Rønde Privatskole udfordret til at springe ud i det ukendte. FredagsFlex er konceptet, der – på sit andet leveår – har til formål at udfordre eleverne, styrke deres selvstændighed og gøre dem klar til fremtiden. Derfor har privatskolen allieret sig med de omkringliggende ungdomsuddannelser for at føre opgaven til dørs. Et øget kendskab til ungdomsuddannelserne er nemlig en vigtig del af et forløb i 10. klasse, hvor en stor del af eleverne, endnu ikke er helt sikre på deres valg af ungdomsuddannelse.

    I 10.x besøger de jævnligt omkringliggende ungdomsuddannelser, mens ungdomsuddannelserne også kommer ud til dem med tilrettelagt undervisning. Fra STX til den jyske håndværkerskole skal elevernes forudindtagede idéer nedbrydes, mens virkeligheden ude på ungdomsuddannelserne fremtones. 

    Dansklærer og FredagsFlex-underviser Rene Dyrmose ser programmet som en unik mulighed for eleverne. Han fortæller, at eleverne får et særligt indblik i ungdomsuddannelserne gennem FredagsFlex’ fokus på elevernes fremtid. Forløbet adskiller sig fra den konventionelle brobygning, som, ifølge dansklæreren, ikke nødvendigvis giver det mest retvisende billede af, hvordan hverdagen på en ungdomsuddannelse ser ud.

    “Eleverne kommer ud et sted, hvor det rent faktisk er ‘hverdag’, de ser omkring sig. Når jeg har snakket med elever efterfølgende, er de blevet noget overraskede over, hvad de enkelte ungdomsuddannelser egentlig går ud på”.

    Et vigtigt år, der giver eleven betænkningstid

    At give eleverne tid til at overveje den brede palet af ungdomsuddannelser er en vigtig del af opgaven for 10. klasser i Danmark, og på Rønde Privatskole har eleverne, ifølge skoleleder Esben Jacobi Broni Jensen, muligheden for at bruge tiden på at blive mere sikre, end de måske hidtil har været.

    “Der er ingen tvivl om, at eleverne modnes i 10. klasse. Det er rigtig godt for mange af dem, som er i tvivl. Og det kan godt være, de ikke bliver 100 % sikre på deres valg alligevel, men de får i hvert fald muligheden for at blive mere sikre, end de var førhen,” siger skolelederen. “Vi prøver at give dem så godt et grundlag for at træffe et ordentligt valg af ungdomsuddannelse, og det er det, der er meningen med det”.

    Indsigten, som eleverne opnår gennem ordninger som FredagsFlex, kan også bestå i det faglige, hvor eleverne kan finde ud af, hvor deres styrker ligger. Her mener skolelederen, at FredagsFlex’ fokus på uddannelse kan noget bestemt.

    “Jeg tror, de får et bedre og mere realistisk blik på egen formåen, og hvad det er, der kræves på de enkelte uddannelser”. 

    Øget fokus på vejledning

    Samtidig med at FredagsFlex giver eleverne på Rønde Privatskoles 10. klasse en unik indsigt i ungdomsuddannelserne, har UU-vejledningen i 10.x fået en særlig høj prioritet. UU-vejlederen sidder med til alle elevernes skole-hjem-samtaler og har individuelle samtaler med alle elever i 10. klasse. Men det er også en indsats, som skolen særligt har prioriteret. Den ekstra indsats er ifølge Rene Dyrmose helt berettiget.

    “Jeg synes, der er flere og flere, der kommer og ikke ved, hvilken ungdomsuddannelse de gerne vil starte på,” fortæller han, og understreger at det dog ikke nødvendigvis er en dårlig ting ikke at vide, hvad man gerne vil uddanne sig som i 10. klasse.

    Elevernes usikkerhed omkring valg af uddannelse kombineret med pres udefra giver dog ikke de bedste forudsætninger for elevernes videre valg af ungdomsuddannelser.

    “Der er samtidig også et pres fra samfundet, om at man skal vælge det rigtige – der er kommet langt mere præstationskultur. Det er et utroligt svært valg for dem,” fortæller Rene og fortsætter. “Derfor synes jeg netop, det er vigtigt at vi med 10. klasse kan tage hånd om det”.

