Vi er blevet opmærksomme på, at flere medlemsskoler i øjeblikket modtager en henvendelse fra hjemmesiden privatskoler.dk, hvor der er oprettet profiler af skolerne, og hvor der tilbydes mulighed for en betalt opgradering.
Vi vil i den forbindelse gøre opmærksom på, at privatskoler.dk ikke har nogen tilknytning til Danmarks Private Skoler.
Da navn og webadresse kan minde om vores, ønsker vi at tydeliggøre, at der er tale om en ekstern aktør.
Vi er samtidig bekendt med, at henvendelsen hos nogle kan opleves som forholdsvis direkte i sin form og markedsføring.
Til orientering kan vi samtidig gøre opmærksom på, at alle medlemsskoler allerede fremgår af vores egen hjemmeside, hvor man kan finde en samlet og opdateret oversigt. Her vises bl.a. skolernes navne, geografiske placering samt direkte links til skolernes egne hjemmesider, så forældre nemt kan finde relevant information.
Ved Marieskolens valgdebat var der fint besøg: Af de 10 deltagere var der fire folketingsmedlemmer, herunder to ministre. Foto: Privat
Valgdebatter på skolen og statsministerduel på første række: To medlemsskoler giver eleverne konkrete erfaringer med demokrati op til folketingsvalget.
Da statsminister Mette Frederiksen (S) stod på Folketingets talerstol d. 26. februar og diskuterede fødevarechecks, sad flere af Marieskolens klasser limede til skærmen.
Ikke fordi eleverne var særligt interesserede i fødevarechecks, men fordi rygterne på dagen havde svirret om en udskrivelse af folketingsvalg.
Da Birgitte Klippert, der er skoleleder på Marieskolen, havde fået nys om valgudskrivelsen, havde hun helt ekstraordinært opfordret lærerne til at tænde for nyhederne ude i klasserne.
”Det sitrede på hele skolen,” fortæller hun, da forløsningen endelig kom, og valget officielt blev udskrevet.
Demokrati og politik har nemlig en helt særlig plads på skolen, fortæller skolelederen. Allerede fra 4. klasse bliver skolens elever undervist i samfundsfag, hvor grundstenene lægges, inden eleverne får den mere traditionelle samfundsfagsundervisning fra 8. klasse.
Den samfundsfaglige interesse gennemsyrer den sønderjyske skole. Og derfor er det også naturligt, at det netop er på Marieskolen, at den lokale demokratiske samtale foregår.
For andet år i træk har skolen inviteret hele lokalområdet til valgdebat. Sidste år var kommunalvalget omdrejningspunktet, mens det d. 15. marts var folketingsvalget, der var afsæt for en dag i demokratiets tegn.
Vi har som skole et socialt ansvar for at lave oplysning og skabe dannelse og faglighed. Så vi vil rigtig gerne åbne vores døre – også for dem, der ikke har deres hverdag på skolen.
Birgitte klippert, skoleleder på Marieskolen
Åbne døre og ministerbesøg
Foruden indsatsen for at styrke elevernes demokratiske forståelse, har skolen en ambition om, at debatten i lokalsamfundet også foregår på deres skole.
Birgitte Klippert mener, at skolen har et ansvar for at åbne dørene og skabe samlingspunkter for alle i byen.
”Vi har som skole et socialt ansvar for at lave oplysning og skabe dannelse og faglighed. Så vi vil rigtig gerne åbne vores døre – også for dem, der ikke har deres hverdag på skolen,” fortæller skolelederen og fortsætter:
”Tønder er for lille en by til, at man kan have vandtætte skotter. Det kan man simpelthen ikke, og derfor skal vi naturligvis også være et sted, der er åbent og hvor den demokratiske samtale foregår.”
Omkring 75 deltagere var på plads, da kandidaterne hver især gav deres bud på, hvordan f.eks. den rette skolepolitik skal se ud.
Til debatarrangementet var tilmed også fint besøg. Økonomiminister Stephanie Lose (V) og ældreminister Henrik Frandsen (M) lagde vejen forbi til skolens valgarrangement, hvor 10 ud af de 12 opstillingsberettigede partier var repræsenteret.
Demokrati og dannelse på skoleskemaet
På den anden side af Lillebælt har elever fra Marie Jørgensens skole også haft den demokratiske debat helt tæt på. For da Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen krydsede klinger til TV2’s statsministerduel ’Topmødet’, sad 8. og 10. klasses elever fra skolen på første parket.
Her fik eleverne et helt unikt indblik i, hvordan den demokratiske samtale forløber. Intensiteten kunne mærkes, og den fysiske tilstedeværelse gjorde oplevelsen levende.
Det fortæller lærer Mathias Spanggaard, der underviser i faget ”Dannelse til demokrati”, som havde taget eleverne med i Pakhuset i Odense d. 8. marts.
”Flere bemærkede, at det at stå fysisk i rummet gav dem en større forståelse for både mediernes rolle, politisk strategi og for det ansvar, politikerne bærer i debatterne,” fortæller han.
Fra 0. til 10. klasse på Marie Jørgensens Skole møder eleverne faget ’Dannelse til demokrati’. For de yngste handler det i høj grad om sociale kompetencer og konfliktløsning i øjenhøjde.
For de ældste elever rykker demokratiet ud i virkeligheden – for eksempel gennem indsamlinger til velgørende formål eller besøg på Odense Rådhus.
”I samfundsfag og også i skolens eget fag ’Dannelse til demokrati’, arbejder vi målrettet med elevernes demokratiske dannelse, deres forståelse af rettigheder og konventioner, og deres rolle som kommende medborgere,” siger Mathias Spanggaard.
”Vi mener grundlæggende, at demokratisk deltagelse ikke kun læres gennem teori – den skal også erfares.”
Oplevelsen i Pakhuset gav ikke blot eleverne viden om de to statsministerkandidaters politik og ståsteder. Den gav dem også et mere sikkert og konkret udgangspunkt for at fortsætte samtalen på den anden side af debatten, fortæller Mathias Spanggaard.
”For mange elever blev politik pludselig konkret og vedkommende – og flere gav også udtryk for, at de nu føler sig mere trygge ved at tale om det og tage stilling.”
De 7 Samfundsløfter – Fokus på rettigheder og konventioner
Folketingsvalget skaber en unik mulighed for at åbne skolen op for lokalsamfundet og for at skabe meningsfulde undervisningsforløb, hvor demokratiet er i højsædet.
Fokusset på skolen som en demokratisk, rettigheds- og konventionsbærende institution, har både Marieskolen og Marie Jørgensens Skole på hver deres måde løftet. Her har årets folketingsvalg været bagtæppet og den gode anledning til at kaste lys på denne vigtige samfundsopgave
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har endnu ikke offentliggjort reguleringsprocenten pr. 1. april 2026.
Årsagen er, at resultatet af de statslige overenskomstforhandlinger i 2026 først skal sendes til afstemning. Denne afstemning kan imidlertid ikke gennemføres, før der er dannet en ny regering.
Det betyder desværre, at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at udarbejde en ny løntabel. Dette kan først ske, når overenskomstforhandlingerne er afsluttet, en ny regering er dannet, og afstemningen efterfølgende er gennemført. Det forventes ikke at kunne nås inden 1. april 2026.
Vi orienterer naturligvis, så snart der er nyt, og opdaterer løntabellen, så snart det er muligt.
Vi har brug for gode kandidater til kommende lederjobs på skolerne – og vi har et fælles ansvar for at hjælpe dem frem.
Danmarks Private Skoler tilbyder et afklaringsforløb for lærere, der overvejer at blive leder.
