Kategori: Politik og presse

  • Rettighedsskole | Børnekonventionen på skoleskemaet

    Rettighedsskole | Børnekonventionen på skoleskemaet

    I 2019 blev Vestegnens Privatskole en af Unicefs Rettighedsskoler. Skolen har sidenhen arbejdet med Børnekonventionen og etableret et rettighedsråd, som en del af deres fokus på rettigheder og konventioner. Arbejdet som Rettighedsskole er i dag blevet en del af skolens DNA.

    Som Rettighedsskole forpligter man sig, på forskellig vis, til at undervise i Børnekonventionen. Der er fire centrale krav og opmærksomhedsfelter for Rettighedsskoler; viden, elevinddragelse, læring og lederskab: Alle med tilknytning til skolen skal kende til Børnekonventionen, der skal være en del af hjertet i skolens kultur. Eleverne skal være med til at træffe de beslutninger, der vedrører dem og deres hverdag. Eleverne skal kunne omsætte intentionerne fra Børnekonventionen til deres eget liv og udbygge deres kendskab til, hvordan børns rettigheder er for alle verdens børn. Der dannes et rettighedsråd, der bl.a. fungerer som tovholder på processen. rettighedsrådet laver en handlingsplan for, hvordan skolen skal løfte nogle af de områder, som undersøgelserne viser et behov for at gøre noget ved.

    Det er børnenes arbejde, der tæller

    På Vestegnens Privatskole er rettighedsrådet sammensat af elever fra 1. – 9. klasse, som bl.a. har udarbejdet undervisningsmaterialer målrettet de forskellige klassetrin på skolen omhandlede Børnekonventionens artikler. Rettighedsrådet drives i samarbejde med to engagerede lærere, som hjælper eleverne med at føre idéerne ud i livet. Skoleleder Brian Heim er glad for den positive indflydelse, arbejdet som Rettighedsskole har haft på eleverne:

    “Det, der er specielt her, er, at det vi arbejder med som skole, er udarbejdet af rettighedsrådet. Det er ikke voksne, der har siddet og stykket et poleret didaktisk materiale sammen – det er børn fra 1. – 9. klasse, der under vejledning fra lærere har lavet et stort idékatalog, som de har sendt ud til alle på skolen til at arbejde med. Det gør det ‘ægte’ på en eller anden måde, fordi der er et element af ‘børn-til-børn’.”

    Brian Heim, skoleleder på Vestegnens Privatskole

    Eleverne i rettighedsrådet skal også præsentere undervisningsmaterialet for deres medstuderende til skolens morgensamlinger. Brian Heim tilføjer: “På den måde kommer der noget, jeg synes, er meget unikt, og der er det fedt at have denne her ramme, som Unicef Rettighedsskoler er.”

    Tilfører engagement

    Arbejdet som Rettighedsskole har de seneste år tilført et stort engagement fra både elever og lærere. Brian Heim er positivt overrasket over elevernes begejstring for arbejdet med Børnekonventionen og håber, at det kan bidrage til skolens kultur. Han uddyber:

    “Vi har skruet op for vores rettighedsrådsaktiviteter, og jeg kan mærke en forskel. Man skal lave baseline, og man skal markere årsdagen for Børnekonventionen, men vi gør mange flere ting, end man skal, fordi det tilfører et engagement til eleverne.”

    Skolen har bl.a. fjernet reglen om, at kun ét barn fra hver klasse må være med i rettighedsrådet, da det viste sig, at der sagtens kunne være flere ildsjæle fra én klasse. Der skal derfor være plads til alle, som brænder for det. Brian Heim tilføjer:

    “Vi har flere klasser, hvor to eller tre elever er med i rettighedsrådet, hvilket giver et fantastisk fællesskab på tværs af skolen. Der er pludselig 8. klasser, der tager ansvar for 3. klasser.”

    “Mindsker distancen mellem lærer og elev”

    For at blive Rettighedsskole skal man arbejde sig igennem en række trin i løbet af det første år. Efterfølgende bruges de samme trin som en cyklus for årets arbejde som Rettighedsskole. Der laves først baseline-undersøgelser blandt elever og personale om deres viden om rettigheder, elevindflydelse, trivsel og tryghed, der efterfølges af workshops. Baseline-undersøgelsen har ikke blot til formål at undersøge, hvordan eleverne trives, men også hvordan lærerne tror eleverne har det. Brian Heim fortæller, hvordan undersøgelserne har været et spændende indblik, som forhåbentligt kan medvirke til at skabe en mindre distance mellem lærere og elever:

    “Vi vil som skole meget gerne skabe en skolekultur, hvor man kan drøfte ting, og hvor man kan henvende sig på kryds og tværs. Det er vigtigt for os, at voksne er ‘tillidspersoner’ – og det er også skoleledere og pedeller. At alle vi voksne omkring børnene er tillidspersoner og rollemodeller.”

    Skolens fokus på rettighedsrådet har ifølge Brian Heim også givet eleverne medindflydelse på, hvordan man så kan løse de aktuelle problemer, som opstår i hverdagen på skolen. rettighedsrådet har bl.a. i samarbejde med elevrådet lavet en postkasse, hvor elever kan komme med dilemmaer, problemer eller forslag. Initiativet har både til formål at fungere som sparring klassetrinnene imellem, men også som et talerør til lærerne. Brian Heim uddyber:

    “Måske er der nogle yngre elever, der ikke trives lige så godt. Så kan repræsentanter fra de klassetrin drøfte i rettighedsrådet, hvad man kan gøre. Så kommer de faktisk ud til vores morgensamling og fortæller om, hvordan man kan være en god ven, og hvad man kan gøre, hvis man mangler en kammerat.”

    Fokus på rettigheder og konventioner

    Brian Heim håber i fremtiden, at skolen kan udbygge sit arbejde som Rettighedsskole og gøre en aktiv forskel for omverdenen.

    “Fremadrettet har vi planer om at overskuddet fra vores oktoberfest – fra salg af kaffe og kage, osv. – skal doneres til Unicef – og hvert andet år går det til noget tilsvarende, hvor vi også får mulighed for at støtte et mere specifikt formål. Så en af opgaverne er nu at gøre det at samle penge ind til et velgørende formål til en del af vores egen fortælling om at være Rettighedsskole.”

    De 7 samfundsløfter fordrer, at medlemsskolerne som skole skal arbejde med tematikker, der gavner samfundet som helhed. Med samfundsløftet ”Skolens fokus på rettigheder og konventioner” lægges der bl.a. op til, at skolerne arbejder med at give viden om og fremme rettigheder og konventioner i skolens virke, blandt skolens aktører – og i det samfund, som skolen er en del af.

  • Tilskudsforhold | Finanslovsforslag 2024

    Tilskudsforhold | Finanslovsforslag 2024

    Regeringen har d.d. fremlagt forslag til Finanslov 2024, herunder forslag til tilskudsforhold for frie grundskoler og private gymnasiale uddannelser.

    (Redigeret d. 4. september)

    Der er tale om et forslag til finanslov, og intet er vedtaget endnu.

    Foreningen er tilfreds med, at der i finanslovsforslaget ikke lægges op til ændringer i tilskudsprocenten for hverken grundskolerne eller gymnasierne.

    Der sker en relativ betydende stigning i tilskuddet pr. elev. Stigningen kommer på et godt tidspunkt, hvor flere skoler er økonomisk pressede pga. inflationen og det generelle forhøjede udgiftsniveau. Samtidig ser vi ind i overenskomstforhandlinger, hvor bl.a. aftaler om større lønstigninger må forventes at have effekt på skolernes økonomi indenfor det kommende finansår.

    Frie grundskoler

    For finansåret 2024 foreslås der ingen ændringer i koblingsprocenten, der fortsat vil være fastsat til 76%.

    Det statslige driftstilskud er koblet til den gennemsnitlige udgift pr. elev i folkeskolen 3 år tidligere. Øgede udgifter til folkeskolen slår altså igennem med en forsinkelse på 3 år. Tilsvarende gør naturligvis færre udgifter eller besparelser, hvilket derfor bør være et naturligt opmærksomhedspunkt i skolernes fremtidige budgetteringer. Det samlede forventede tilskud stiger med omkring 3,5%. Bygningstilskuddet stiger bl.a. med 12,4% – eller hvad der svarer til 300 kr. pr. elev. Den forventede tilskudsstigning skyldes altså bl.a. øgede udgifter til folkeskolen tre år tilbage samt en høj pris- og lønregulering.

    Det stigende antal særligt støttekrævende elever har medført, at skoleforeningerne over de seneste år har indstillet, at puljen til specialområdet forøges. Der afsnøres 480 mio. kr. til specialundervisnings- og inklusionstilskud. Dette svarer til skoleforeningernes indstilling. De endelige takster udregnes i forbindelse med finanslovens vedtagelse på basis af det faktiske antal specialundervisningselever, der indberettes ifm. elevtal d. 5. september. Normalt bliver taksterne lavere end dem, der fremgår af forslaget.

    Fripladspuljen til de frie grundskolers elever er en selvstændig post på finansloven. På regeringens forslag til finansloven er der desværre ikke fundet plads til en øgning af denne pulje, selv om den ikke dækker det faktiske behov. Det er foreningen ærgerlig over. Foreningen vil forsøge at understøtte, at en forøgelse af fripladspuljen bliver en del af finanslovsforhandlingerne.

    Private gymnasiale uddannelser

    Der lægges heller ikke med finanslovsforslaget op til ændringer i tilskuddet til de private gymnasiale uddannelser. Taksterne stiger også her. Samlet set med 4,4% pr. elev.

    Bygningstilskuddet stiger også på det gymnasiale område med 12,4%.

    De private gymnasiale uddannelser må dog forvente en mindre dispositionsbegrænsning på 0,1% i forbindelse med den politiske beslutning om, at der skal ske en tilgang af midler til erhvervsskolerne. Denne begrænsning forventes at slå igennem senere på året.

    Hvad nu?

    Der er, som skrevet, tale om et forslag til finanslov og intet er vedtaget endnu.

    Så snart at finanslovsaftalen er endeligt vedtaget, og detaljerne for skolernes tilskud 2024 er tilgængelige, offentliggøres de på foreningens hjemmeside.

    Orienteringsbreve om finanslovforslaget for 2024 og tilskudsberegnere

    Ministeriet udsender hvert år orienteringsbreve til uddannelsesinstitutionerne om finanslovforslaget og ændringsforslag til finanslovforslaget. De fremsatte takstforslag samt tilskudsberegnere for såvel frie grundskoler som private gymnasiale uddannelser kan findes på foreningens hjemmeside under Værktøjer for medlemsskoler, Statstilskud.

  • Taastrup Realskole sætter kost og bevægelse på skoleskemaet

    Taastrup Realskole sætter kost og bevægelse på skoleskemaet

    Taastrup Realskole er blevet en del af det landsdækkende projekt “Generation Sunde Børn”, hvor 24 skoler gennem de næste to år skal implementere bevægelses-, madlavnings- og skærmtids-mindskende initiativer i indskolingen. Formålet er at danne trygge fællesskaber, skabe bedre trivsel og et fundament for en sund og aktiv livsstil hos eleverne. 