    Elevernes videre vej i uddannelsessystemet – et samfundsløfte

    Alle vores medlemsskoler har forpligtet sig på ‘Kodeks – de 7 samfundsløfter’. Ét af de samfundsløfter går på, at skolen har aktiviteter og indsatser, der understøtter elevens videre vej i uddannelsessystemet. Med FredagsFlex har Rønde Privatskole nytænkt uddannelsesforløb ved at bringe ungdomsuddannelserne tættere på skolen og fokusere på elevernes fremtid – en central opgave for 10. klasser i Danmark.

    Læs mere om de 7 samfundsløfter her

  • Jobindblik | Virksomheder adopterer skoleklasser

    Jobindblik | Virksomheder adopterer skoleklasser

    Kirstine Seligmanns Skole i Vejle sætter fokus på at give eleverne indblik i de uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, der findes på danske arbejdspladser. Det gør de i samarbejde med Relationsnetværket og deres projekt “Virksomheder adopterer skoleklasser”.

    Projektet påbegyndes i 1. klasse, hvorefter eleverne besøger en virksomhed to gange årligt gennem hele grundskoleforløbet. Virksomhedsbesøgene indebærer konkrete opgaver til eleverne, hvor niveauet og kompleksiteten højnes i takt med elevernes faglige udvikling. Om initiativet og samarbejdet forklarer skoleleder Vibeke Juul Johansen:

    “Vi håber, at børnene får tilegnet sig en viden om de mange uddannelsesmuligheder – herunder bl.a. professions- og erhvervsfaglige uddannelser.” 


    Skolen samarbejder blandt andet med Plejecentret Bakkegården, hvor en 1. klasse har fulgt plejecentrets medarbejdere for en dag. Vibeke Juul Johansen uddyber:

    1.A på besøg hos Plejecentret Bakkegården

    “På et plejehjem er der både SOSU-assistenter, sekretærer, sygeplejersker, portnere og folk, der står i køkkenet. Det åbner jo børnenes øjne for de mange jobmuligheder, der er.”

    De deltagende klasser lærer om arbejdspladsen, og hvordan de ting, der undervises i skolen, kan bruges ude i den virkelige verden. Samtidigt får eleverne et unikt indblik i den danske arbejdsmarkedskultur og får nye bekendtskaber og rollemodeller. 

    Samfundsløfte i praksis 

    Kirstine Seligmanns Skole har haft fokus på at inkorporere “De 7 samfundsløfter” i skolens dagligdag. Samarbejdet mellem Relationsnetværket, de lokale arbejdspladser og lærerstaben er søsat med henblik på at understøtte elevens videre vej i udannelsessystemet, herunder at kvalificere elevernes valg af uddannelse og job. Vibeke Juul Johansen forklarer, hvordan skolen har afsat midler for bedst muligt at integrere læringsbesøgene hos virksomhederne, som en del af undervisningen: 

    “Vi har afsat forberedelses- og mødetid til lærerne for at kunne implementere det i undervisningen og har forskellige faglærere involveret. Nogle gange er der behov for en matematiklærer, andre gange er der behov for en naturfagslærer.”

    Der blev afholdt forårskoncert for beboerne på Plejecentret Bakkegården.

    Lærernes engagement og virksomhedernes planlægning har allerede givet lærerige besøg for eleverne, der efterfølgende har arbejdet med opgaverne aktivt i undervisningen.

    Et indblik i EL-branchen 

    Læringsbesøgene har bl.a. givet børnene i 2.a en mulighed for at opleve, hvordan en helt almindelig hverdag ser ud i EL-branchen hos Jansson Gruppen i Vejle. I en artikel fra Jansson Gruppen fortæller Benny Gylling, serviceleder for Jansson EL Vejle, om sin begejstring for projektet:  

    ”Første læringsbesøg gik rigtig godt. Der er allerede skabt relationer mellem skoleeleverne og flere af de ansatte her i Vejle. Rundviserne var meget engagerede og formåede at møde skoleeleverne i øjenhøjde og gøre det spændende og lærerigt for dem.”  

    Eleverne skal ved hvert besøg løse en opgave, som bl.a. giver indblik i de forskellige roller og typiske arbejdssituationer på arbejdspladsen. Besøget hos Jansson Gruppen har givet 2.A kendskab til arbejdet inden for EL-branchen og har, ifølge Benny Gylling, også været et frisk pust på kontoret: 

    ”Det skaber en rigtig god stemning på kontoret at have adoptivklassen på besøg. Børnene gør noget godt for atmosfæren.”  

    Skoleleder Vibeke Juul Johansen glæder sig over at se det gensidige udbytte af samarbejdet og har også, gennem projektet, oplevet en styrket relation til lokalsamfundet.  