På kurset vil vi både fokusere på den særlige opgave, det er at lede en fri grundskole og på den enkelte lærers kompetencer og styrker. Målet er at deltagerne bliver afklaret ift. til lederopgaven.
Målgruppen er lærer, der gerne vil være ledere og som har brug for at blive klogere på egne styrker og forberede sig på de udfordringer, der er forbundet med at være leder.
Underviser på kurset er Lisbeth Qvortrup. Lisbeth har over 30 års erfaring fra frie skoler; 14 år som lærer, 3 år som viceskoleleder, 9 år som skoleleder og siden 2020 som underviser, coach og konsulent for ledere på frie skoler. Lisbeth har en diplomuddannelse i ledelse og har læst master i ’ledelses- og organisationspsykologi’. Hun er desuden uddannet proceskonsulent og certificeret coach.
Dato: Onsdag d. 2. december kl. 9.30 til torsdag d. 3. december 2026 kl. 15.00
Kursussted: Sixtus Sinatur Hotel & Konference, Teglgårdsvej 73, 5500 Middelfart
Frist for tilmelding: 19. oktober 2026
Målgruppe: Lærere der er ansat på skole medlem af Danmarks Private Skoler
Pris: 5450 kr. pr person inkl. overnatning og forplejning
Ultimo-forhandlingen om OK24 er afsluttet. Det betyder, at pensionsbidraget for pædagogisk personale ved frie grundskoler forhøjes med virkning fra 1. april 2026.
Overenskomstparterne – Aftaleenheden ved Frie Grundskoler og Aftalefællesskabet (BUPL og FOA for Frie Grundskoler) – har afsluttet ultimo-forhandlingen om overenskomsten for 2024–2026 for det pædagogiske personale ved frie grundskoler. Ultimo-forhandlingen er en opfølgning på OK24, hvor parterne aftalte at gennemgå lønudviklingen i overenskomstperioden. Formålet var at afdække lønudmøntningen og vurdere, om der var grundlag for yderligere udmøntning på op til 0,24 % af lønsummen.
Enighed om forhøjelse af pensionsbidrag
På baggrund af opgørelsen af lønudviklingen for overenskomstperioden har parterne konstateret, at der var grundlag for en rammeudmøntning ved ultimo-forhandlingen. Parterne er derfor blevet enige om følgende ændringer:
Pensionsbidraget på 16,2 % for ansatte i stilling som afdelingsleder forhøjes til 16,5 % med virkning fra 1. april 2026.
Pensionsbidraget på 14,7 % for ansatte i stillinger som pædagog, pædagogisk assistent, pædagogmedhjælper samt anderledes uddannet pædagog (lukket gruppe) forhøjes til 15 % med virkning fra 1. april 2026.
Det skal skolerne gøre:
Fra 1. april 2026 skal skolerne være opmærksomme på følgende ændringer i pensionsbidraget:
Afdelingsledere: Pensionsbidraget ændres fra 16,2 % til 16,5 %
Pædagog, pædagogisk assistent, pædagogmedhjælper og anderledes uddannet pædagog (lukket gruppe): Pensionsbidraget ændres fra 14,7 % til 15 %
Skolerne skal derfor sikre, at pensionsprocenten opdateres i løn- og pensionsindbetalingerne fra 1. april 2026.
OK24-forløbet afsluttet
Med aftalen er ultimo-forhandlingen gennemført, og OK24-forløbet for det pædagogiske personale ved frie grundskoler er dermed afsluttet.
Eleverne gør klar til at skulle på første ud af mange besøg hos den lokale virksomhed Nordmark. Foto: Privat
Eleverne fra 2. klasse på Privatskolen i Sæby rykker ud af klasselokalet og ind på den lokale maskinfabrik Nordmark. Et nyt, kontinuerligt samarbejde de næste mange år skal bygge bro mellem skolebænken og virkeligheden i en lokal teknologivirksomhed.
Det vante klasselokale med ABC-plakater, bøger og smartboards for 2.klasserne på Privatskolen i Sæby kommer lejlighedsvist til at blive erstattet med en 2.000 m2 stor fabrikshal. Her skal eleverne dog ikke samle store maskiner, men lære hvordan en stor lokal virksomhed opererer med udgangspunkt i deres almindelige skolefag.
I fabrikshallen skal skolens teori omdannes til praksis. Geometri omsættes til præcise beregninger af maskindele, mens teknologiforståelse får liv i arbejdet med programmering og data. Også danskfaget kan spille en rolle, når eleverne en dag skal forsøge sig med at kommunikere med kunder.
Uanset om det drejer sig om matematik, teknologiforståelse eller dansk, kan en lokal virksomhed styrke elevernes læring og skabe samhørighed mellem fagene, og hvordan de konkret bruges ude i erhvervslivet.
Det fortæller Carsten Willads Vajhøj, der er skoleleder på Privatskolen i Sæby.
”Det er en unik mulighed for, at skolen får flyttet fagligheden ud i virksomheden. I virksomhedens rammer kan vi lettere koble teori og praksis sammen.”
Samtidig er det anledningen til at skabe viden uden for skolens matrikel, der giver skolen mod på samarbejdet med den lokale virksomhed, fortæller skolelederen.
”Formålet er at skabe gode læringsaktiviteter i de mest optimale rammer. Hvis vi lukker os om os selv, giver det eleverne et snævert vindue at kigge ud af. Derfor vil vi gerne have eleverne mere ud af vores trygge rammer,” siger Carsten Willads Vajhøj.
Samarbejdet er et konkret eksempel på, hvordan løftet om ’Skolen til fremtiden’ lever i praksis. Skolen udvikler undervisningen og skaber en virkelighedsnær undervisning, der viser eleverne, hvilke fagligheder og kompetencer, der lever og efterspørges ude i erhvervslivet.
Øjnene rettet mod teknologi og innovation
Samarbejdet med Nordmark er ikke grebet ud af den blå luft, men fungerer som et led i en større strategi for skolen. Skolen har specifikt søgt samarbejde med en teknologivirksomhed for at gøre en større indsats for elevernes teknologiforståelse.
Det er gjort med henblik på at teknologiforståelse fremadrettet i højere grad skal integreres i fagene i grundskolen. Samtidig har skolen også ønsket at skabe et innovativt ben at gå på, og det er projektet også et led i.
”Vi har gerne villet skabe en innovations- og entreprenørkultur på skolen,” fortæller Carsten Willads Vajhøj, der ser et stort potentiale i at koble skolens undervisning med en moderne produktionsvirksomhed.
Samarbejdsaftalen er langsigtet og løber helt frem til, at eleverne forlader skolen efter 9. klasse. Det giver mulighed for en kontinuerlig udvikling, hvor sværhedsgraden stiger i takt med elevernes alder. Her bliver dagenes indhold aftalt på forhånd mellem klassens lærere og virksomheden for at sikre samhørighed mellem fagenes læringsplaner, og hvad der sker hos Nordmark.
”Idéen er, at det skal være en dynamisk proces mellem lærerne og virksomheden. Der har været en planlægningsfase inden besøget, så læringsplanerne og virksomhedens opgaver smelter sammen,” fortæller skolelederen.
Det første besøg i april måned vil være et ”hilse-på-besøg”, hvor eleverne for første gang skal stifte bekendtskab med Nordmark. Fra næste skoleår løber samarbejdet for alvor af stablen, hvor fokus vil være på faglighederne.
Skole- og erhvervssamarbejdet er blevet hjulpet på vej af Erhvervsservice Nord, der har stået for kontakten og etableringen af samarbejdet mellem Privatskolen i Sæby og Nordmark.