    Skoleleder Kennet Hallgren glæder sig over projektet, som kan supplere skolens fokus på at implementere mere bevægelse i skoledagen: 

    “Vi håber, at projektet kan vise en vej til, hvordan kost og bevægelse kan indgå i hverdagen på skolen.” 

    Projektet har start i august 2023 og omfatter 1. og 2. klasses-eleverne på skolen. Generation Sunde Børn er iværksat i et samarbejde mellem Københavns Universitet, Syddansk Universitet, Center for Forskning og Forebyggelse på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital med støtte fra Novo Nordisk Fonden. Formålet med projektet er at fremme sundheden blandt børn og unge og dermed imødegå de fysiske og psykiske konsekvenser, som følger af overvægt og usund livsstil. 

    Smag for sunde madvaner 

    Som en del af projektet sætter skolen fokus på kost og madlavning for at give eleverne nye sunde smagsoplevelser. Kennet Hallgren fortæller, hvordan spisepauserne bliver forlænget, så eleverne får det fulde udbytte af den læring og samtale, der opnås ved at eksperimentere med råvarer, teksturer og smage. Han uddyber: 

    “Eleverne taler om smagen, udseende og teksturer, og de bliver præsenteret for maden flere gange i forløbet, så de kan vænne sig til at kunne lide noget af det, de måske ikke var glade for i starten. Vi håber også, at eleverne får nogle sunde vaner ved at lære om måltidet og tale om, hvad man kan lide.” 

    Spisepauserne bliver en pædagogisk del af projektet, hvor børnene skiftes til at være “bordformænd” og præsentere den mad, der serveres.  

    Sundhed og trivsel i fokus 

    Projektet indebærer blandt andet en gentænkning af den klassiske idrætstime. Eleverne på Taastrup Realskole vil gennem projektets forløb have bevægelse på skoleskemaet tre gange om ugen, med udgangspunkt i højintense og involverende leg og bevægelse, som er målrettet til indskolingsbørn, også kaldet Fit First. To af de 45 minutter bliver lagt i skoletiden, den sidste lige efter skole i SFO-tiden. Forældrene vil også blive involveret i projektet, hvor der vil være mulighed for inspiration og workshops.  

    “Der kommer til at være fokus på bevægelse og kost, hvor også forældrene vil blive inviteret ind til workshops omkring kost og opfordring til bevægelse i hjemmet. Der vil også være information om søvnvaner, så forældrene er klædt på til at give deres børn de bedst mulige forudsætninger“, siger Kennet Hallgren 

    Også lærerne vil modtage kurser og informationer om kost og motion, samt om søvn og skærmvaner. Skolen håber, at både projektet og skolens egne initiativer kan give eleverne bedre indlæringsmuligheder og trivsel. Kennet Hallgren tilføjer: 

    “Jeg håber, at trivslen bliver bedre. Eleverne lærer at lege sammen og bruge sig selv og kroppen. Trivsel og fællesskab er det, der er vigtigst for os som skole.” 

    ”Søvn” er i forvejen et fokus på Taastrup Realskole, hvor også de ældste elever er  en del af et nyt initiativ i det kommende skoleår. Udskolingseleverne kan nemlig se frem til senere mødetider med henblik på at øge læringsparatheden og trivslen. Skolen har også engageret sig som cykelambassadørskole og opfordrer eleverne til at tage cyklen i skole for at være friske i hovederne, når de møder ind.  

    Skolen som forebyggende instans 

    Taastrup Realskoles inddragelse af sund kost, motion og bevægelse i skoletiden kan give elever – og andre af skolens aktører – bedre forudsætninger for sundhed og trivsel.  Mange vaner etableres allerede i barndommen. Derfor kan det give mening for skoler at se på, hvilke indsatser, der kan medvirke til at fremme bl.a. sunde madvaner blandt børn og unge – og voksne. 

    Danmarks Private Skolers medlemsskoler har givet 7 samfundsløfter. De 7 samfundsløfter fordrer, at medlemsskolerne skal arbejde med tematikker, der gavner samfundet som helhed. Med samfundsløftet ”Skolen som forebyggende instans” lægges der bl.a. op til, at skolerne arbejder på at fremme psykisk og fysisk trivsel hos skolens aktører, og at skolerne etablerer initiativer, der forebygger mistrivsel.  

    #de7samfundsløfter | Vi har konkrete aktiviteter eller indsatser, der forebygger problemer med store konsekvenser for individet og samfundet 

    Vores aktiviteter og indsatser kan være til gavn for individet i skolen, fællesskabet i skolen – eller til gavn for nogen eller noget i det samfund og den omverden, som skolen er en del af. Samfundsløftet kan f.eks. omhandle aktiviteter eller indsatser:

    • der fremmer fysisk og psykisk sundhed i dagligdagen blandt børn, unge og voksne i og omkring skolen. 
    • der hindrer eller tager hånd om mistrivsel hos elever, der er direkte relateret til skolen, f.eks. højt fravær, mobning eller marginalisering af grupper eller individer. 
    • der hindrer eller tager hånd om mistrivsel hos elever, der ikke er direkte relateret til skolen, f.eks. omsorgsgrupper i forbindelse med forældres skilsmisse eller sorgsituationer. 
    • der sætter digital dannelse og sikkerhed på dagsordenen for såvel børn og unge som de voksne omkring dem. 
  • Jobindblik | Virksomheder adopterer skoleklasser

    Jobindblik | Virksomheder adopterer skoleklasser

    Kirstine Seligmanns Skole i Vejle sætter fokus på at give eleverne indblik i de uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, der findes på danske arbejdspladser. Det gør de i samarbejde med Relationsnetværket og deres projekt “Virksomheder adopterer skoleklasser”.

    Projektet påbegyndes i 1. klasse, hvorefter eleverne besøger en virksomhed to gange årligt gennem hele grundskoleforløbet. Virksomhedsbesøgene indebærer konkrete opgaver til eleverne, hvor niveauet og kompleksiteten højnes i takt med elevernes faglige udvikling. Om initiativet og samarbejdet forklarer skoleleder Vibeke Juul Johansen:

    “Vi håber, at børnene får tilegnet sig en viden om de mange uddannelsesmuligheder – herunder bl.a. professions- og erhvervsfaglige uddannelser.” 


    Skolen samarbejder blandt andet med Plejecentret Bakkegården, hvor en 1. klasse har fulgt plejecentrets medarbejdere for en dag. Vibeke Juul Johansen uddyber:

    1.A på besøg hos Plejecentret Bakkegården

    “På et plejehjem er der både SOSU-assistenter, sekretærer, sygeplejersker, portnere og folk, der står i køkkenet. Det åbner jo børnenes øjne for de mange jobmuligheder, der er.”

    De deltagende klasser lærer om arbejdspladsen, og hvordan de ting, der undervises i skolen, kan bruges ude i den virkelige verden. Samtidigt får eleverne et unikt indblik i den danske arbejdsmarkedskultur og får nye bekendtskaber og rollemodeller. 

    Samfundsløfte i praksis 

    Kirstine Seligmanns Skole har haft fokus på at inkorporere “De 7 samfundsløfter” i skolens dagligdag. Samarbejdet mellem Relationsnetværket, de lokale arbejdspladser og lærerstaben er søsat med henblik på at understøtte elevens videre vej i udannelsessystemet, herunder at kvalificere elevernes valg af uddannelse og job. Vibeke Juul Johansen forklarer, hvordan skolen har afsat midler for bedst muligt at integrere læringsbesøgene hos virksomhederne, som en del af undervisningen: 

    “Vi har afsat forberedelses- og mødetid til lærerne for at kunne implementere det i undervisningen og har forskellige faglærere involveret. Nogle gange er der behov for en matematiklærer, andre gange er der behov for en naturfagslærer.”

    Der blev afholdt forårskoncert for beboerne på Plejecentret Bakkegården.

    Lærernes engagement og virksomhedernes planlægning har allerede givet lærerige besøg for eleverne, der efterfølgende har arbejdet med opgaverne aktivt i undervisningen.

    Et indblik i EL-branchen 

    Læringsbesøgene har bl.a. givet børnene i 2.a en mulighed for at opleve, hvordan en helt almindelig hverdag ser ud i EL-branchen hos Jansson Gruppen i Vejle. I en artikel fra Jansson Gruppen fortæller Benny Gylling, serviceleder for Jansson EL Vejle, om sin begejstring for projektet:  

    ”Første læringsbesøg gik rigtig godt. Der er allerede skabt relationer mellem skoleeleverne og flere af de ansatte her i Vejle. Rundviserne var meget engagerede og formåede at møde skoleeleverne i øjenhøjde og gøre det spændende og lærerigt for dem.”  

    Eleverne skal ved hvert besøg løse en opgave, som bl.a. giver indblik i de forskellige roller og typiske arbejdssituationer på arbejdspladsen. Besøget hos Jansson Gruppen har givet 2.A kendskab til arbejdet inden for EL-branchen og har, ifølge Benny Gylling, også været et frisk pust på kontoret: 

    ”Det skaber en rigtig god stemning på kontoret at have adoptivklassen på besøg. Børnene gør noget godt for atmosfæren.”  

    Skoleleder Vibeke Juul Johansen glæder sig over at se det gensidige udbytte af samarbejdet og har også, gennem projektet, oplevet en styrket relation til lokalsamfundet.  

    Elevens videre vej i uddannelsessystemet og arbejdslivet 

    Kirstine Seligmanns Skolens engagement i projektet fra Relationsnetværket understøtter skolens aktive indsats for at motivere eleverne til uddannelse og sikre, at eleverne får kendskab til de mange uddannelsesmuligheder, de har. 

    Medlemsskolerne i Danmarks Private Skoler har vedtaget et fælles kodeks med 7 samfundsløfter og givet hinanden hånd på at skabe synlighed omkring det, de allerede gør, og på at iværksætte nye samfundsansvarlige tiltag, der – ligesom Kristine Seligmanns Skole – bl.a. understøtter elevernes videre vej i uddannelsessystemet. 

    #de7samfundsløfter | Vi har konkrete aktiviteter eller indsatser, der understøtter kvalificerede uddannelsesvalg og fremmer, at eleverne går videre i uddannelse. 

    Samfundsløftet kan f.eks. omhandle aktiviteter eller indsatser: 

    • der motiverer eleverne til uddannelse og sikrer, at eleverne får kendskab til de mange uddannelsesmuligheder, de har. 
    • der sikrer oplysning og vejledning til alle elever om uddannelse, uanset deres udgangspunkt. 
    • der indeholder nye måder at tænke skole- og uddannelsesforløb, så der skabes bedre sammenhæng i uddannelsesforløbet. 
    • der indtænker overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelser i de forskellige fag og fagområder. 
    • der understøtter, at elever med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser kommer videre i uddannelse. 
    • der understøtter, at socioøkonomisk svage elevgrupper kommer videre i uddannelse. 
  • Debat | Det er de unge, der er taberne, hvis 10. klasse nedlægges

    Debat | Det er de unge, der er taberne, hvis 10. klasse nedlægges

    ”Det er de unge, der er taberne, hvis 10. klasse i sin nuværende form nedlægges. At 10. klasse er et spildår er en fordom. ’10. klasse’ kan være mange ting, og det er et nødvendigt skoleår for mange, der betaler sig i det lange løb.”, skriver Karsten Suhr i et debatindlæg i Skolemonitor d. 7. juni 2023.