    Elevens videre vej i uddannelsessystemet og arbejdslivet 

    Kirstine Seligmanns Skolens engagement i projektet fra Relationsnetværket understøtter skolens aktive indsats for at motivere eleverne til uddannelse og sikre, at eleverne får kendskab til de mange uddannelsesmuligheder, de har. 

    Medlemsskolerne i Danmarks Private Skoler har vedtaget et fælles kodeks med 7 samfundsløfter og givet hinanden hånd på at skabe synlighed omkring det, de allerede gør, og på at iværksætte nye samfundsansvarlige tiltag, der – ligesom Kristine Seligmanns Skole – bl.a. understøtter elevernes videre vej i uddannelsessystemet. 

    #de7samfundsløfter | Vi har konkrete aktiviteter eller indsatser, der understøtter kvalificerede uddannelsesvalg og fremmer, at eleverne går videre i uddannelse. 

    Samfundsløftet kan f.eks. omhandle aktiviteter eller indsatser: 

    • der motiverer eleverne til uddannelse og sikrer, at eleverne får kendskab til de mange uddannelsesmuligheder, de har. 
    • der sikrer oplysning og vejledning til alle elever om uddannelse, uanset deres udgangspunkt. 
    • der indeholder nye måder at tænke skole- og uddannelsesforløb, så der skabes bedre sammenhæng i uddannelsesforløbet. 
    • der indtænker overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelser i de forskellige fag og fagområder. 
    • der understøtter, at elever med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser kommer videre i uddannelse. 
    • der understøtter, at socioøkonomisk svage elevgrupper kommer videre i uddannelse. 
  • Debat | Elevernes videre vej i uddannelse – kan vi selv gøre en forskel?

    Debat | Elevernes videre vej i uddannelse – kan vi selv gøre en forskel?

    ”Vi kan på den enkelte skole tage initiativet og sætte fokus på, hvordan skolen – gennem justeringer i tænkning og gennem konkrete indsatser og aktiviteter – kan gøre en forskel med blik for elevernes videre vej i uddannelsessystemet”, siger Karsten Suhr i i et debatindlæg i Skolemonitor d. 21. marts 2023 under overskriften “Måske kommer vi for sent i gang med at guide eleverne til de rigtige uddannelsesvalg”. Læs debatindlægget i Skolemonitor her

    Debatindlægget som indsendt af foreningen:

    Elevernes videre vej i uddannelse – kan vi selv gøre en forskel?

    Alt for mange unge er hverken i uddannelse eller job, og der er for få, der søger uddannelser inden for de arbejdsfelter, hvor vi mangler kompetencer og arbejdskraft. Disse udfordringer har stort politisk fokus. Vi kan afvente eventuelle beslutninger om store strukturelle ændringer på skole og uddannelsesområdet. Vi kan også, på den enkelte skole, tage initiativet og sætte fokus på, hvordan skolen – gennem justeringer i tænkning og gennem konkrete indsatser og aktiviteter – kan gøre en forskel med blik for elevernes videre vej i uddannelsessystemet.

    Er vi for sent på den?

    Mange skolers fokus på uddannelses- og jobvalg er rettet mod udskolingen, selv om de fleste børn relativt tidligt danner et indtryk af, hvad der er interessante job og uddannelser. Der er også et sammenfald mellem det udskolingsrettede fokus på uddannelses- og jobvalg og det, at eleverne på dette tidspunkt er i en proces, hvor identitet dannes. De forholder sig til, hvilken ”identitet” de vil have qua bl.a. valg af uddannelse. Dette taler ind i overvejelser om, hvorvidt skolens indsatser, der bl.a. skal fastholde elevernes åbenhed for forskellige uddannelser og job, falder for sent. Et mere udvidet fokus på elevernes videre vej i uddannelsessystemet – smurt ud over hele skoleforløbet – kan overvejes.

    Elevens personlige udvikling

    Hvordan kan skolen medvirke til, at børn og unge får tidligere, bedre og mere nuancerede erfaringer med forskellige typer af job og uddannelser? Konkrete og praktiske erfaringer med forskellige fagområder gennem samarbejder med virksomheder og uddannelsesinstitutioner kan være en del af svaret. En anden del af svaret kan handle om koblingen mellem de konkrete aktiviteter og den enkelte elevs bevidsthed om sig selv i relation til forskellige uddannelser og job. Dette spiller sammen med skolens opgave omkring elevens alsidige udvikling, herunder arbejdet med evnen til at identificere egne styrker og udviklingspotentialer og fastsætte personlige og meningsfulde mål gennem hele skoleforløbet.