Et lokalt forankret samarbejde
Det er en win-win situation, når skoler samarbejder med lokale virksomheder. Eleverne præsenteres for virkelighedsnære problemstillinger og får variation i deres skoledag. Og så foregår det hele lige rundt om hjørnet.
“I en travl hverdag på skolen, kan man have en tendens til at glemme, hvad der omringer en. Her har vi valgt at fokusere på det nære, da det giver mening for alle parter involveret. Det er i det lokale, vi hører til, og det skal plejes,” siger Carsten Willads Vajhøj.
Og fordelene går ifølge skolelederen begge veje.
”Vi står alle stærkere lokalt, når vi hjælper hinanden. Nordmark er interesseret i at hjælpe os, for de vil også gerne kvalificere sig som arbejdsgivere på sigt for eleverne – og vi vil samtidig gerne skabe spændende læringsaktiviteter i nye rammer.”
Eleverne har også som led i samarbejdet fået ansvar for at skulle være repræsentanter for projektet. I fremtiden skal de være med til at formidle for resten af skolens elever, hvad de lærer ude hos Nordmark.
De 7 Samfundsløfter – Skolen til fremtiden
Danmarks Private Skolers medlemsskoler har sammen vedtaget det fælles kodeks ’De 7 Samfundsløfter’. Løftet om ’Skolen til fremtiden’ bygger på en fælles forpligtelse om at skabe initiativer, hvor skolen udvikler undervisningen og elevernes kompetencer til at løse komplekse udfordringer. Ved at indgå i samarbejde med lokale virksomheder, som Privatskolen i Sæby har gjort, styrkes elevernes forståelse inden for teknologi og dens anvendelighed uden for skolens trygge mure.
En ny kendelse i en faglig voldgift fastslår, at hidtidig praksis for aflønning af deltidsansattes merarbejde kan være i strid med EU’s deltidsdirektiv. Kendelsen kan få betydning for frie skolers fremtidige lønhåndtering og kan samtidig åbne for krav om efterbetaling – men den enkelte skole skal ikke foretage sig yderligere endnu.
I starten af februar 2026 blev der afgivet kendelse i en faglig voldgift vedrørende aflønning af deltidsansattes merarbejde. Den faglige voldgift opstod på baggrund af nyere afgørelser fra EU-Domstolen, hvor arbejdstagere fik medhold i, at forskellig aflønning af hhv. deltids- og fuldtidsansattes ekstra arbejde ud over den aftalte beskæftigelsesgrad (merarbejde/overarbejde) var i strid med deltidsdirektivet*.
Hidtidig praksis i danske overenskomster
I mange danske overenskomster er det praksis, at deltidsansatte aflønnes med den almindelige timeløn for merarbejde op til fuldtidsnormen. Timer ud over fuldtidsnormen honoreres derefter med en højere betaling for både deltids- og fuldtidsansatte. Arbejdsmarkedets parter i Danmark blev derfor enige om at nedsætte en faglig voldgift for at få afklaret, om den praksis også er i strid med deltidsdirektivet.
Voldgiftens afgørelse
Den faglige voldgift afgjorde, at de overenskomster, sagen vedrørte, er i strid med deltidsdirektivet, eftersom deltidsansatte blev stillet mindre gunstigt end fuldtidsansatte ved udførelse af merarbejde. For overenskomster på statens område blev det fastlagt, at den anvendte praksis har været i strid med deltidsdirektivet siden 2001, altså i 25 år.
Hvad betyder kendelsen for frie skoler?
For mange overenskomster på det frie skoleområde er der forskel på aflønningen af merarbejde op til fuldtidsnormen og merarbejde over fuldtidsnormen. Kendelsen må derfor forventes at have betydning for, hvordan skolerne fremover skal honorere deltidsansatte medarbejdere, der udfører merarbejde. Det er endnu ikke afklaret, hvordan aflønningen skal ske. Kendelsen fastslår desuden, at den anvendte praksis har været i strid med deltidsdirektivet i mange år. Det betyder, at der også kan komme krav om efterbetaling for merarbejde udført i tidligere normperioder.
Hvad skal frie skoler gøre nu?
Den enkelte skole skal være opmærksom på kendelsen, men skal ikke foretage sig yderligere endnu. Det er overenskomstparterne, der skal nå til enighed om, hvordan aflønningen skal ske fremover, og også om, hvordan et eventuelt krav om efterbetaling skal behandles. Det kan blandt andet være relevant for overenskomstparterne at vurdere, om det er alle situationer med merarbejde op til en fuldtidsnorm, der kan kræves efterbetaling for, eller om der kan være tilfælde, hvor der har været objektive begrundelser for aflønning med almindelig timeløn.
Den enkelte skole skal derfor afvente at få yderligere oplysninger fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet eller Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, ligesom foreningen også vil orientere, når der er relevant nyt.
*EU’s deltidsdirektiv – relevant i konteksten:
Forbyder mindre gunstig behandling af deltidsansatte ift. løn, vilkår og goder
Forskelle er kun tilladt ved objektiv begrundelse
Rettigheder kan gives pro rata temporis (forholdsmæssigt i forhold til beskæftigelsesgrad)
Skal fremme frivillig deltid og bedre kvalitet i deltidsarbejde
Gælder alle deltidsansatte. Medlemslandene har implementeret minimumskravene nationalt.
CFU og Finansministeriet har d. 11. februar indgået rammeforliget for OK26 på statens område. Aftalen fastlægger den økonomiske ramme og de generelle lønstigninger for de kommende tre år og danner grundlag for de videre overenskomstforhandlinger, som også omfatter ansatte ved frie og private skoler.
De centrale forhandlingsparter for de statslige overenskomster er nu blevet enige om det overordnede rammeforlig for OK26, også kaldet CFU-forliget.
Hvem er omfattet af CFU-forliget
200.000 statsansatte er direkte omfattet af CFU-forliget, herunder ansatte rektorer, skoleledere, lærere og børnehaveklasseledere ved frie grundskoler. De øvrige personalegrupper og ansættelsesområder ved frie og private skoler er indirekte omfattet og følger som hovedregel den samme overordnede ramme.
Den økonomiske ramme i OK26
Finansministeriet og Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) aftale gælder for en 3-årig periode og med en samlet økonomisk ramme på i alt 8,7 %. Heraf er der afsat 6,37 % i lønløft til de generelle statslige lønreguleringer.
Særligt lønløft til Forsvaret
Som et særligt nybrud er aftaleparterne blevet enige om at afsnøre kr. 275 mio. af den samlede ramme til et ekstraordinært lønløft, der skal anvendes målrettet til udvalgte personalegrupper i Forsvaret. Dette betyder, alt andet lige, at den økonomiske ramme, der skal fordeles på de øvrige områder, er tilsvarende mindre.
CFU-forligets samlede økonomiske ramme dækker over såvel de generelle lønstigninger som forventede udgifter til øvrige formål og aftaler.
Rammen for de kommende organisationsaftaler
Aftalen fastlægger den samlede økonomiske ramme samt de generelle lønstigninger for alle de overenskomster, som nu, i de kommende uger, bliver forhandlet og – forventeligt – indgået på de statslige områder. Det gælder således også organisationsaftaler (overenskomster) for lærere og ledere, pædagogiske medarbejdere, administrative ansatte samt servicepersonale ved frie og private grundskoler og gymnasier.