    Læs debatindlægget i Skolemonitor her

    Debatindlægget som indsendt af foreningen:

    Det er de unge, der er taberne, hvis 10. klasse nedlægges

    10. klasse har i årevis levet en tilværelse på kanten. Gang på gang stilles der spørgsmål ved dens indhold og eksistensberettigelse. Senest i form af anbefalinger fra Reformkommissionen, hvis forslag i høj grad har et samfundsmæssigt fokus. Ofte bliver 10. klasse – og de mange unge, der har stor glæde af netop dette skoleår – ”stedmoderligt” behandlet af de parter, der skulle understøtte den.

    I den brede offentlighed, også politisk, er der ingen særlig veneration for 10. klasse. 10. klasse er mange ting, og muligvis derfor ”ingenting” i offentlighedens øjne. 10. klasse kommer i så mangfoldige former og tilbud, at der ikke er nogen entydig ”forkæmper” til at gå i brechen for skoleåret. Det er én af 10. klasses styrker, at det ”ekstra” skoleår kan rigtigt mange ting. Samtidig er det måske også dens akilleshæl?

    10. klasse opfylder mange forskellige behov

    ’10. klasse’ giver, for nuværende, fleksible muligheder for at skabe tilbud til en bred vifte af elever. Diversiteten i de forskellige tilbud peger de unge i mange mulige uddannelsesretninger efter den obligatoriske skolegang. Det er samtidig uomgængeligt, at 10. klasse i dag opfylder mange forskellige behov. 10. klasse er bl.a. en integreret del af de grundskoler i Danmark, der tilbyder en international uddannelse (Cambridge og IB). Derudover bruger de sociale kostskoler 10. klasse som et vigtigt ekstra skoleår til sårbare unge. Også De Frie Fagskoler har et unikt skoletilbud til unge i 10. klasse. 10. klasse findes som tilbud i folkeskolen, som kommunale 10. klassecentre, som 10. klassestilbud på erhvervsuddannelser og som 10. klasse på de frie og private grundskoler.

    10. klasse findes også på efterskoler. Det har i den forbindelse været bemærkelsesværdigt at opleve det tydelige politiske forsvar på Christiansborg for 10. klasse på efterskolerne og det samtidige ”nåh ja” og et skuldertræk, når det kommer til de øvrige 10. klasseformer. Et efterskoleår ér en fantastisk og betydende oplevelse for rigtig mange unge, men det er et 10. skoleår på de øvrige tilbud også.

    Er det nødvendigt at omkalfatre hele skole- og uddannelsessystemet?

    Udfordringen med manglende faglærte skal løses, men skal det være på bekostning af noget, der fungerer? Skal der en større strukturel omkalfatring af hele skole og uddannelsessystemet til? Kan der i stedet sættes fokus på, hvordan grundskolen – gennem justeringer i tænkning og gennem konkrete indsatser og aktiviteter – kan gøre en forskel med blik for elevernes videre vej i uddannelsessystemet? Kan vi bl.a. overveje, hvorvidt skolens indsatser, der bl.a. skal fastholde elevernes åbenhed for forskellige uddannelser og job, falder for sent? Kan vi tale om behovet for at nedbryde myter og fordomme, hvis de eksisterer blandt skolens aktører og behovet for, at eleverne møder rollemodeller i relation til valg af uddannelse og job? Kan vi tale om, at uddannelsesvalget de facto påvirkes gennem forældrene, hvorfor det kan være relevant, at skolen inddrager forældrene med det formål, at også deres blik på uddannelses- og jobvalg nuanceres. Kan vi tale om, at uddannelsesvalget af mange unge opleves som utrygt. At det opleves som definitivt for deres fremtid? Kan vi tale om, at de unge har brug for at tale med nogen, der kender uddannelsessystemet godt, men samtidig kan skabe forståelse for sammenhænge i uddannelsessystemet og betydningen af valg, omvalg og veje i arbejdslivet?

    Erhvervsuddannelserne skal være attraktive i sig selv

    Hvis der skal ske strukturelle ændringer, fristes man til at spørge, om vi kan at tale om indretning og rammer for erhvervsuddannelserne? Måske er det også der, at en del af problemet ligger?

    Ingen 15 – 16-årige ønsker at blive ”skubbet” i en bestemt retning af velmenende voksne. Erhvervsuddannelserne skal være attraktive for de unge i sig selv. Det kræver, at de kan tilbyde en skoleform med tydelige rammer; en skole med et defineret undervisningsmiljø og ikke mindst et ungemiljø. Det handler ikke om ”fredagsfester”. Det handler om, at de unge skal kunne se sig selv som en del af et socialt, attraktivt miljø blandt jævnaldrende. Heri er erhvervsuddannelserne udfordret af selve naturen i strukturen i uddannelsesforløbene med praktikforløb og vekslende tilknytning til skolen.

    Målet er at gøre eleverne klar til næst skridt

    Med den eventuelle indførelse af reformkommissionens model og en helt ny uddannelse (hpx) vil de unge skulle vælge uddannelsesvej tidligere. Flere måneder før de afslutter 9. klasse, skal de beslutte sig for, om de vil en erhvervsfaglig retning (hpx) eller en almen akademisk retning (gymnasial uddannelse). Mange unge oplever et pres i udskolingen. Et pres, der bl.a. bunder i tanken om, at man skal vælge rigtigt første gang. Det er kendetegnene for 10. klasser – uanset skoleform og type – at målet er at gøre eleverne klar til det næste skridt i uddannelsesrejsen. Det er de unge, der er taberne, hvis 10. klasse i sin nuværende form nedlægges. At 10. klasse er et spildår er en fordom. ’10. klasse’ kan være mange ting, og det er et nødvendigt skoleår for mange, der betaler sig i det lange løb.

    Læs også foreningens debatindlæg “Måske kommer vi for sent i gang med at guide eleverne til de rigtige uddannelsesvalg” 

  • Det mister de unge OGSÅ, hvis 10. klasse nedlægges

    Det mister de unge OGSÅ, hvis 10. klasse nedlægges

    Reformkommissionen anbefaler i en rapport, der blev offentliggjort i onsdags, at 10. klasse afskaffes og erstattes af toårigt uddannelsesforløb af mere praktisk karakter. Konsekvenserne for især efterskolerne har fået megen omtale, men 10. klasse udbydes af flere skoleformer. Der er i dag mange forskellige udbud af 10. klasse til gavn for forskellige elevtyper. Det er eleverne, der er taberne, hvis disse 10. klasser nedlægges.

    Forskellige skoleformer udbyder 10. klasse. Der er mange forskelligartede måder at skrue forløbet sammen på. 10. klasse kan omfavne forskellige elevers behov for social, personlig og faglig udvikling i tilbud, der er målrettet overgangen til ungdomsuddannelserne – men ikke bestemte ungdomsuddannelser.

    Et nødvendigt skoleår for mange

    Det er eleverne, der er taberne, hvis 10. klasse nedlægges. At 10. klasse er et spildår er en fordom. 10. klasse er et nødvendigt skoleår for mange, som kan betale sig i det lange løb.

    Udfordringen med manglende faglærte skal løses, men skal det være på bekostning af noget, der fungerer? Der er andre veje til at få unge til at interessere sig for erhverv. Læs: Elevernes videre vej i uddannelse – kan vi selv gøre en forskel?

    Der bygges videre på det faglige udgangspunkt

    Der er stor diversitet i udbuddet af 10. klasse. De frie og private skoler har fokus på, hvad der skal til socialt, personligt og fagligt for at gennemføre en ungdomsuddannelse – uanset hvilken slags det er. Et væsentligt element i 10. klassestilbuddene er at bygge videre på elevens faglige udgangspunkt. Der er en anerkendelse af, at eleverne kan føle en usikkerhed over egen faglighed. Mange unge, der vælger 10. klasse, har ofte et ønske om at forbedre sig fagligt, da de anser ungdomsuddannelserne for at foregå på et særligt svært fagligt niveau, som de gerne vil være rustet til.

    10. klasse er et år, der fagligt stiller større krav til eleverne end i 9. klasse. På de frie og private skoler er det et mål, at alle elever skal blive så dygtige som muligt, uanset deres udgangspunkt, og uanset hvor de vil hen med deres liv. Der er stort fokus på faglighed, men også på at sørge for, at eleverne får andet og mere med sig. De unge vil gerne, men de er usikre på sig selv og alt det med fremtiden. Mange skoler oplever, at de, der søger 10. klasse, er engagerede, men ofte usikre på sig selv og deres formåen.

    Dannelse i det nære fællesskab

    For flere unge skaber det noget positivt i sig selv at starte i 10. klasse. De frie og private skoler har ofte stærke traditioner, som kan omslutte et ellers flagrende ungdomsliv. Der er så mange valg, som de unge bliver stillet over for, hvor de er overladt til sig selv og egne ”synsninger”. Skolen kan være et trygt og nært fællesskab, hvori man kan udvikle sig og samtidig dannes til de større fællesskaber.

    10. klassestilbuddet kan være med til at give eleverne faglige og personlige forudsætninger for at agere kritisk og konstruktivt i fællesskaber. Det handler om det store samfundsfællesskab, men også om de små fællesskaber, der vedrører familie og venner – og ikke mindst det forpligtende fællesskab, der er i 10. klasse på skolen. Eleverne kan diskutere og forholde sig til emner som demokrati, bæredygtighed, sundhed, krig og fred. Eleverne kan også få mulighed for at forholde sig til emner som motivation, fremtidsvalg, familie og forældre og meget mere – personlige emner, hvor eleverne skal sætte ord på sig selv og hinanden.

    De frie og private skoler fremhæver den personlige udvikling, som en vej til at skabe positive resultater for det sociale og faglige i klassen. De har dog forskellige måder at arbejde med personlig udvikling i skolehverdagen.

    ”10. klasse” kan være mange ting. Elevernes valg indsnævres, hvis 10. klasse nedlægges, herunder muligheden for at tage en 10. klasse på en fri og privat skole.

    Udfordringen med manglende faglærte skal løses, men skal det være på bekostning af noget, der fungerer? Der er andre veje til at få unge til at interessere sig for erhverv.
    Læs: Elevernes videre vej i uddannelse – kan vi selv gøre en forskel?
    Elevernes muligheder og valg indsnævres, hvis 10. klasse nedlægges

    Mange unge oplever et pres i udskolingen. Et pres, der bunder i tanken om, at man skal vælge rigtigt første gang, men som også handler om skærpede faglige krav og en usikkerhed om de helt grundlæggende spørgsmål: Hvem er jeg? Hvad interesserer jeg mig for? Hvad er jeg god til? Mange unge oplever, at de har brug for mere tid til at blive klogere på de spørgsmål. Det har 10. klasserne rundt om i Danmark øje for. Det er kendetegnene for 10. klasser – uanset skoleform – at målet er at gøre eleverne klar til det næste skridt i uddannelsesrejsen. På de frie og private skoler er der fokus på elevernes faglighed og dannelse, men det er forskelligt, hvordan dette fokus konkretiseres på den enkelte skole.