    Nye perspektiver på skoleforløbet

    Skolens særlige fokus på elevernes videre vej i uddannelsessystemet kan også, helt overordnet, omhandle nye perspektiver på, hvordan skoleforløbet kan skrues sammen. Her kan de frie og private skoler spille en særlig rolle. Flere skoler arbejder med ”spor”, ”linjer” eller særlige ”tilvalg”. Udskolingen ses som begyndelsen på noget, frem for afslutningen. Her indtænkes også overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse i de forskellige fag i forhold til introduktion af stofområder og niveauer.

    En nyere undersøgelse viser, at mange unge tror, det kan være en god idé at indføre et bogligt og et praksisorienteret spor i udskolingen for så vidt, at valg af spor ikke lukker døre i forhold til det senere valg af ungdomsuddannelse.

    Mange unge vælger ungdomsuddannelse efter interesser og områder, hvor de opfattes som fagligt dygtige. Det taler for, at eleverne skal afprøve og undersøge flere områder og fag. Der er grænser for, hvor mange nye typer af fag, skolen kan rumme, derfor kan det være meningsfuldt at indtænke indsatser og aktiviteter i de allerede eksisterende. Samfundets øjeblikkelige behov kalder på initiativer, der integrerer praksisfaglighed og det anvendelsesorienterede i undervisningen.

    Opgør med fordomme og stereotyper

    Valget af en erhvervsuddannelse er vanskeligere at træffe, da de unge ved, at de vælger noget andet end flertallet. Valget kræver derfor både indsigt i egne forudsætninger for en erhvervsuddannelse, men også mod. De gymnasiale uddannelser opleves ofte som et lettere valg. De opleves også som attraktive med begrundelse i, at de giver flere muligheder efterfølgende i forhold til uddannelse og arbejdsliv. Dette til trods for, at langt hovedparten af erhvervsuddannelserne er adgangsgivende til de videregående uddannelser. Der er altså også behov for at nedbryde myter og fordomme, hvis de eksisterer blandt skolens aktører.

    Nyere undersøgelser viser, at det fortsat spiller en stor rolle for uddannelsesvalget, om uddannelsen har et ”maskulint eller feminint ry”. Det er nødvendigt at gøre op med kønsstereotyperne. Hvis ikke, er konsekvenserne spildt talentmasse og arbejdskraftmangel. Der peges på, at mødet med rollemodeller kan have stor betydning i nedbrydning af kønsstereotyper i relation til valg af uddannelse og job.

    Hvem skal have nuanceret synet på uddannelse?

    Uddannelsesvalget motiveres de facto via de nære relationer som familie og venner. Uddannelsesvalget påvirkes bl.a. gennem forældrene. Det kan være relevant, at skolen i højere grad indtænker forældrene i skolens aktiviteter omkring uddannelse og job i hele skoleforløbet, så forældre inddrages med det formål, at også deres blik på uddannelses- og jobvalg nuanceres. 

    Skærpet opmærksomhed omkring udsatte elevgrupper

    De elever, der har de største udfordringer i forbindelse med uddannelse kan bl.a. karakteriseres ved, at de har haft mindre viden om deres uddannelsesmuligheder end andre unge og har oplevet at sidde mere alene med deres uddannelsesvalg. Frafald fra ungdomsuddannelser skyldes ofte psykiske problemer eller problemer uden for skolen. Skolens skærpede opmærksomhed på svagere eller udsatte elevgrupper er altså nødvendig, sådan at de særligt understøttes i at komme videre i uddannelse.

    Flere har brug for bred vejledning

    Det opleves af mange unge som utrygt, når de skal vælge ungdomsuddannelse. De føler sig uforberedte. Samtidig opleves uddannelsesvalget som definitivt for deres fremtid. Eleverne har derfor både brug for at tale med nogen, der kender uddannelsessystemet godt, men også for at forstå sammenhænge i uddannelsessystemet og betydningen af valg, omvalg og veje i arbejdslivet. Der er stærke indikationer på, at flere elever end de elever, der ikke er ”uddannelsesparate”, har behov for vejledning, men også på, at indholdet i vejledningen bør tænkes mere bredt.