Foreningens vurdering
Formand for Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier, Bo Mehl Jørgensen, udtaler:
“Foreningen er tilfreds med, at der nu foreligger en rammeaftale på statens område, der giver frie grundskoler og gymnasier en forudsigelighed i forhold til de kommende års lønbudgetter. De aftalte lønstigninger vurderes som rimelige set fra både arbejdsgiver- og arbejdstagerside. Efter en historisk dyr overenskomst i 2024 har mange skoler fortsat en udfordret lønøkonomi, og det er derfor positivt, at lønstigningerne er fordelt forholdsmæssigt over den kommende treårige periode, hvilket giver bedre mulighed for budgetlægning.”
Generelle lønstigninger i perioden
Som følge af CFU-forliget fordeler de aftalte stigninger sig således:
1. april 2026: 1,73 % af den samlede faste løn pr. 31. marts 2026 1. august 2026: 0,65 % af den samlede faste løn pr. 31. marts 2026 1. april 2027: 1,83 % af den samlede faste løn pr. 31. marts 2026 1. april 2028: 2,59 % af den samlede faste løn pr. 31. marts 2026
(Kilde: Finansministeriet)
Øvrige elementer i CFU-forliget
Af øvrige elementer i CFU-forliget skal følgende nævnes:
Der gives ansatte mulighed for barns 3. sygedag. Der er fortsat tale om, at muligheden for barns sygedag skal aftales med arbejdspladsen. Der er altså ikke tale om en ubetinget rettighed, men der skal, som i dag, være tungtvejende grunde til, at arbejdsgiver afslår anmodningen. Desuden er det aftalt, at barnets hjemkaldelsesdag (hvor et sygt barn f.eks. “ringes hjem” fra institution) ikke længere tæller med som barns 1. sygedag.
Der er aftalt forbedret lønret i forbindelse med barselsorlov mv.
Parterne er enige om at etablere “Fritvalgs Lønkonto” for ansatte. Her gives den ansatte mulighed for at vælge mellem højere månedlig løn, højere pensionsindbetalinger eller mere frihed med midler fra Fritvalgs Lønkontoen. Dertil gives der ret til yderligere 2 seniordage samt ret til en årlig “fritvalgsdag” til ansatte midt i livet med midler fra den ansattes Fritvalgs Lønkonto.
Den konkrete udmøntning og præciseringer afventes, herunder hvordan de aftalte bestemmelser vil gælde for frie og private skoler. Foreningen vil orientere nærmere.
Frem mod de endelige overenskomster
Med CFU-forligets indgåelse kan alle de øvrige små og store overenskomstområder nu fortsætte forhandlingerne frem mod, forhåbentligvis, indgåede overenskomster og organisationsaftaler med virkning fra 1. april 2026.
Vi vil i foreningen orientere, så snart der foreligger resultater på de ansættelsesområder, de frie og private skoler er omfattet af.
De kommende forhandlinger på skoleområdet
For ansatte lærere og ledere ved frie og private grundskoler og gymnasier forhandles aftalerne af Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
Aftaler for pædagogiske medarbejdere ved vuggestuer, børnehaver og skolefritidsordninger forhandler Danmarks Private Skoler sammen med de øvrige skoleforeninger (BUPL-overenskomsten). Dette gælder ligeledes aftaler for kontorpersonale (HK-overenskomsten) samt for servicemedarbejdere (3F-overenskomsten).
(Billedet er delvist genereret af kunstig intelligens)
En sammenslutning af fem skoler i København og omegn puljede ressourcerne sammen til en fælles AI-konference. Målet var at løfte lærernes kompetencer indenfor kunstig intelligens med plads til dialog om muligheder og udfordringer i klasseværelset.
Kunstig intelligens, særligt generativ AI, har været en stor del af debatten om uddannelse og didaktik de seneste år. De teknologiske udviklinger har ændret vilkårene for undervisningen og givet sparringspartnere for elever og lærere, men også nye udfordringer, der ændrer måden, vi lærer og underviser på – både på godt og ondt. Udviklingen går ikke væk, og det tvinger skolerne til at forholde sig til den nye teknologi.
Så da kunstig intelligens for alvor begyndte at fylde i undervisningen hos lærere og elever, stod ledelsen på Kaptajn Johnsens Skole, ligesom mange andre steder, med et behov for at klæde skolen bedre på.
Derfor blev et mangeårigt veletableret netværk mellem Kaptajn Johnsens Skole, Greve Privatskole, Gladsaxe Privatskole, Vestegnens Privatskole, Frederik Barfods Skole aktiveret. Resultatet blev et samarbejde, der samlede 126 lærere og ledere til en fælles dag med fokus på AI i skolen. En indsats, der flugter med De 7 Samfundsløfter, herunder løftet om Skolen til fremtiden.
Tanken bag den fælles konference var, at man ved at gå sammen kunne tiltrække de mest kompetente oplægsholdere og tilbyde en bredere vifte af workshops, end den enkelte skole ville kunne løfte alene. Det fortæller Kim Christian Larsen, der er skoleleder på Kaptajn Johnsens Skole.
”Lærerne vil naturligvis gerne have noget fagspecifikt, så nogen vil gerne ud at have noget specifikt til naturfag, og nogen vil gerne have noget til sprogfagene,” fortæller han og fortsætter. ”Men man kan ikke have så mange oplægsholdere ude på samme skole, uden det bliver alt for dyrt. Derfor gik vi sammen, så vi kunne lave det bedste forløb muligt.”
Noget for enhver smag
En af de største udfordringer ved at arbejde med AI i skolen er, at lærerne befinder sig meget forskellige steder, når det gælder erfaring, interesse og tryghed ved teknologien. På lærerværelserne sidder nogle, der allerede eksperimenterer aktivt med AI i undervisningen, mens andre forholder sig mere afventende.
Det billede genkender Martin Kongshave, der står bag Tankespirerne og var tovholder og oplægsholder på konferencen. I samarbejde med CFU, og efter sparring med skolerne, blev der sammensat et program, som skulle kunne rumme både begyndere og mere erfarne brugere.
Konferencen bød på 12 workshops, som blev afviklet i to rul på dagen. Lærerne kunne vælge alt fra grundlæggende introduktioner i generativ AI til mere fagspecifikke workshops, der skulle inspirere og skabe inspiration til helt konkrete undervisningsforløb i blandt andet matematik og sprogfag.
På de fagspecifikke workshops arbejdede lærerne med konkrete scenarier. I sprogfagene blev der eksempelvis eksperimenteret med AI som en hjælpende hånd til at producere dialog og debatstof, som eleverne kunne ”spille bold med”, mens dansklærerne så på, hvordan chatbots kan integreres i skriveoplæg og skriftlig fremstilling med fokus på sproglig bevidsthed og kritisk tænkning.
”Der var rigtig god stemning på dagen og også et tydeligt behov for både fælles refleksion og inspiration”, siger Martin Kongshave.
Kritisk og reflekteret brug
Oplæggene på dagen dykkede ned i både didaktiske muligheder samt faglige og pædagogiske udfordringer, som kunstig intelligens både skaber og kan løse i klasseværelset.
Mulighederne, som Kim Christian Larsen fremhæver, kan være konkrete hverdagssituationer for lærerne, der eksempelvis kan få hjælp til at formulere svære beskeder over intra. Dertil kommer det store potentiale, som AI har som sparringspartner i planlægningen af undervisningen. Et potentiale, der stadig ikke er helt forløst, fortæller skolelederen.
Ifølge Martin Kongshave er en konferencedag som denne et glimrende første skridt mod at bruge AI som en produktiv samarbejdspartner i lærerforberedelsen, men det kræver en bevidst og systematisk indsats, hvis det også skal fungere i undervisningslokalet.