    ”10. klasse” kan være mange ting. Elevernes valg indsnævres, hvis 10. klasse nedlægges, herunder muligheden for at tage en 10. klasse på en fri og privat skole.

  • Skolen og omverdenen | Mødet mellem de ældre og eleverne kan noget helt særligt

    Skolen og omverdenen | Mødet mellem de ældre og eleverne kan noget helt særligt

    En solstrålehistorie: 1.a fra Brenderup Realskole spreder smil på Brenderup Dagcenter. Både eleverne og de ældre har gavn af hinanden.

    ”Det er en win-win-situation”. Sådan kan man læse i en artikel på Fyens.dk. 1.a fra Brenderup Realskole har siden december sidste år besøgt Brenderup Dagcenter for at læse højt for de ældre.

    En god idé 

    Det var klasselærer Lotte Carmago, der fik ideen til, hvordan både børnene og de ældre kunne få gavn af hinanden. Til Fyens Stiftstidende fortæller hun: 

    ”Jeg tænkte, at det kunne være en win-win situation – både for børnene og de ældre. Så kan vi være med til at skabe lidt glæde i en hverdag, der måske nogle gange kan være lidt trist, og hvor der ikke altid sker så meget.” 

    Samtidig med at børnene bringer liv i hverdagen på dagcenteret, skaber det også motivation for eleverne, som øver sig flittigt på læsningen.  

    ”Det er en kæmpe motivationsfaktor, når man øver på noget, at der er nogen, der vil høre på det. Og så glæder de sig jo til at komme herned, de synes, det er hyggeligt at komme ned og få lov at være midtpunktet,” tilføjer Lotte Carmago.

    Børnene gør en forskel

    Alle synes at få noget ud af besøgene. Stine Hasseltoft Hansen, leder af dagcenteret, forklarer til Fyens Stiftstidende, hvordan børnene gør en stor forskel på det lokale plejehjem:  

    ”Der er ligesom noget mere energi. De ældre er med, og de er helt optaget af det, og de liver bare lidt op, når der sker noget, og når der er lidt larm og ballade”. 

    Livligheden og gensynsglæden er også noget, social- og sundhedshjælper, Merethe Johansen, kan genkende:  

    ”Det giver glæde. Mange af de ældre har ikke hverdagskontakt med børnebørn eller oldebørn, og de er jo virkelig glade for børn. For børn er bare så ligetil.” 

    Skolen og omverdenen 

    Initiativet kan ses i lyset af skolen som samfundsansvarlig aktør. Skolers samfundsansvarlige indsatser kan både være målrettet individet i skolen, fællesskabet i skolen – og nogen i det samfund og den omverden, som skolen er en del af. 

    Danmarks Private Skolers medlemsskoler har vedtaget et kodeks for samfundsansvar og givet 7 samfundsløfter for at sikre aktive bidrag til et bedre samfund – inden- og udenfor skolernes ”fire vægge”.  

    Gennem et stærkt lokalt engagement kan skoler gøre en forskel for forskellige grupper. De kan, ligesom på Brenderup Realskole, iværksætte aktiviteter med det underliggende formål at handle til gavn for andre.  

    Initiativet er ét af mange eksempler på, hvordan man som skole kan gøre en positiv forskel for omverdenen. 

    Aktiviteter og indsatser kan f.eks. omhandle: 

    • Fokus på bæredygtig udvikling 
    • Handling til gavn for dem, der har det svært – lokalt og globalt 
    • Videndeling og erfaringsudveksling 
    • Skolen som samlende faktor i lokalsamfundet 
    • Skolen som initiativtager til at forbedre forhold for alle 
    #de7samfundsløfter | Vi har konkrete aktiviteter eller indsatser, hvor vi gør en positiv forskel for omverdenen; det store fællesskab, vi er en del af 

    Læs hele artiklen af Mille Tindal Thomsen her.  

  • DLD | C. la Cours Skole vil sætte fokus på de usynlige udfordringer

    DLD | C. la Cours Skole vil sætte fokus på de usynlige udfordringer

    Det er vigtigt, at man som skole imødekommer de særlige behov, der er hos enkelte elever, for at skabe de bedste forudsætninger for elevens faglige udvikling og trivsel. Flere frie og private skoler har iværksat særlige aktiviteter og indsatser. Det gælder bl.a. C. la Cours Skole i Randers, der har fokus på DLD.

    På C. la Cours Skole sættes der fokus på sproglig udvikling. Skolen vil gøre en positiv forskel for børn med sprogvanskeligheder. En helt almindelig mandag i marts mødte 140 pædagoger, lærere og læse- og sprogvejledere op til en mini-konference, som skolen havde taget initiativ til. Konferencen omhandlede den sproglige udviklingsforstyrrelse DLD (Developmental Language Disorder). DLD ses hos cirka 1 ud af 14 elever og påvirker elevens læsning, indlæring, venskaber og den følelsesmæssige udvikling.

    C. la Cours skole gik sammen med Randers Bibliotek om at stable arrangementet på benene med henblik på at skabe grundlag for at gribe børn med denne type udfordringer i en tidlig alder – på tværs af skoler og institutioner.

    Hvorfor DLD?

    Skolen fik rettet sin opmærksomhed på sprogforstyrrelsen, da udfordringer hos enkelte elever, hvor svaret ikke fandtes i de alment kendte diagnoser, viste sig at være DLD. Det var i den forbindelse, at C. la Cours Skole fik idéen til at inddrage eksperter for at skabe et fælles vidensgrundlag hos relevante faggrupper. Skoleleder på C. la Cours skole, Jens Anker Hansen, fortæller:

    ”Det fik os til at tænkte på de mange skoler rundt omkring i landet, hvor elever har de her vanskeligheder, som er relativt nemme at for øje på, men som ofte bliver aflæst som noget andet.”

    Skolen så derfor relevansen i, i samarbejde med det lokale bibliotek, at give lærere, pædagoger og læse- og sprogvejledere i kommunen mulighed for at få faglig indsigt i den relativt udbredte sprogvanskelighed. Det handler om at støtte eleverne. Jens Anker Hansen tilføjer:

    ”Jo hurtigere vi opdager det, jo mere kan vi hjælpe dem.”

    140 pædagoger, lærere og læse- og sprogvejledere deltog i mini-konferencen.
    Foto: C. la Cours Skole

    Hvad er DLD?

    Developmental Language Disorder (forkortet DLD) er en sprogforstyrrelse, hvor de sproglige vanskeligheder ikke udbedres af sig selv. DLD ses hos op til 7-8% af alle børn, hvilket svarer til 1-2 elever pr. skoleklasse.

    Symptomerne på DLD kan bl.a. være:

    • Besvær ved at udtrykke sig med ord
    • Besvær ved at huske ord og fagbegreber
    • Besvær med koncentrationen

    Og kan eksempelvis vise sig hos barnet gennem:

    • Manglende deltagelse i timerne
    • Besvær ved at stille og besvare spørgsmål
    • Manglende venskaber eller venskaber med yngre børn, som ligger tættere på barnets sproglige niveau

    Vanskelighederne skal være markante, før der er tale om DLD.

    Kilde: Sprogklar.dk

    Udbredt, men ukendt

    Trine Printz, ph.d. og klinikleder i virksomheden Sprogklar, holdt på mini-konferencen et oplysende oplæg om, hvordan DLD kommer til udtryk hos barnet, og hvordan man som underviser og fagperson kan imødekomme barnets særlige behov.

    Forud for mini-konferencen blev der på C. la Cours Skole afholdt en ”mini-masterclass” med henblik på at give skolens lærere, læse- og sprogvejledere mulighed for at vende nogle af de konkrete udfordringer, elever med sprogvanskeligheder kan opleve i indskolingsalderen:

    ”Vi havde en ’mini-masterclass’ for femten mennesker, som på forhånd havde lavet spørgsmål til hende (Trine Printz red.) om de børn og sager, de nu havde. De fik på halvanden time talt sig mere i dybden, end man kunne forestille sig”, siger Jens Anker Hansen og uddyber: ”Det er dét, vi gerne vil sætte i gang ude på de andre skoler og børnehaver: At man mødes i samarbejdsgrupper med en ekspert, hvor man kan drøfte konkrete cases for at blive klogere på, hvordan vi løser det her bedst.”

    Trine Printz holder oplæg. Foto: C. la Cours Skole

    Til trods for, at DLD endnu ikke er en officiel diagnose ifølge WHO, har børn med DLD større risiko for udfordringer med læsning, stavning og matematik, såvel som trivselsmæssige vanskeligheder, der i nogle tilfælde kan følge barnet ind i voksenlivet. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på tegnene for DLD, så barnet kan få den bedst mulige støtte i en tidlig alder.

    Mini-konferencen var spændende og lærerig. Den gav både et indblik i den relativt ukendte sprogforstyrrelse og gjorde de fremmødte fagpersoner klogere på, hvordan den kan påvirke barnets sprog, indlæring, venskaber samt følelsesmæssige udvikling. Jens Anker Hansen siger om deltagerne:

    ”De var faktisk rigtig glade for at høre om det, og de kunne sagtens kende sig selv og deres arbejde i det. De havde også et ønske om, at vi skulle fortsætte med at samarbejde om DLD.”

    Starten på en vigtig indsats

    Mini-konferencen afsluttedes med en workshop, hvor der var mulighed for drøftelser i grupper. Jens Anker Hansen håber, at arrangementet kan være et springbræt til fremtidig sparring og læring på tværs af faggrupper og skoler:

    ”Det lykkedes os, at få 140 mennesker med fra skoler af alle karakterer, både folkeskoler, friskoler og privatskoler. Det lykkedes os også at få mange børnehaver repræsenteret, hvilket var det vigtigste, for nu sidder der en masse pædagoger, lærere i indskolingen og læsevejledere, som ved, at DLD eksisterer, efter at Trine lavede et rigtig godt oplæg.”

    C. la Cours Skole ønsker at fortsætte den vigtige samtale om DLD og håber fremadrettet på et godt samarbejde med Randers Kommune:

    ”Tanken er nu, at vi skal have lavet en form for netværksgrupper, hvor man bruger hinanden konstruktivt til at snakke om sproglig udvikling i børnehaven og skolen for at kunne sætte fokus på at opdage de her børn, fremfor at komme til at fejllæse dem for alt muligt andet.”

