Kategori: Medlemsnyheder

Søren Lodahl: Når skolefolk taler om dannelse, er der ingen ende på de højtsvævende ideer, fortolkninger og meninger om, hvad dannelse er og bør være. Og det synes at være således, at jo længere væk fra praksis man er, jo mere luftigt bliver det.

Uddannelse er dannelse, dannelse er uddannelse.

Dannelse er vigtigt som idé og omdrejningspunkt for udviklende diskussioner og samtaler. Men der er en tendens til misbrug af begrebet, som til tider gør os dovne eller forskyder fokus fra det indholdsmæssige.

Akademiske diskussioner fører ofte til, at dannelsesbegrebet strækkes og vrides som elastik i metermål. Og overordnede dannelsesdiskussioner træder desværre ofte i stedet for substantielle drøftelser om vores skole.

Hvad er fremtidens dannelsesidealer?

En af mine seneste oplevelser var ved et politisk seminar i foråret, hvor indbudte gæster og oplægsholdere skulle drøfte fremtidens skole.

Det blev hurtigt en omfattende og lang diskussion om dannelsesidealer, teoretiske vinkler med videre. Alle var enige om vigtigheden af et solidt dannelsesgrundlag i skolen, men det blev i øvrigt ikke yderligere defineret.

Ej heller nåede man frem til, hvad alt dette faktisk betød for praksis i skolen, hverdagen og undervisningen.

Dannelse, som begreb, bliver ofte anvendt som en container og et medie for lige præcis det, ’du selv ønsker’. Og det kan være så løst og udefinerbart, at vores diskussioner herom ofte kommer til at handle om, hvad vi hver især føler dannelse bør være, og dermed også hvad vi føler, skolen skal indeholde og videregive til eleverne.

Det kan selvfølgelig give spændende og opslugende diskussioner med passion og engagement. Men det driver ikke nødvendigvis en udvikling eller positiv forandring af vores skole.

Der er hele tiden pædagogiske og politiske udsagn, ytringer og krav, der kalder på ’dannelse’. Mere demokratisk ’dannelse’. Mere digital ’dannelse’. Og husk nu den almene ’dannelse’.

Jovist og javel. Det er svært at være imod.

Det levede skoleliv

Men, mens diskussionen pågår, foregår det levede skoleliv. Ofte uanfægtet, fordi de daglige, reelle problemstillinger og udfordringer i skolen er anderledes konkrete, og virkelighedsnære.

Som jeg indledte; jeg fornægter ikke dannelsens betydning eller dannelsesdiskussionens relevans og vigtige placering i vores uddannelsesdebat, men lad os i højere grad tale om skolens praksis; Hvad er det vi gør? Hvordan gør vi det? Hvad er meningsfuldt? Hvad vil vi, med det vi gør, og hvordan udvikler vi dét bedst muligt i skolen?

Vi skal tale om det virkelige liv, og hvad der sker i og på skolerne. Vi skal tale direkte og konkret om de ting, der ikke fungerer og sætte lys på det, vi ved, der virker og undersøge det nærmere.

Alt for ofte bliver kritik, undersøgelser, testresultater eller politiske forslag skudt til hjørne med fortællinger og forsvarstaler om, at skole og undervisning jo i høj(ere) grad handler om elevernes dannelse og skabelse af hele mennesker.

Det nærmer sig til tider næsten noget mytisk. Dannelse gøres til noget uforklarligt, umåleligt og helligt, som der ikke må røres ved, og som vil gå tabt, hvis der sker ændringer af skolens rammer og vilkår.

Dannelse kommer selvfølgelig ikke af ingenting. Den kommer af noget. Og det noget er i hvert fald – for skolens vedkommende – undervisning, faglighed, engagement og fællesskab.

De nævnte elementer er også åbne for fortolkning, men noget mere håndgribelige og konkrete. Lad os dyrke dem lidt mere. Det taler nemlig ind i en praksis for (skole)livet.

Vi kunne spørge os selv og hinanden om følgende: Hvordan skaber vi de bedste rammer for en faglig, solid undervisning med engagerede medarbejdere og elever i et understøttende og inkluderende fællesskab?

Hvis vi lykkes med at besvare dette spørgsmål konkret og handle på det, skal vores børn og unge nok komme videre som dannede borgere.