”AI kan være et stærkt redskab, men vi skal sikre digital myndiggørelse af eleverne, så de kan omgås teknologien kritisk og reflekteret i fagundervisningen,” fortæller han og fortsætter. ”Det handler om at udvikle en fælles forståelse og nogle fælles principper for, hvordan man bruger det i undervisningen, hvor alle er inviteret med i dialogen.”
Han opfordrer samtidig til, at skolerne og skolelederne skaber rammer for udvikling af lærernes og elevernes praksis med AI. Det kræver et systematisk opfølgningsarbejde med erfaringsudveksling og kompetenceudvikling, hvis lærerne skal have mulighed for at indtænke AI i deres undervisning og sammen med eleverne udvikle en praksis, hvor AI f.eks. bliver brugt som et lærings- eller støtteredskab.
De 7 Samfundsløfter – Skolen til fremtiden
Med den fælles AI-konference har skolerne taget et konkret skridt mod at omsætte løftet om Skolen til fremtiden til praksis. Ikke gennem færdige svar, men ved at give lærerne fælles redskaber og et fælles sprog til at arbejde kritisk og ansvarligt med ny teknologi.
Danmarks Private Skoler yder tilskud til efteruddannelse, kurser og netværksaktiviteter for grundskoler. Processen for ansøgning om tilskud til uddannelser og kurser ændres nu.
Danmarks Private Skoler yder hvert år tilskud til efteruddannelse, kurser og netværksaktiviteter for ledere og medarbejdere i grundskolen. Tilskuddene kan blandt andet søges til lederuddannelser, pædagogiske diplomuddannelser, faglig efteruddannelse samt kurser og netværk på tværs af skoler.
Ordningen har til formål at understøtte kompetenceudvikling i grundskolerne og finansieres via midler fra Børne- og Undervisningsministeriet.
Ændret proces for ansøgning om tilskud
Danmarks Private Skoler ændrer nu processen for ansøgning om tilskud til uddannelser og kurser.
Fremover skal der ikke længere indsendes forhåndstilsagn. I stedet skal dokumentation først indsendes, når uddannelsen eller kurset er afsluttet, og fakturaen er modtaget.
Ændringen betyder, at skolerne kan gennemføre uddannelsen eller kurset uden forudgående godkendelse og efterfølgende indsende dokumentation for udgifterne.
Formålet med den ændrede proces er at forenkle og ensrette ansøgningsforløbet samt at sikre en mere effektiv sagsbehandling – både for skolerne og for Danmarks Private Skoler.
De øvrige regler og betingelser for tilskud er uændrede og fremgår fortsat af ansøgningsskemaet.
Find ansøgningsskemaet og læs mere om tilskud til kurser og efteruddannelse her.
Overflytningen af SU- og befordringsopgaver fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen til Udbetaling Danmark får direkte betydning for de private gymnasier. På sigt vil en væsentlig del af de administrative opgaver bortfalde lokalt, mens gymnasierne i en overgangsperiode fortsat skal varetage centrale SU-opgaver.
Regeringens beslutning om, at opgaver vedr. administration, udbetaling og vejledning i relation til SU og befordringsstøtte flyttes fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen til Udbetaling Danmark vil medføre et opgavebortfald i administrationen på bl.a. ungdomsuddannelserne herunder på de private gymnasier.
Overgangsperiode fra 1. maj 2026
Allerede fra 1. maj 2026 overdrages opgaver fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen til Udbetaling Danmark. Det får den betydning for de private gymnasier, at de fremover skal kontakte Udbetaling Danmark vedr. SU og befordringsrabat.
De private gymnasier vil i denne fase fortsat skulle løse de samme opgaver som i dag i forbindelse med SU. Det vil sige opgaver i forbindelse med vejledning, sagsoplysning i form af studieaktivitet, indskrivning af nye uddannelsessøgende i relevante systemer og træffe afgørelser.
Fra 1. maj 2027: Afgørelser og vejledning centraliseres
Fra og med 1. maj 2027 vil de fleste af ovennævnte opgaver, der hidtil er varetaget lokalt på den enkelte uddannelsesinstitution overgå til Udbetaling Danmark. Det betyder, at Udbetaling Danmark herefter vil træffe afgørelser om SU og befordringsrabat, sikre sagsoplysning vedr. SU og personlige forhold og vejlede om SU samt befordringsrabat.
Gymnasiernes opgaver fremover
Herefter vil uddannelsesinstitutionerne fortsat skulle sagsoplyse om uddannelsesrelaterede forhold, der kan have betydning for retten til SU f.eks. om den studerende er indskrevet, sagsoplyse ifm. spørgsmål om fremdrift og evt. forsinkelse i uddannelsesforløbet, oplyse om den studerende består eksamener osv. Ligeledes vil uddannelsesinstitutionerne skulle sagsoplyse om forhold af betydning for den studerendes ret til befordringsrabat.
Workshops og den videre proces
For at kvalificere processen med overdragelsen af opgaver afholder Uddannelses- og Forskningsstyrelsen en række workshops i foråret med deltagelse af et mindre antal udvalgte uddannelsesinstitutioner.
Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier vil løbende følge processen.
Folkeskoleaftalen om fravær og specialundervisning sætter en ny retning for støtte og inklusion. Retningen får betydning for frie grundskoler. Foreningen indgår i et ministerielt arbejde om fremtidige rammer og tilskud.
Den 15. januar 2026 indgik regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) sammen med Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti en aftale om nye regler for fravær og specialundervisning i folkeskolen.
Aftalen gælder formelt folkeskolen, men den får også betydning for frie og private grundskoler. Regeringen forventes at indkalde til særskilte politiske forhandlinger om frie grundskolers rammer i foråret 2026.
Foreningens rolle
Danmarks Private Skoler deltager i en ministeriel arbejdsgruppe, der arbejder med forslag til forståelse, regler og modeller for frie grundskoler. Arbejdet omfatter bl.a., hvordan nye rammer kan afspejles i en justeret tilskudsmodel.
Aftalerne for folkeskolen markerer et skifte i den overordnede forståelse af fravær, støtte og inklusion. Det rejser en række centrale spørgsmål, som indgår i det igangværende arbejde, herunder hvordan der kan sikres en politisk legitim model for frie grundskoler, og hvordan der skabes rimelige og bæredygtige tilskudsvilkår.
Foreningen har desuden stærkt fokus på pædagogisk-psykologisk rådgivning (PPR), der spiller en anderledes, men væsentlig rolle i den nye tilgang. De frie grundskolers adgang til kvalificeret rådgivning er afgørende for en tidlig og forebyggende indsats. Foreningen finder desuden, at muligheden for at anvende pædagoger i klasserummet er et væsentligt element i arbejdet med inklusion på frie grundskoler.
Hovedlinjer i folkeskolens aftale
Aftalen lægger op til et markant skifte i tilgangen til fravær, mistrivsel og støtte. Overordnet er den politiske ambition for folkeskolen at:
der skal handles tidligere ved fravær og mistrivsel
skolerne får klarere ansvar og større handlefrihed til at iværksætte støtte uden lange forudgående vurderinger
9-timersgrænsen ophæves, så støtte ikke længere udløses af faste timetærskler
der arbejdes mere forebyggende og fællesskabsorienteret i almenundervisningen
støtte i højere grad tilrettelægges i og omkring elevens klasse og læringsmiljø
pædagogisk-psykologisk rådgivning anvendes tidligere og mere rådgivende frem for primært udredende
der sikres systematisk opfølgning på iværksatte indsatser
forældre og elever inddrages tydeligere og får styrkede rettigheder
Disse hensigter udmøntes bl.a. gennem nye regler for fravær, styrket brug af støtteplaner, ændrede rammer for PPR og indførelsen af forstærket undervisning som en tydelig mellemform i almenområdet.