    De 7 samfundsløfter: En positiv udvikling af alle elever, uanset deres faglige, fysiske eller psykiske udgangspunkt

    Medlemsskolerne i foreningen Danmarks Private Skoler har i fællesskab søsat et kodeks og 7 samfundsløfter for at sikre aktive bidrag til et bedre samfund; inden- og udenfor skolens mure. Initiativet på C. la Cours skole understøtter vigtigheden af skolers aktive indsats for at sikre de bedst mulige forudsætninger for elevernes udvikling, uanset deres udgangspunkt.

    Samfundsløftet ”Skolens rummelighed og resultater” kan f.eks. omhandle aktiviteter eller indsatser:

    • der gavner individer eller grupper med særlige behov
    • der gavner individer eller grupper med fysisk funktionsnedsættelse eller psykiske udfordringer
    • der gavner individer eller grupper, der er fagligt stærke, har særligt talent eller har behov for udfordringer
    • der gavner for individer eller grupper, der har faglige udfordringer
    • der indeholder initiativer, politikker og praksis for et rummeligt elevoptag af elever med særlige behov
    • der indeholder initiativer, herunder beredskab, med henblik på at skabe positive resultater for elever med særlige behov
    #de7samfundsløfter | Vi har konkrete aktiviteter og indsatser, der understøtter ansvarligt optag og positiv udvikling af alle elever, uanset deres faglige, fysiske eller psykiske udgangspunkt

    Læs mere om DLD på Sprogklars hjemmeside her.

  • Debat | Elevernes videre vej i uddannelse – kan vi selv gøre en forskel?

    Debat | Elevernes videre vej i uddannelse – kan vi selv gøre en forskel?

    ”Vi kan på den enkelte skole tage initiativet og sætte fokus på, hvordan skolen – gennem justeringer i tænkning og gennem konkrete indsatser og aktiviteter – kan gøre en forskel med blik for elevernes videre vej i uddannelsessystemet”, siger Karsten Suhr i i et debatindlæg i Skolemonitor d. 21. marts 2023 under overskriften “Måske kommer vi for sent i gang med at guide eleverne til de rigtige uddannelsesvalg”. Læs debatindlægget i Skolemonitor her

    Debatindlægget som indsendt af foreningen:

    Elevernes videre vej i uddannelse – kan vi selv gøre en forskel?

    Alt for mange unge er hverken i uddannelse eller job, og der er for få, der søger uddannelser inden for de arbejdsfelter, hvor vi mangler kompetencer og arbejdskraft. Disse udfordringer har stort politisk fokus. Vi kan afvente eventuelle beslutninger om store strukturelle ændringer på skole og uddannelsesområdet. Vi kan også, på den enkelte skole, tage initiativet og sætte fokus på, hvordan skolen – gennem justeringer i tænkning og gennem konkrete indsatser og aktiviteter – kan gøre en forskel med blik for elevernes videre vej i uddannelsessystemet.

    Er vi for sent på den?

    Mange skolers fokus på uddannelses- og jobvalg er rettet mod udskolingen, selv om de fleste børn relativt tidligt danner et indtryk af, hvad der er interessante job og uddannelser. Der er også et sammenfald mellem det udskolingsrettede fokus på uddannelses- og jobvalg og det, at eleverne på dette tidspunkt er i en proces, hvor identitet dannes. De forholder sig til, hvilken ”identitet” de vil have qua bl.a. valg af uddannelse. Dette taler ind i overvejelser om, hvorvidt skolens indsatser, der bl.a. skal fastholde elevernes åbenhed for forskellige uddannelser og job, falder for sent. Et mere udvidet fokus på elevernes videre vej i uddannelsessystemet – smurt ud over hele skoleforløbet – kan overvejes.

    Elevens personlige udvikling

    Hvordan kan skolen medvirke til, at børn og unge får tidligere, bedre og mere nuancerede erfaringer med forskellige typer af job og uddannelser? Konkrete og praktiske erfaringer med forskellige fagområder gennem samarbejder med virksomheder og uddannelsesinstitutioner kan være en del af svaret. En anden del af svaret kan handle om koblingen mellem de konkrete aktiviteter og den enkelte elevs bevidsthed om sig selv i relation til forskellige uddannelser og job. Dette spiller sammen med skolens opgave omkring elevens alsidige udvikling, herunder arbejdet med evnen til at identificere egne styrker og udviklingspotentialer og fastsætte personlige og meningsfulde mål gennem hele skoleforløbet.

    Nye perspektiver på skoleforløbet

    Skolens særlige fokus på elevernes videre vej i uddannelsessystemet kan også, helt overordnet, omhandle nye perspektiver på, hvordan skoleforløbet kan skrues sammen. Her kan de frie og private skoler spille en særlig rolle. Flere skoler arbejder med ”spor”, ”linjer” eller særlige ”tilvalg”. Udskolingen ses som begyndelsen på noget, frem for afslutningen. Her indtænkes også overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse i de forskellige fag i forhold til introduktion af stofområder og niveauer.

    En nyere undersøgelse viser, at mange unge tror, det kan være en god idé at indføre et bogligt og et praksisorienteret spor i udskolingen for så vidt, at valg af spor ikke lukker døre i forhold til det senere valg af ungdomsuddannelse.

    Mange unge vælger ungdomsuddannelse efter interesser og områder, hvor de opfattes som fagligt dygtige. Det taler for, at eleverne skal afprøve og undersøge flere områder og fag. Der er grænser for, hvor mange nye typer af fag, skolen kan rumme, derfor kan det være meningsfuldt at indtænke indsatser og aktiviteter i de allerede eksisterende. Samfundets øjeblikkelige behov kalder på initiativer, der integrerer praksisfaglighed og det anvendelsesorienterede i undervisningen.

    Opgør med fordomme og stereotyper

    Valget af en erhvervsuddannelse er vanskeligere at træffe, da de unge ved, at de vælger noget andet end flertallet. Valget kræver derfor både indsigt i egne forudsætninger for en erhvervsuddannelse, men også mod. De gymnasiale uddannelser opleves ofte som et lettere valg. De opleves også som attraktive med begrundelse i, at de giver flere muligheder efterfølgende i forhold til uddannelse og arbejdsliv. Dette til trods for, at langt hovedparten af erhvervsuddannelserne er adgangsgivende til de videregående uddannelser. Der er altså også behov for at nedbryde myter og fordomme, hvis de eksisterer blandt skolens aktører.

    Nyere undersøgelser viser, at det fortsat spiller en stor rolle for uddannelsesvalget, om uddannelsen har et ”maskulint eller feminint ry”. Det er nødvendigt at gøre op med kønsstereotyperne. Hvis ikke, er konsekvenserne spildt talentmasse og arbejdskraftmangel. Der peges på, at mødet med rollemodeller kan have stor betydning i nedbrydning af kønsstereotyper i relation til valg af uddannelse og job.

    Hvem skal have nuanceret synet på uddannelse?

    Uddannelsesvalget motiveres de facto via de nære relationer som familie og venner. Uddannelsesvalget påvirkes bl.a. gennem forældrene. Det kan være relevant, at skolen i højere grad indtænker forældrene i skolens aktiviteter omkring uddannelse og job i hele skoleforløbet, så forældre inddrages med det formål, at også deres blik på uddannelses- og jobvalg nuanceres. 

    Skærpet opmærksomhed omkring udsatte elevgrupper

    De elever, der har de største udfordringer i forbindelse med uddannelse kan bl.a. karakteriseres ved, at de har haft mindre viden om deres uddannelsesmuligheder end andre unge og har oplevet at sidde mere alene med deres uddannelsesvalg. Frafald fra ungdomsuddannelser skyldes ofte psykiske problemer eller problemer uden for skolen. Skolens skærpede opmærksomhed på svagere eller udsatte elevgrupper er altså nødvendig, sådan at de særligt understøttes i at komme videre i uddannelse.

    Flere har brug for bred vejledning

    Det opleves af mange unge som utrygt, når de skal vælge ungdomsuddannelse. De føler sig uforberedte. Samtidig opleves uddannelsesvalget som definitivt for deres fremtid. Eleverne har derfor både brug for at tale med nogen, der kender uddannelsessystemet godt, men også for at forstå sammenhænge i uddannelsessystemet og betydningen af valg, omvalg og veje i arbejdslivet. Der er stærke indikationer på, at flere elever end de elever, der ikke er ”uddannelsesparate”, har behov for vejledning, men også på, at indholdet i vejledningen bør tænkes mere bredt.

    Uddannelse giver samfundet værdi

    Uddannelse giver samfundet og den enkelte værdi, men mange unge er ikke i uddannelse og job. Der er samtidig for lav søgning til bl.a. erhvervsuddannelser, velfærdsuddannelser og til visse fag, som erhvervslivet efterspørger. Der arbejdes på politiske løsninger, men hvad kan den enkelte skole selv sætte i værk? Medlemsskolerne i Danmarks Private Skoler har givet 7 samfundsløfter som en del af et fælles vedtaget kodeks for samfundsansvar. Skolerne skal have eller iværksætte konkrete aktiviteter og indsatser inden for syv kernetemaer, der er til gavn for samfundet. Et af disse kernetemaer er netop ”Elevernes videre vej i uddannelsessystemet”.

  • Vil du vide mere om den frie og private skoletradition?

    Vil du vide mere om den frie og private skoletradition?

    De fleste lande i verden har private skoler som en del af deres skoletilbud. Det faktum, at vi i Danmark har et relativt stort frit og privat skoletilbud, er altså ikke særegent på nogen måde. Mange steder – især historisk – har disse skoletilbud været rygraden i landenes undervisning. Dette gælder også i Danmark. Det vi i dag kender som ’folkeskolen’ opstod først i sin spæde begyndelse i 1814. Den grundforståelse vi har af, hvad der er folkeskolens opgave, og hvilke fag, der skal undervises i, stammer fra den frie og private skoletradition.

    Det er ikke tilfældigt, at fri- og privatskoler i Danmark har betegnelsen ’frie grundskoler’. Det er nemlig bag dette ord, at det unikke ved den danske ’frie og private skole’ gemmer sig. Her kan du få mere viden om den private skoletradition: Fakta/Vil du vide mere

  • Har du brug for fakta om Danmarks frie og private skoler?

    Har du brug for fakta om Danmarks frie og private skoler?

    Med ”Fakta – Danmarks Private Skoler” giver vi, i overskuelig form, skoler og andre interesserede adgang til fakta om bl.a.:

    Foreningen og skoleformen, antal skoler og elever, tilskud og koblingsprocent, fripladser, resultater, undervisningseffekt og løfteevne, mønsterbrydere, elever med særlige behov og meget mere.