    Uddannelse giver samfundet værdi

    Uddannelse giver samfundet og den enkelte værdi, men mange unge er ikke i uddannelse og job. Der er samtidig for lav søgning til bl.a. erhvervsuddannelser, velfærdsuddannelser og til visse fag, som erhvervslivet efterspørger. Der arbejdes på politiske løsninger, men hvad kan den enkelte skole selv sætte i værk? Medlemsskolerne i Danmarks Private Skoler har givet 7 samfundsløfter som en del af et fælles vedtaget kodeks for samfundsansvar. Skolerne skal have eller iværksætte konkrete aktiviteter og indsatser inden for syv kernetemaer, der er til gavn for samfundet. Et af disse kernetemaer er netop ”Elevernes videre vej i uddannelsessystemet”.

  • C. la Cours Skole: Skolen skal ud i virkeligheden, og virkeligheden skal ind i skolen

    C. la Cours Skole: Skolen skal ud i virkeligheden, og virkeligheden skal ind i skolen

    Det er vigtigt, at skolerne i Danmark udvikler sig i takt med samfundet og giver eleverne kompetencer til at klare sig nu og i fremtiden. Samtidig skal skolerne formå at motivere eleverne til uddannelse og arbejde. Heri har skolen en del af ansvaret for at vise de unge, at der findes flere forskellige veje, så elevernes valg bliver truffet på et oplyst grundlag.

    På den frie og private grundskole, C. la Cours Skole i Randers, har de både fokus på bestemte kompetencer og færdigheder og på elevernes fremtidige valg af uddannelse i deres 10. klassestilbud.

    C. la Cours Skole har oprettet en 10. klasse, der har fokus på de mest efterspurgte færdigheder inden for design, smart-teknologi og robotter. Derudover lægges der vægt på, at eleverne tilegner sig kompetencer, så de kan begå sig i det 21. århundrede.

    Skolens leder Jens Anker Hansen forklarer:

    »Inden for tilbuddet har vi fokus på it, teknologi og design, men målet er også, at eleverne får kompetencer inden for entreprenørskab, kreativitet og innovation. De skal løse relevante problemer, tænke innovativt, samarbejde på tværs og kommunikere nye idéer. Det er essentielt, at det er virkelighedsnært«.

    Fokus på de virkelighedsnære

    Skolen skal ud i virkeligheden, og virkeligheden skal ind i skolen. C. la Cours Skole inddrager løbende virksomheder, foreninger og andre interessenter, så undervisningen bliver mere virkelighedsnær for eleverne, både i teori og praksis. Derfor består en stor del af 10. klassesforløbet på skolen også af praksisnære opgaver og eksterne samarbejder.

    »10. klasses-elevernes kompetencer bliver afprøvet, når de arbejder på projekter fra den virkelige verden i samarbejde med moderne højteknologiske virksomheder«, fortæller Jens Anker Hansen.

    10. klassesforløbet skal ende ud i et projekt, hvor eleverne er entreprenørerne og skal skabe et produkt, som gør en forskel for andre mennesker. For skolen er det vigtigt, at eleverne oplever, hvordan deres færdigheder og kompetencer kan oversættes på en arbejdsplads.

    Elevernes videre vej i uddannelsessystemet

    C. la Cours Skole prioriterer også de mange samarbejder for at åbne elevernes øjne op for, hvad teknologi og design kan, og hvordan det også kan være en uddannelsesvej med forskellige jobmuligheder. Derfor har skolen har valgt, at den obligatoriske fagrække i 10. klasse – bestående af dansk, matematik, engelsk, fysik/kemi og tysk – skal suppleres med design og teknologi.

    »Vi har med vores 10. klasse flere gange set, at eleverne efter virksomhedssamarbejderne bliver bestyrket i, hvad de vil efter grundskolen. Vi vil gerne væk fra automatvalget af STX. Vi ser særligt, at eleverne bliver sporet ind på og motiveres nogle af de andre gymnasiale uddannelser som HTX og EUX«.

    En del af skolens samfundsansvar

    Skolers samfundsansvar kan komme til udtryk på mange måder. Samfundsansvar kan bl.a. aktiveres, når skoler gennem større indsatser eller enkeltstående aktiviteter, der under­støtter mindre traditionelle færdigheder og kompetencer og samtidig kvalificerer uddannelsesvalg og fremmer, at eleverne går videre i uddannelse og job. Medlemsskolerne i Danmarks Private Skoler har vedtaget et fælles kodeks med 7 samfundsløfter og givet hinanden hånd på at skabe synlighed omkring det, de allerede gør, og på at iværksætte nye samfundsansvarlige tiltag, der – ligesom C. la Cours Skole – harmonerer med deres værdigrundlag.

    Læs mere om de 7 samfundsløfter her.