Aftalen forudsætter lovændringer. Børne- og undervisningsministeren vil fremsætte de nødvendige lovforslag, og det forventes, at reglerne får virkning fra skoleåret 2027/2028.
Forud for ikrafttrædelsen vil Børne- og Undervisningsministeriet udarbejde og opdatere relevante bekendtgørelser og vejledninger, herunder om fraværsundervisning, forstærket undervisning og støtteplaner.
For langt de fleste frie grundskoler vil omlægningen til nye standardvedtægter inden udgangen af 2026 betyde et valg mellem en model med generalforsamling og en model uden generalforsamling. Her gives indsigt i, hvilke rettigheder og pligter, der tillægges forældrekredsen og en eventuel generalforsamling.
Frie grundskoler og gymnasier skal senest ved udgangen af 2026 have gennemført vedtægtsændringer, så skolens vedtægter er omlagt til det nye standardformat. Ændringen indebærer som udgangspunkt ikke nye indholdsmæssige krav til vedtægterne, men betyder, at skolerne skal følge den fastlagte form, der er defineret i den nye vedtægtsbekendtgørelse.
Læs mere om standardvedtægter for gymnasierne her.
Den enkelte skole skal indledningsvis fastlægge, hvilken vedtægtsstandard (skabelon), der er relevant. For langt de fleste frie grundskoler vil der være tale om et valg mellem standarden for fri grundskole uden generalforsamling og fri grundskole med generalforsamling. Nedenfor er de væsentligste forhold for de to standarder gennemgået.
Frie grundskoler uden generalforsamling
På en fri grundskole uden generalforsamling er forældrekredsen tillagt en række rettigheder og pligter.
Hvem er forældrekredsen?
Forældrekredsen består alene af personer med forældremyndighed over en eller flere elever på skolen i 0. til og med 9. klasse – og eventuelt 10. klasse. Plejeforældre kan ligeledes betragtes som en del af forældrekredsen, hvis det konkret er besluttet. Forældrekredsen kan ikke udvides til at omfatte andre, f.eks. forældre til børn i dagtilbud, der er en del af skolen.
Bestyrelsens sammensætning
Bestyrelsen skal bestå af mindst 5 medlemmer.
Forældrekredsen har ret og pligt til at vælge mindst 2 af bestyrelsens 5 medlemmer. Dertil kommer ret og pligt til at vælge en eller flere suppleanter. Det konkrete antal bestyrelsesmedlemmer skal fremgå af skolens vedtægt.
(De øvrige bestyrelsesmedlemmer kan vælges af forældrekredsen eller vælges/udpeges af andre organer, ifald vedtægten tillader dette og definerer de nærmere forhold)
Forældrekredsens kompetencer
Forældrekredsen kan i vedtægterne gives retten til at afsætte de forældrekredsvalgte bestyrelsesmedlemmer. Det skal ske ved et forældrekredsmøde, hvor dette i så fald skal fremgå særskilt af dagsordenen.
Forældrekredsen træffer beslutning om tilsynsform. Hvis forældrekredsen vælger ”tilsynsførende” som tilsynsform, beslutter forældrekredsen, hvor mange tilsynsførende skolen skal have, og vælger den / de tilsynsførende.
Forældrekredsen har ret til indsigt i godkendte revisionsprotokoller, regnskaber og budgetter.
Forældrekredsen kan ikke tillægges andre rettigheder eller beslutningskompetencer end de ovenfor beskrevne.
Frie grundskoler med generalforsamling
For frie grundskoler med generalforsamling vil generalforsamlingen værre tillagt en række rettigheder og pligter. Skoler med generalforsamling har ligeledes en forældrekreds.
Forældrekredsens rettigheder og pligter
Forældrekredsens rettigheder og pligter er de samme som under afsnittet om skoler uden generalforsamling. Det vil sige, at:
Forældrekredsen består af personer med forældremyndighed over elever på skolen. Plejeforældre kan ligeledes betragtes som en del af forældrekredsen, hvis det konkret er besluttet. Forældrekredsen kan ikke udvides til at omfatte andre, f.eks. forældre til børn i dagtilbud der er en del af skolen.
Bestyrelsen skal bestå af mindst 5 medlemmer. Forældrekredsen har ret og pligt til at vælge mindst 2 af bestyrelsens 5 medlemmer. Dertil kommer ret og pligt til at vælge en eller flere suppleanter. (De øvrige bestyrelsesmedlemmer kan vælges af forældrekredsen eller vælges/udpeges af andre organer)
Forældrekredsen kan i vedtægterne gives retten til at afsætte de forældrekredsvalgte bestyrelsesmedlemmer.
Forældrekredsen træffer beslutning om tilsynsform og vælger tilsynsførende.
Forældrekredsen har ret til indsigt i godkendte regnskaber og budgetter.
Forældrekredsen kan ikke tillægges andre rettigheder eller beslutningskompetencer end de ovenfor beskrevne.
Generalforsamlingens pligter og rettigheder
Dertil kommer generalforsamlingens pligter og rettigheder.
Generalforsamlingen vil ofte bestå af forældrekredsen og en skolekreds. Skolekredsen består ofte af forældrekredsen og en yderligere defineret gruppe af personer. Generalforsamlingen kan dog også bestå af forældrekredsen alene.
Generalforsamlingen har ret til indsigt i godkendte revisionsprotokoller, regnskaber og budgetter.
Generalforsamlingen kan i skolens vedtægter tildeles yderligere rettigheder.
Generalforsamlingen kan tildeles retten til at:
træffe beslutning om ansættelse og afskedigelse af skolens leder efter bestyrelsens indstilling
vælge et eller flere bestyrelsesmedlemmer
fastsætte kontingent for en eventuel skolekreds
godkende skolens værdigrundlag
træffe beslutning om nedlæggelse af skolen uden for de tilfælde, hvor bestyrelsen efter lov skal drage omsorg for likvidation af skolen
Generalforsamlingen kan tildeles retten til, i fællesskab med bestyrelsen, at:
træffe beslutning om skolepengenes størrelse
fastsætte kontingent for skolekredsen
godkende skolens værdigrundlag
træffe beslutning om køb og salg af fast ejendom
træffe beslutning om pantsætning af fast ejendom
beslutte vedtægtsændringer
træffe beslutning om nedlæggelse af skolen uden for de tilfælde, hvor bestyrelsen efter lov skal drage omsorg for likvidation af skolen
Generalforsamlingen kan desuden tildeles retten til at blive hørt om konkrete spørgsmål inden bestyrelsen træffer beslutning om disse. Det er op til den enkelte skole at beslutte, hvilke spørgsmål det skal være. Det dog vigtigt at understrege, at bestyrelsen ikke er bundet af udfaldet af en sådan høring.
Gymnasium med grundskoleafdeling
Bemærk, at et gymnasium med grundskoleafdeling kun kan benytte skabelonen med generalforsamling, og at der er andre muligheder for sammensætning af den forældrevalgte del af bestyrelsen.
I Danmarks Private Skoler ønsker vi at styrke samarbejdet og videndelingen mellem skolernes ledelser. Derfor inviterer vi alle interesserede medlemsskolers ledelser til et fællesmøde med henblik på at etablere et nyt ledelsesnetværk.
Fællesmødet afholdes i forbindelse med Ledelseskonferencen i Svendborg. Selve mødet finder sted onsdag den 18. marts, kl. 10.00–12.00.
Der er gratis at deltage. Det er ikke en forudsætning, at man deltager i Ledelseskonferencen for at være med i mødet.