    Fakta om frie og private skoler

  • Debat | Valgets tale: Samarbejde på tværs

    Debat | Valgets tale: Samarbejde på tværs

    “I de frie og private skoler ønsker vi en regering, der tager vores samfunds mangfoldighed alvorligt. Vi er alle borgere i et Danmark, vi er fælles om, men vi også forskellige. Fællesskab og sammenhængskraft handler ikke om at være ens. Det handler om rummelighed, anerkendelse og frihed indenfor fællesskabets forpligtende rammer. Det gælder naturligvis også på skoleområdet”, skriver foreningen ved formand Karsten Suhr i et debatindlæg i Skolemonitor d. 7. december 2022 under overskriften “Den kommende regering bør deltage aktivt i dialogen om skolens kerneydelse og formål”. Læs debatindlægget i Skolemonitor her

    Debatindlægget som indsendt af foreningen:

    Valgets tale: Samarbejde på tværs

    Det er populært for kommentatorer og medier at udlægge ”valgets tale”. For os at se er valgets tale klar, alene når det handler om Folketingets sammensætning. Det er et mangfoldigt folketing. Hele 12 partier er repræsenteret, og 64 ud af de 179 folketingsmedlemmer er nye på tinge. Diversitet i politiske holdninger og værdier skinner tydeligt igennem i et valgresultat, der kræver, at man udvisker skillelinjer og konflikter og i stedet går i dialog for det fælles bedste.

    I de frie og private skoler ønsker vi en regering, der tager vores samfunds mangfoldighed alvorligt. Vi er alle borgere i et Danmark, vi er fælles om, men vi også forskellige. Fællesskab og sammenhængskraft handler ikke om at være ens. Det handler om rummelighed, anerkendelse og frihed indenfor fællesskabets forpligtende rammer.

    Det gælder naturligvis også på skoleområdet. De frie og private skoler er tydelige eksponenter for den forskellighed vores fællesskab rummer. De frie og private skoler kan give en holdnings- og værdibaseret undervisning og tilbyde et anderledes, alternativt undervisningstilbud. Muligheder skabt med baggrund i forældrenes frihed og ret til at bestemme, hvordan deres børn skal opdrages og undervises – som defineret i grundloven. Det er en af grundstenene i det danske demokrati at værne om forældreretten, beskytte mindretal og sørge for, at skolefriheden forbliver intakt. Det er vores håb, at netop frihedsrettighederne vil stå tydeligt i et nyt regeringsgrundlag.

    De fleste folketingspolitikere har respekt for forældreretten og skolefriheden. De fleste folketingspolitikere ser værdien i – og værner derfor om – den frie og private skoletradition. Vi kan til gengæld benytte de friere rammer til at skabe anderledes løsninger på nogle af de forhold, som skolen og samfundet har brug for, og vi kan tilbyde at dele vores erfaringer – på godt og ondt.

    Der er udfordringer nok at tage fat på for det nye folketing og en ny regering, både i et samfundsperspektiv og i et fokuseret skoleperspektiv: Elevernes udbytte af undervisningen, vilkårene for elever med særlige behov, børn og unge, der mistrives, en alt for høj andel af unge, der ikke kommer videre i uddannelse, færre der ønsker at arbejde med børn og undervisning m.v.

    I stedet for at tale skillelinjer og konflikter op mellem forskellige skoleformer, håber vi, at en ny regering i højere grad vil deltage aktivt i en dialog om selve skolens kerneydelse og formål; uddannelse og dannelse. Vi håber også, at de frie og private skoler bliver inddraget i en fælles dialog om skolens udfordringer, at der skabes mulighed for samarbejde på tværs af interesser og sektorer.

    Med afsæt i forældreretten og skolefriheden findes i Danmark ca. 550 forskellige frie og private skoler. De er hver især udtryk for 550 forskellige måder at tænke skole. Der findes godt 1.000 forskellige folkeskoler, også med hver deres karakteristika. Vi har meget at tale om! Vi vil gerne være sammen om skolen i Danmark.

  • Inflationspulje | “Det skal ikke være pengene, der gør, at man må fravælge os”

    Inflationspulje | “Det skal ikke være pengene, der gør, at man må fravælge os”

    Sankt Birgitta Skoles traditionsrige julemarked har genereret penge til en inflationspulje, der skal hjælpe de forældre, som har svært ved at betale skolepenge.

    #de7samfundsløfter “Skolens mangfoldighed”.

    ”Julen er hjerternes fest”, siger man. Det handler bl.a. om at gøre en forskel for andre. Julen handler ikke kun om de flettede, strikkede, klippede eller bagte hjerter. I hvert fald ikke på Sankt Birgitta Skole i Maribo.

    Der var dog rigelige mængder af juleguf, julestads og julespas, da Sankt Birgitta Skole inviterede til deres traditionsrige julemarked, der i høj grad samler lokalsamfundet. Julemarkedet tiltrækker altid mange lokale og tidligere elever. I år gik overskuddet fra salget til de mange besøgende til et helt særligt formål: En inflationspulje.

    Hjælp til pressede familier

    Nogle af skolens forældre ser ind i økonomiske vanskeligheder på grund af den stigende inflation og de stærkt forhøjede energipriser. En nyoprettet ”inflationspulje” skal hjælpe de forældre, som har svært ved at betale skolepenge i denne vinter.

    ”Det er generelt vigtigt for os, at vores skoletilbud kan være for alle, der vil skolen. Det skal være en reel valgmulighed for alle, uanset deres økonomiske forhold”, siger skolens bestyrelsesformand, Palle Nevad Frandsen.

    Skolen har da også andre tiltag, bl.a. fripladsordninger, der nedbryder barrierer for, at socioøkonomisk svage familier kan vælge skolen. ”Inflationspuljen” er dog målrettet forældre og elever, der allerede er tilknyttet skolen.  

    ”Skulle det ske for en familie, at man kommer i økonomisk uføre, skal det ikke gå ud over barnet. Vi vil strække os langt for at finde løsninger”, fortæller Palle Nevad Frandsen.

    Det er naturligt at tage ansvar

    Jens Peter Mølgaard, skoleleder på Sankt Birgitta Skole, mærker også, at forældre til privatskolens elever er pressede af krisen i samfundet, men ”det skal ikke være pengene, der gør, at forældre må fravælge os”, understreger han: ”For os er det naturligt at tage socialt ansvar. Det er en del af skolens DNA”.

    Der er i hvert fald ikke tvivl om, at skolens aktører er enige i tankegangen. Det viser bl.a. opbakningen til julemarkedet og dets formål.

    ”Generelt har der været en rigtig god opbakning fra forældrene, og både før, under og efter julemarkedet har forældre udtrykt glæde ved, at man er med til at hjælpe dem, der har det svært. De har forklaret, at det giver ekstra glæde at lægge de store kræfter i julemarkedet, når formålet er godt”, fortæller Jens Peter Mølgaard.

    Og det er netop skolens forældre, der trækker det helt store læs i planlægningen og afviklingen af det traditionsrige julemarked. På spørgsmålet ”betyder det noget for dig”, svarer skoleleder, Jens Peter Mølgaard, ”ja”: ”Det betyder meget for mig at vise det fællesskab, skolen er. ”Find dig i fællesskabet”, skriver vi flere steder. Det er meget motiverende at se forældre steppe op for hinanden og dejligt, også for medarbejderne, at se, hvordan forældre kæmper for andre på deres børns skole.”

    Aktiviteter og indsatser, der gør en forskel

    Medlemsskolerne i foreningen Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier har givet hinanden håndslag på at indfri 7 samfundsløfter. Et af disse er løftet om ”Skolens mangfoldighed”. Samfundsløftet kan f.eks. omhandle konkrete aktiviteter eller indsatser, der sikrer, at skolens tilbud kan komme alle til gode, uanset socioøkonomisk baggrund. Samfundsløftet kan også omhandle en tydeliggørelse af de ordninger, der er på skolen, målrettet familier og elever, der har det økonomisk svært. Det er Sankt Birgitta Skoles initiativer et godt eksempel på.

  • Kommunikationsseminar | Hvordan kommunikerer vi stærkt og klogt om os selv?

    Kommunikationsseminar | Hvordan kommunikerer vi stærkt og klogt om os selv?

    Foreningen afholder et seminar for medlemsskolerne om kommunikation. Seminaret rummer både ”kommunikation til omverdenen fra skolen” og ”kommunikation i omverdenen om skolen”.

    Foreningen har indbudt to stærke aktører inden for kommunikation til at give deres svar på spørgsmålet: Hvordan kommunikerer vi stærkt og klogt om os selv?

    Benjamin Rud Elberth, direktør hos Elberth Kommunikation og rådgiver i tværmedial kommunikation, er efterspurgt inden for områderne interessevaretagelse, politik, digital kommunikation og sociale medier som Facebook, LinkedIn og Twitter samt inden for områderne krisekommunikation og ’shitstorms’.

    Rasmus Anker Rysgaard er kommunikationsrådgiver og ejer af VOSTOK kommunikation. VOSTOK kommunikation specialiserer sig i at hjælpe uddannelser og skoler med deres kommunikation. Rasmus Rysgaard har stor erfaring med arbejdet med frie og private skoler.

    Hvorfor et kommunikationsseminar?

    Hvorfor skal vi kommunikere som frie og private skoler? Hvordan kommunikerer vi stærkt og klogt om os selv? Hvordan kommunikerer vi, så vores kommunikation ikke vendes imod os? Hvordan kommunikerer vi godt, balanceret og om svære emner?
    Det har betydning, når den enkelte skole er synlig omkring dens konkrete engagerede indsatser og aktiviteter i skolens indre liv og i samfundet generelt. Det er vigtigt i forhold til tilvalget af den enkelte skole, dens legitimitet, dens image og omdømme. Det er også vigtigt, fordi kommunikationen fra og om den enkelte skole har betydning for opfattelsen af vores skoleform generelt.

    Program

    Kl. 09.15          Ankomst og morgenkaffe

    Kl. 09.30          Velkomst og intro fra foreningen

    Kl. 10.00          Benjamin Rud Elberth

    Man kan være tilbøjelig til at tænke, at man skal lade være med at kommunikere som skole, i frygt for at man kommer til at udtale sig på en uhensigtsmæssig måde, og at det, man kommunikerer, bliver sat ind i en anden kontekst, end det man havde forestillet sig.

    Hvis svaret ikke er: Lad være med at kommunikere! Hold jer fra at fortælle om jeres indsatser og aktiviteter på de sociale medier! Sig nej tak, når pressen og medierne henvender sig for udtalelser, citater eller medvirken! Hvad er svaret så?

    At kommunikere godt handler om at forberede sig, om kontrol og om at mestre formater og teknikker. Så hvordan kommunikerer vi stærkt og klogt om os selv, så vi selv i højere grad styrer, hvordan vi medvirker, bliver citeret og opfattet?

    Kl. 11.30          Refleksion over oplægget

    Kl. 12.00          Frokost

    Kl. 13.00          Rasmus Anker Rysgaard

    Den frie og private skoles vigtigste ”HVORFOR” er skolens værdigrundlag. Værdierne fortæller, hvad det er, skolen vil kendes på. Kommunikationen om aktiviteter og indsatser i relation til ’Kodeks – de 7 samfundsløfter’ kan skabe et nyt værdifuldt udgangspunkt for fortællingen om den enkelte skole.

    Hvordan kommer skolen videre fra at kommunikere om ”hvad den gør” til også at kommunikere ”hvorfor den gør det”?

    Hvordan kommunikerer skolen om dens indsatser og aktiviteter uden at virke ”selvforherligende” og i forbindelse med ”svære emner”?

    Kl. 15.15          Opsamling og afrunding ved foreningen

    Kl. 15.30          Tak for i dag

    Praktiske informationer og vilkår

    Der er max. 45 pladser på seminaret efter ”først til mølle-princippet”.

    Seminaret afholdes to steder i landet:

    I Køge d. 30. januar 2023:

    Comwell Køge Strand
    Strandvejen 111
    4600 Køge

    I Fredericia d. 1. februar 2023:

    Best Western Plus Hotel Fredericia
    Vestre Ringvej 96
    7000 Fredericia

    Tilmelding senest d. 6. januar 2023.

    Pris pr. person inkl. seminar og forplejning: 595 kr.

    Ved manglende fremmøde eller afbud på selve dagen for seminarets afholdelse opkræves fuld pris.

    Seminaret aflyses ved for få tilmeldte.

  • Fokus på STEM | “Det vigtigste er, hvis man kan tilføje eleverne en dosis begejstring”

    Fokus på STEM | “Det vigtigste er, hvis man kan tilføje eleverne en dosis begejstring”

    Skolen og undervisningen skal udvikles med henblik på at forberede og give eleverne kompetencer til det liv og arbejdsliv, de vil opleve i en nærtstående fremtid. Det er bl.a. meningsfuldt at sætte fokus på at fremme STEM-kompetencerne.

    Science, Technology, Engineering og Math – de såkaldte STEM-kompetencer er allerede en mangelvare på det danske arbejdsmarked, da for få uddanner sig inden for fagene. STEM-kompetencer bliver endnu mere eftertragtede i fremtiden. Skoler kan spille en afgørende rolle ved at gøre det mere attraktivt at dygtiggøre sig inden for fagene og ved at iværksætte aktiviteter og indsatser, der har særligt fokus på STEM-områderne.

    LIFE Fonden tilbyder alle landets skoler mulighed for at gennemgå deres særligt tilrettelagte undervisningsforløb med STEM-fag i fokus – og det gør flere af vores medlemsskoler brug af. Helt konkret betyder det, at skoler kan booke et såkaldt LIFE Forløb, som de først arbejder med i klassen, og så kan de ved udvalgte forløb afslutte med undervisning i laboratorierne på LIFE Campus eller i et mobilt laboratorium, der kører ud på skolerne.

    Eleverne får flere ”aha-oplevelser”

    Torben Venning, naturfagsunderviser på Hillerød Privatskole, har i to år brugt LIFE-forløbene. Han beskriver forløbene som konkrete og nemme at gå til. Han får tilsendt kasser fra LIFE Fonden med stort set alt, hvad der skal bruges for at gennemføre undervisningen. Om materialet siger han bl.a.: ”Eleverne er glade for, at der er noget materiale ud over bøger. De får flere ”aha-oplevelser” over ting, de måske ikke havde fået ved blot at læse om emnerne”.

    Torben Venning udtrykker generelt, at materialer og udstyr fra LIFE Fonden er med til at motivere eleverne yderligere i naturfagsundervisningen: ”Det vigtigste er jo, hvis man kan tilføje sine elever en dosis begejstring for det naturfaglige, for den begejstring kan sætte sig i dem, og måske være med til at gøre, at de senere i livet vælger at gå den vej uddannelsesmæssigt.”

    Ud af klasselokalet og ind på ”LIFE”

    Eleverne synes også, det er sjovt at komme ud af klasselokalet og på besøg på LIFEs campus. Her har 5. og 6. klasse fra Hillerød Privatskole netop gennemført forløbet ”Enzymjagten”. LIFE Fonden stod for undervisningen, der foregik i et af deres imponerende laboratorier.

    En af eleverne, der deltog, Jonathan Jensen, synes selv, at han har fået meget ud af forløbet: ”Det er dejligt at se det, man har læst i bøgerne i den rigtige verden, så de billeder man får i hovedet, når man læser, bliver mere virkelige. Det gør det nemmere at forstå, hvad der står i bøgerne. I det her forløb med LIFE, kan man virkelig få lov til at se sit potentiale indenfor det her område.”

    Behov for flere med STEM-kompetencer

    LIFE Fonden ønsker at bidrage til, at flere får åbnet øjnene for de muligheder, det giver at uddanne sig inden for STEM-området. Christine Antorini, direktør for LIFE Fonden, udtrykker vigtigheden i og behovet for, at flere i det danske samfund både kan og ved noget indenfor STEM-paletten, bl.a. hvis vi skal kunne bidrage til at løse nogle af de globale problemer som eksempelvis klimakrisen. Det handler dog ikke kun om at få flere til at uddanne sig inden for STEM-fagene, understreger Christine Antorini: ”Vi kunne godt tænke os, at alle børn får en naturvidenskabelig almendannelse med sig, som gør dem i stand til at drøfte nogle af de etiske dilemmaer, der følger med, når vi bruger teknologi og videnskab i verdenen. Når man gennemgår et LIFE-forløb hos os, vil der derfor altid være et element af en samfundsudfordring, man drøfter. Og vi oplever også, at det er noget, der særligt fanger elevernes interesse og motivation.

    Kodeks for samfundsansvar

    Medlemsskolerne af Danmarks Private Skoler har vedtaget et fælles kodeks for samfundsansvar, som blandt andet består af 7 konkrete samfundsløfter, der gavner samfundet. Et af løfterne, ”Skolen til fremtiden”, handler om, at skolerne skal iværksætte aktiviteter og indsatser, der gør, at skolernes udvikles med henblik på at forberede og give eleverne kompetencer til det liv og arbejdsliv, de vil opleve i en nærtstående fremtid. Aktiviteter og indsatser med fokus på STEM-fagene er et godt eksempel på dette, da der i fremtiden vil være endnu større efterspørgsmål på kompetencer indenfor disse fag.

    LIFE Fondens campus i Lyngby


    5. og 6. klasse fra Hillerød Privatskole til undervisningsforløbet “enzymjagten” på LIFE Fondens campus
  • Debat | Private og offentlige velfærdsudbydere er hinandens forudsætninger

    Debat | Private og offentlige velfærdsudbydere er hinandens forudsætninger

    “Det er tydeligt, at det danske velfærdssamfund står over for store udfordringer. Fremskrives udviklingen, forudses helt uoverstigelige vanskeligheder i forhold til bl.a. finansiering, rekruttering og organisering. Der er hverken penge eller personale nok til at imødekomme de stigende krav. Velfærdssamfundets udfordringer kan kun løses på lang sigt, hvis stat, kommuner, frie, private og selvejende udbydere af ”velfærd” samarbejder, supplerer hinanden og bidrager”, skriver Karsten Suhr i et debatindlæg i Skolemonitor d. 28. oktober under overskriften “Private og offentlige velfærdsudbydere er hinandens forudsætninger”. Læs debatindlægget på Skolemonitor her

    Foreningens indsendte debatindlæg:

    Private og offentlige velfærdsudbydere er hinandens forudsætninger

    Det er nødvendigt at gøre op med forestillingen om, at det offentlige og det private er hinandens modsætninger. Derimod skal der samarbejdes, hvis det skal sikres, at der også i fremtiden er mangfoldige tilbud af høj kvalitet til børn, unge, udsatte, patienter og ældre.

    Det er tydeligt, at det danske velfærdssamfund står over for store udfordringer. Fremskrives udviklingen, forudses helt uoverstigelige vanskeligheder i forhold til bl.a. finansiering, rekruttering og organisering. Der er hverken penge eller personale nok til at imødekomme de stigende krav. Velfærdssamfundets udfordringer kan kun løses på lang sigt, hvis stat, kommuner, frie, private og selvejende udbydere af ”velfærd” samarbejder, supplerer hinanden og bidrager.

    Tættere samarbejde og mere frihed

    Blå blok er i valgkampen tydelig om nødvendigheden af at gøre op med forestillingen om, at frie og private løsninger står i modsætning til statens og kommunernes velfærdstilbud. Også Mette Frederiksen (S) meddelte ved Folketingets åbning, at regeringen ønskede en helhedsplan for velfærdssamfundet. En helhedsplan, der, ifølge Mette Frederiksen, bl.a. vil indeholde: ”Et tættere samarbejde mellem offentlige og private aktører. Mere frihed til både medarbejderne og lederne. Og vigtigst. Mere frihed til borgerne.”

    Modstanden er kontraproduktiv

    Det er positivt. For det må bare konstateres, at borgernes mulighed for selvbestemmelse er under pres, og at mange frie og private aktører inden for velfærdsområderne, inden for de seneste år, er blevet sat under en myndighedskontrol, der gør det vanskeligere at tilbyde alle borgere et reelt alternativ – en anderledes måde at få løst opgaverne på. Modstanden mod at lade private aktører fungere inden for velfærdsområderne er en bekymrende tendens, der er kontraproduktiv i forhold til de problemer, som samfundet står overfor.

    Vi er ”med”

    Når politikerne siger ”mere frihed til borgerne” er vi i den frie og private skolesektor naturligvis med. At kunne vælge frit, hvordan – og hvor – ens barn skal undervises og opdrages, er for os at se et udtryk for den demokratiopfattelse, vi har i Danmark. Vi tror på den personlige frihed og det personlige ansvar. Vi ved, at også andre institutioner end de offentlige kan løse væsentlige velfærdsopgaver. Det ved også forældrene til de 120.000 børn og unge, der går på en fri grundskole i Danmark.

    Vi har et medansvar

    Som frie og private skoler er vi både bidragsydere og modtagere i et samfundsperspektiv.

    Vi vil fortsat levere et betydende bidrag til det danske samfund ved at vægte og udleve værdier og skabe anderledes løsninger på skole og uddannelse – og på andre forhold, som samfundet har brug for.

    Som arbejdspladser har vi medansvar for at skabe og udvikle kommende generationers lærere og pædagogiske ledere. Der kommer ikke engagerede studerende til læreruddannelsen, hvis de ikke har tiltro til, at de også kan opnå et spændende job på en attraktiv arbejdsplads. Det er bl.a. en arbejdsplads, hvor den enkelte medarbejder i høj grad er frisat til at udfolde sin faglighed i et ansvarligt samarbejde med elever, kollegaer, ledelse og forældre. Som frie og private skoler vil vi gennem konkrete indsatser og aktiviteter vise, hvad vi står for gennem stort engagement i skolens indre liv og i det omkringliggende samfund. Vi har masser af erfaringer, vi gerne vil dele med omverdenen, f.eks. om anderledes måder at gribe undervisning og pædagogik an. Men også om så meget andet. Vi har selv glæde af tætte samarbejder med andre uddannelsesinstitutioner, både med andre frie og private skoler og med offentlige skoler – grundskoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Vi vil gerne udveksle viden på tværs.

    Opfordring til pragmatisk dialog

    Velfærdssamfundets udfordringer løses kun, hvis stat, kommune og de frie og private udbydere af ’velfærd’ samarbejder til borgernes bedste.
    Det er vores håb, at samarbejdet mellem offentlige og ikke-offentlige aktører, også efter en valgkamp, kan udvikles i et tæt samarbejde, og hvor vi kan blive fri for de allermest dogmatiske og ideologiske markeringer. Hvis vi kan skabe en pragmatisk dialog, kan vi også skabe et godt samarbejde, der kan bidrage til løsning af mange af de problemstillinger vores samfund står overfor.