Baggrunden for initiativet er, at vi modtager mange henvendelser fra skoler og deres ledelser, som ønsker at blive en del af et større ledelsesnetværk. I øjeblikket har vi tre landsdækkende ledelsesnetværk, som alle er fyldte, og der er skoler på venteliste. Denne situation vil vi gerne forbedre.
Det indledende fællesmøde skal danne rammen om dialog, forventningsafstemning og erfaringsudveksling og forhåbentlig blive starten på et nyt ledelsesnetværk.
Mødet faciliteres af Hans Myhrmann, Lisbeth Rose-Hansen og Bo Mehl Jørgensen, som alle er medlemmer af bestyrelsen i Danmarks Private Skoler.
Skynd dig at tilmelde dig, hvis du og din skole er interesseret i at deltage i opstarten af et nyt ledelsesnetværk.
To dage med indsigt, dialog og ledelsesudvikling venter, når Danmarks Private Skoler inviterer til Ledelseskonferencen 2026 i Svendborg.
Tilmeld dig nu.
Onsdag og torsdag – den 18.–19. marts 2026 – samler Danmarks Private Skoler igen skoleledelser fra medlemsskoler til årets ledelseskonferencen på Hotel Svendborg. To dage med faglig inspiration, praksisnære perspektiver og rum til refleksion og netværk.
Årets program byder bl.a. på:
Oplæg ved Laura Vilsbæk om samarbejdet mellem bestyrelse og ledelse – når det fungerer, og når det udfordres
En erfaringsudveksling med repræsentanter bestyrelser og ledelser på medlemsskoler, efterfulgt af fælles dialog i salen
Fokus på samarbejdet i ledergruppen med lederkonsulent Nicolaj Skjøtt fra Macmann Berg
På denne konference sætter Danmarks Private Skoler fokus på differentieret og inkluderende undervisning i dansk og matematik – med konkrete metoder, der styrker skolernes rummelighed og giver alle elever mulighed for at deltage og lykkes, uanset udgangspunkt.
Denne todages konference sætter fokus på, hvordan differentieret og inkluderende undervisning i dansk og matematik kan være med til at løfte både fællesskabet og den enkelte elevs udbytte. Konferencen henvender sig til lærere og fagprofessionelle, der arbejder med elever med særlige behov i grundskolen.
Konferencen byder på tre praksisnære oplæg, der tilsammen giver et nuanceret og anvendeligt blik på, hvordan undervisningen kan organiseres, så flere elever kan deltage aktivt og meningsfuldt.
Stationsundervisning
Du får indsigt i stationsundervisning som en fællesskabende og differentieret ramme, hvor variation i arbejdsformer, materialer og opgavetyper skaber flere veje ind i læringen. Der arbejdes med organisering, bæredygtige materialer, feedbackprocesser og forløb med øvebaner, som understøtter den store spredning i elevers forudsætninger.
Det tænkende klasserum
Derudover introduceres Det tænkende klasserum i dansk, hvor elevernes tænkning, deltagelse og samarbejde sættes i centrum gennem undersøgende og eksperimenterende aktiviteter. Du får indblik i de didaktiske principper bag metoden samt konkrete idéer til opgavetyper og rammesætning, der gør det muligt at differentiere undervisningen inden for alle danskfagets kompetenceområder – og på tværs af fag.
Matematikvanskeligheder
Endelig rettes fokus mod matematikvanskeligheder på mellemtrin og i udskolingen. Her sættes der særligt spot på det matematiske sprog, begreber og operationer, og på hvordan vi bedst støtter matematiksvage elever i de ældste klasser. Oplægget giver perspektiver på, hvilken matematik eleverne har brug for, for at kunne deltage, forstå og anvende faget i praksis.
To dage med faglig fordybelse og fællesskab
Konferencen strækker sig over to dage og er tilrettelagt som et sammenhængende fagligt og socialt forløb. Ud over oplæg og faglig fordybelse er der god tid til dialog, refleksion og uformel vidensdeling med kolleger fra andre skoler. Måltider, walk and talk og fælles aftensprogram skaber rum for relationer, erfaringsudveksling og nye netværk – så du ikke kun tager ny viden med hjem, men også inspiration, fællesskab og nye perspektiver på din praksis.
Praktisk information
Du kan vælge at deltage én eller begge dage af konferencen – alt efter behov og mulighed. Tilmeldingsfrist er forlænget. Tilmelding dig inden den 27. februar.
Vejledningerne til de nye standardvedtægter for frie grundskoler og private gymnasier er nu offentliggjort. Vejledningerne skal understøtte skolernes arbejde med at tilpasse deres vedtægter til de nye bekendtgørelser, som alle skoler skal leve op til senest 1. januar 2027.
I slutningen af juni 2025 blev der vedtaget nye bekendtgørelser om standardvedtægter for både frie grundskoler og gymnasier. De nye bekendtgørelser medfører, at alle skoler, senest d. 1. januar 2027, skal sikre, at skolens gældende vedtægter lever op til de nye bekendtgørelser.
Ved vedtagelsen af de nye bekendtgørelser blev det oplyst, at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet ville udsende vejledninger, som kan bruges i forbindelse med tilpasning af skolens vedtægter. Vejledningerne er nu offentliggjort og kan findes på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside.
Mere end 5.500 kilometer adskiller Randers fra det vestafrikanske land Ghana, men sjældent har afstanden virket kortere. Som et konkret bevis på samfundsløftet ’Skolen og omverdenen’ har et omfattende samarbejde mellem Randers Realskole og udviklingsorganisationen FANT skabt en direkte linje fra klasselokalerne i Randers til fodboldbanerne i Ghana.
Fem elever fra Randers Realskole fik en oplevelse for livet, da de i samarbejde med NGO’en FANT (For a New Tomorrow) rejste til Ghana for at besøge initiativer, skolen selv har været med til at samle ind til. Rejsen var kulminationen og et hidtidigt højdepunkt på et flerårigt samarbejde, hvor skolen årligt har indsamlet penge og fodboldudstyr til flere af FANTs projekter.
På turen skulle de randrusianske elever blandt andet besøge projektet ’Plan B Club’, der er en del af HOPin Academy, et kompetencecenter med fokus på entreprenørskab, som ligger i det nordlige Ghana. Projektet har fokus på at sikre unge sportsudøvere en uddannelse, mens de udøver deres sport.
Randers Realskole har været med til at indsamle 94.299 kroner til akademiet tidligere på året. Indsamlingen er et håndgribeligt eksempel på, hvordan skolen engagerer sig i socialt arbejde uden for skolens egne mure, som er i tråd med samfundsløftet om at skabe initiativer, der orienterer sig mod omverdenen.
Mødet med en anden ungdomskultur
På akademiet fik de danske og ghanesiske elever til opgave at brainstorme idéer sammen og videreudvikle på Plan B Clubs projekter. Det var en oplevelse, som gjorde et stort indtryk for Marie Mejer Antonsen, der var en af de fem elever, som var med på turen.
”De var så venlige og oprigtigt nysgerrige på, hvem vi var. Jeg blev helt varm indeni over, at de interesserede sig så meget for os. Mange af dem havde store ambitioner og drømme om at læse jura eller blive fodboldtrænere, og det så jeg virkelig op til – de vidste virkelig, hvad de ville.”
Formålet med turen var at udbrede og videreudvikle samarbejdet mellem Randers Realskole, FANT og projektet Plan B Club.
Lærer Mette Søndergaard var også med på turen. Hun så elever, der på trods af kulturelle forskelle og øjeblikke med sprogbarrierer, kunne arbejde sammen om den gode idé for bagefter at formidle det på dansk jord.
”Det var eksemplarisk at se vores elever og de unge fra akademiet sidde sammen og brainstorme. Og så komme hjem igen, videreformidle det og gøre opmærksom på, hvad det er, de har brug for”, fortæller lærer Mette Søndergaard og fortsætter.
”Det, der har gjort størst indtryk på mig, er, hvordan de er gået ind i relationen med ligeværd og en nysgerrighed på hinanden, der gik begge veje.”
Opsamlingsarbejde – led i en større indsats
Men indsatsen stopper ikke ved selve rejsen. Skolens ambition er, at turen skal give alle elever et udsyn og en tro på at kunne gøre en forskel for det store fællesskab. De fem hjemvendte elever har derfor holdt oplæg for omkring 700 af skolens elever samt for familie, venner og andre interesserede ved åbne arrangementer.
Oplæggene fra eleverne har været med til at sætte rammen for de indsamlinger, der efterfølgende er foregået på skolen. Det er med til at understrege Randers Realskoles indsats som en omfattende, samlet indsats med flere elementer. Birthe Diederich, der er souschef på Randers Realskole, fortæller:
”Vi vil som skole rigtig gerne give eleverne udsyn, på alle de måder, vi kan. Og denne her tur gav for alvor udsyn til de fem elever, men turen var blot starten på arbejdet. Vi havde en detaljeret aftale med FANT om opbygningen af forløbet, og her var alle de her oplæg og efterfølgende indsamlinger en vigtig del af samarbejdet,” fortæller Birthe Diederich og fortsætter;
”Det betyder jo også, at det ikke kun er de fem elever, der har fået et bredere udsyn. Det har alle de elever, der har set billeder og hørt deres kammerater fortælle om turen også. Så jeg er da pivstolt over, hvordan det er gået.”
Selvom det var noget angstprovokerende i starten at tale foran mange mennesker, var oplevelsen i sidste ende det hele værd for niendeklasseseleven Marie Mejer Antonsen.
”Der var flere, der kom op til os bagefter og sagde, at det var sejt, vi turde. Og det gjorde mig virkelig glad, fordi det betyder, at der er nogen der har hørt efter og taget det til sig, som vi står og fortæller,” siger hun.
Den vigtige samarbejdspartner
For Birthe Diederich har samarbejdet med en organisation som FANT været meningsfuldt, da skolen ønsker at støtte lokale initiativer rundt om i verden. Når man som skole ønsker at gøre en forskel globalt, opstår der dog en naturlig tvivl om, hvordan hjælpen bedst muligt finder vej og skaber langvarige resultater.
”Vi har haft brug for hjælp til, hvordan man bedst understøtter lokale organisationers arbejde i udlandet. Vi har jo ikke erfaring med hjælpearbejde, og derfor allierer vi os med FANT. De har erfaring med denne type projekter,” forklarer Birthe Diederich. ”Hjælpearbejde handler om at finde ud af folks behov, og det kan man kun finde ud af, hvis man lærer dem at kende og kommunikerer med dem.”
Uanset om det handler om at støtte FANT i Vestafrika eller samle ind til julegaver lokalt, er ambitionen den samme. Ifølge Birthe Diederich er den sociale indsats blevet en kulturbærende del af skolen: ”Det er ambitionen, at vi gennem formidlingen får engageret flere elever i det her med at have en tro på, at man kan gøre en forskel.”
De 7 Samfundsløfter – Skolen og omverdenen
Danmarks Private Skolers medlemsskoler har sammen vedtaget et fælles kodeks, ’De 7 Samfundsløfter’. Løftet om ’Skolen og omverdenen’ bygger på en fælles forpligtelse om, at skabe initiativer, der har fokus på en positiv social, kulturel, økonomisk eller miljømæssig bæredygtig udvikling.
Randers Realskole har med sit intensive samarbejde med FANT og deres udviklingsprojekter i Vestafrika udmærket sig ved at gøre en forskel, hvor der er allermest brug for det. Gennem en helhedsorienteret indsats med elevbesøg, opsamlingsarbejde, indsamlinger og oplæg for skolens elever, bliver udviklingsarbejde fulgt til dørs, og for eleverne bliver det tydeligt, hvorfor de også kan gøre en forskel.
Frie og private grundskoler og gymnasier skal inden udgangen af 2026 ajourføre deres vedtægter, så de er i overensstemmelse med den nye vedtægtsbekendtgørelse og tilhørende standardvedtægt.
Den nye bekendtgørelse og standardvedtægt vil som udgangspunkt ikke medføre indholdsmæssige ændringer af vedtægternes indhold og bestemmelser men betyde, at vedtægterne fremover skal opfylde et formkrav, altså en standard.
Derfor skal alle frie og private skoler igennem et arbejde, hvor den eksisterende vedtægt “løftes over” og tilpasses den nye standardvedtægt. Dette vil for de fleste skolers vedkommende ligeledes betyde, at de nye vedtægter formelt skal godkendes ved skolernes forældrekredsmøder og generalforsamlinger i løbet af 2026.
På webinaret vil vi gennemgå de forskellige ændringer og krav samt orientere om, hvordan skolerne mest hensigtsmæssigt kan få ændringerne gennemført.
Børne- og Undervisningsministeriet har offentliggjort wordskabelon samt yderligere information. Det kan være hensigtsmæssigt at have orienteret sig i dette forud for webinaret. Det kan findes her:
En henvendelse om Læs1.dk-screening har skabt usikkerhed på frie grundskoler, da den bliver omtalt som obligatorisk. STIL har nu præciseret, at screeningen ikke er obligatorisk for frie grundskoler, og at brugen af Læs1.dk er helt frivillig.
Styrelsen for It og Læring (STIL) har den 1. december udsendt en spørgeskemaundersøgelse om brugen af Læs1.dk til screening for læsevanskeligheder i 1. klasse.
Henvendelsen har skabt usikkerhed på medlemsskolerne, da mailen angiver, at anvendelsen af Læs1.dk-screening “blev obligatorisk fra skoleåret 2025/26”.
Vi har efterfølgende været i kontakt med STIL og har nu modtaget en skriftlig præcisering.
Frie grundskoler er ikke omfattet af de obligatoriske screeninger
STIL bekræfter, at:
frie grundskoler ikke er omfattet af folkeskolelovens § 3 b,
der ikke findes krav i Lov om friskoler og private grundskoler, der pålægger disse skoler at anvende Læs1.dk,
brugen af Læs1.dk for frie grundskoler derfor er helt frivillig.
Spørgeskemaundersøgelsen er primært rettet mod folkeskoler og kommunale forvaltninger.
Frivillig deltagelse – kun relevant for skoler, der har brugt testen
STIL oplyser samtidig, at frie grundskoler, som frivilligt har valgt at benytte Læs1.dk-screeningen, fortsat er velkomne til at deltage i spørgeskemaundersøgelsen. Dette kan bidrage til bredere feedback om systemet.
For frie grundskoler, der ikke anvender Læs1.dk, er der ingen forventning om deltagelse.
Nyhedsbrev fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet om prøver på de gymnasiale uddannelser.
I dette nyhedsbrev kan du læse, hvordan man kontakter Kontor for Prøver, Eksamen og Test under vinterterminen og fremadrettet, om censormødet i 2026, revidering af den generiske oversigt over prøvemateriale samt en opfordring til undervisere om at melde sig som skriftlig censor.
I anledning af Lars Bendix’ 60-års fødselsdag og kommende pension inviterer bestyrelsen ved Sct. Albani Skole og Musikalsk Børnehave til reception den 12. december 2025 kl. 14.00–16.00.