  • Mundtlig beretning 2022

    Mundtlig beretning 2022

    Formand for Danmarks Private Skoler, Karsten Suhr, har afgivet bestyrelsens mundtlige beretning på foreningens årsmøde d. 28. oktober 2022.

    Læs den mundtlige beretning her:

  • Ungdomspolitikere i debat på N. Zahles Gymnasieskole; klima, elevfordeling og trivsel

    Ungdomspolitikere i debat på N. Zahles Gymnasieskole; klima, elevfordeling og trivsel

    Folketingsvalgkampen er i gang, og på N. Zahles Gymnasieskole har man fokus på at motivere eleverne til at tage stilling til politik. Derfor havde gymnasieskolen i samarbejde med Danmarks Private Skoler inviteret en række ungdomspolitikere forbi til en paneldebat.

    Kantinen på N. Zahles Gymnasieskole var fyldt godt op med elever, der var mødt op for at høre paneldebatten. Eleverne havde på forhånd stemt om, hvilke politiske temaer, der skulle diskuteres. Det blev henholdsvis ’klima’ og ’uddannelse’. Debattens moderator, Lukas, der er tidligere elev på Zahles, lagde da også ud med at sige, at ”paneldebatten kan give jer, som førstegangsvælgere, mere indblik i nogle af de temaer, der er særligt vigtige for jer”.

    Uenighed om løsninger på klimakrisen

    Det første tema, der blev debatteret, var klima, og her var det tydeligt, at debatten ikke gik på, hvorvidt en klimakrise eksisterer, men på, hvordan den skal løses. Ungdomspartierne var overordnet enige om, at der skal gøres noget ved klimakrisen. De var derimod uenige om bl.a. landbrugets rolle i løsningen. Clara Halvorsen fra Radikal Ungdom sagde blandt andet: ”Vi skal omlægge landbruget til at være mere plantebaseret og generelt tænke nye måder at lave landbrug. Vi skal udvikle og ikke afvikle landbruget”. Som modsvar udtalte Maria Ladegaard fra Venstres Ungdom: ”Folk stopper ikke med at spise kød, bare fordi vi omlægger produktionen. Kød vil i stedet blot i større grad blive importeret fra udlandet”.

    Det unge publikum lyttede nysgerrigt med, og det var tydeligt at klimadebatten var særligt vigtig for dem. Eleverne holdt sig heller ikke tilbage, da de fik mulighed for at stille paneldeltagerne spørgsmål. Der blev bl.a. stillet spørgsmål som: Hvor skal vi finde plads til en masse nye vindmøller? Hvorfor fylder biodiversitetskrisen så lidt i forhold til klimakrisen? Og – højaktuelt – hvorfor bruger partierne så mange ressourcer på valgplakater og flyers, når de samtidig prædiker om klima?

    ”Elever skal ikke være forsøgskaniner”

    Selvom tonen var meget respektfuld og rolig, var det tydeligt, at der var større forskelle i ungdomspartiernes holdning til debatemnet ’elevfordeling’.

    En politisk aftale om elevfordeling på gymnasieområdet betyder, at elever fra og med 2023, i såkaldte fordelingszoner, primært i storbyerne, fordeles ud fra en model, som lægger vægt på deres forældres økonomiske vilkår.

    Maria Ladegaard fra Venstres Ungdom udtalte: ”Det er noget svineri. Det er forkert at fordele elever ud fra, hvor meget deres forældre tjener. Det ville klæde politikerne at have mere respekt for de unges valg og ønske om, hvor de vil gå på gymnasiet”. Christian Holst Vigilius fra Konservativ Ungdom tilføjede: ”Elever skal ikke bruges som forsøgskaniner til at løse integrationsproblemer”.

    De røde partier lagde modsat vægt på, hvordan elevfordeling holder hånden under gymnasier, der ellers vil lukke, og på vigtigheden i, at elever møder samfundsgrupper, der ikke nødvendigvis ligner dem selv.
    Forskellen mellem rød og blå blok blev trukket tydeligt op.

    Da eleverne fra Zahles selv fik mulighed for at stille spørgsmål til temaet om elevfordeling, spurgte en elev kækt: ”Hvordan bidrager elevfordelingsaftalen til mistrivselskrisen blandt de unge?”. Det viste sig at være et af de sværere spørgsmål at svare på for paneldeltagerne.

    Vigtigt at styrke engagementet i demokratiet

    I en valgkamp er det oplagt at give ungdomspartierne en platform, hvorfra deres forskellige politiske holdninger når ud til andre unge, herunder en del førstegangsvælgere. Både N. Zahles Gymnasieskole og foreningen Danmarks Private Skoler ønsker at styrke elevernes politiske nysgerrighed, interesse for samfundsanliggender og deres engagement i demokratiet.

    Forpligtende fællesskab, frihed og demokrati er grundlæggende værdier i vores samfund. Danmarks Private Skolers medlemsskoler iværksætter aktiviteter og indsatser med fokus på rettigheder og konventioner (#de7samfundsløfter), herunder aktiviteter med fokus på demokrati. Der findes mange måder at arbejde med frihed, folkestyre, rettigheder og demokratisk dannelse på i skolen. Målet er bl.a. at give eleverne evnen til at kunne sætte sig i andres sted, evnen til selvbestemmelse over egne vilkår og holdninger og medbestemmelse i udformningen af vores samfund.  

    Paneldeltagere:

    Danmarks Socialdemokratiske Ungdom – Katrine Evelyn Jensen. 
    Venstre Ungdom – Maria Ladegaard. 
    Konservativ Ungdom – Christian Holst Vigilius
    Alternativet Ungdom – Christina Olumeko
    Socialistisk Folkeparti Ungdom: Alexander Blavnsfeldt Radikal Ungdom – Clara Halvorsen

  • Årsberetning 2022

    Årsberetning 2022

    Foreningens årsberetning 2022 er nu offentliggjort som en del af foreningens hjemmeside.

    Find ”Årsberetning 2022” her

    Foreningens årsberetning består som altid af en række elementer:

    Skriftlig beretning

    Den skriftlige beretning 2022 består af en række temaartikler. Den skriftlige årsberetning kan også læses eller downloades som samlet pdf.

    Hvem er hvem?

    Under ”Hvem er hvem?”  kan man få et overblik over foreningens bestyrelse og sekretariat samt over de udvalg og netværk, der er tilknyttet foreningen.

    Tal og Statistik 2022

    Under ”Tal og statistik” kan man finde foreningens regnskab for 2021 og foreningens forslag til budget for 2023. Man kan desuden finde oplysninger om bl.a. elevtal, skolepenge, ansatte og løn på foreningens medlemsskoler.

    Medlemsskoler

    Under “Medlemsskoler” kan man se alle skoler, der er medlem af foreningen Danmarks Private Skoler.

    Årsmøde 2022

    Under “Årsmøde 2022” kan man læse eller genlæse den formelle årsmødeindkaldelse, programmet for årsmødet samt finde link til foreningens vedtægter og til tilmeldingen til årsmødet.

  • Fakta 2022

    Fakta 2022

    I forbindelse med folketingsvalget har vi udgivet ”Fakta 2022 – Danmarks Private Skoler”

    Skole og undervisning er et centralt politisk tema, som indeholder mange følelser, holdninger, oplevelser og værdipolitiske markører.

    Vi ser gerne, at de politiske drøftelser om skoleformen sker på et så faktuelt grundlag som muligt.

    Med ”Fakta 2022 – Danmarks Private Skoler” giver vi, i overskuelig form, skoler og andre interesserede adgang til fakta om bl.a.:

    Foreningen og skoleformen, antal skoler og elever, tilskud og koblingsprocent, fripladser, resultater, undervisningseffekt og løfteevne, mønsterbrydere, elever med særlige behov og meget mere.

    Få flere informationer om “Fakta 2022” her

    Åben eller download “Fakta 2022” her:

  • Trivselsinitiativ | Privatskole lader de ældste elever møde senere

    Trivselsinitiativ | Privatskole lader de ældste elever møde senere

    På Th. Langs Skole har de ændret skoledagen for de ældste elever i forventning om, at det bliver en gevinst for undervisningen og de unges trivsel.  

    Th. Langs skole i Silkeborg har i et 3 -årigt forsøg valgt at lade deres ældste elever møde klokken 9 om morgenen i stedet for klokken 8. Unge mellem 13-21 år oplever nemlig et såkaldt faseskifte, som gør det svært for dem at falde i søvn før midnat og dermed få den søvn, de har brug for. Erfaringer fra andre skoler har vist, at en senere mødetid har en gavnlig effekt både for elevernes trivsel og deres læring.

    Om forsøget siger skolens leder, Tine Kristiansen, bl.a.: ”Der er så meget forskning, der viser, at unge mennesker har et anderledes søvnmønster. Så hvorfor lave undervisning kl. 8 om morgenen, når deres hjerner ikke er klar til det der? Vi arbejder altid på at udvikle skolen og gøre det, der er behov for. Vi tror ikke på, at man skal lave skole for vanens skyld, men for vores børn og unges skyld. Det er vores generelle tankegang ”.

    Th. Langs Skole iværksatte forsøget lige efter sommerferien, og både elever og lærere er allerede meget positive omkring resultaterne. ”Vores lærere siger, at børnene er mere vakse, mere klar, gladere, og de har en bedre tone. De er også mere opmærksomme på hinanden. Faktisk er det ikke kun om formiddagen, de er mere klar og med i undervisningen, men også sidst på eftermiddagen. Det virker til at have en effekt over hele dagen”, siger Tine Kristiansen.

    Friheden til at gøre noget anderledes

    De frie grundskolers skoleform har stærk tradition for at skabe en skole, der er skole til tiden og – via dens fremsynethed – skolen til fremtiden. Frie og private skoler skal leve op til en række krav til beskrivelsen af skolens mål og planer for undervisningen, men de har samtidig frihed til at sammensætte undervisningstilbuddet på en anderledes måde. Det kan man blive inspireret af. På Th. Langs har man valgt at skære 5 minutter af lektionerne, så de i stedet for at vare 65 minutter nu varer 60 minutter. Eleverne får altså ikke en time senere fri for at kompensere for den time, de møder senere. Den tid som underviserne får i overskud, bliver i stedet brugt på såkaldte ”booster timer” til eleverne. F.eks. kan underviserne indlægge en ekstra time med læsetræning eller andre faglige aktiviteter, som de vurderer, at en eller flere elever har brug for.

    Kodeks for samfundsansvar

    God trivsel blandt skoleelever er alfa og omega i forhold til at udvikle sig positivt i skolen og undgå problemer. Derfor er det vigtigt, at man, ligesom Th. Langs Skole, har fokus på, hvordan man kan forbedre trivslen blandt eleverne.
    Medlemsskolerne af Danmarks Private Skoler har vedtaget et fælles kodeks for samfundsansvar, som blandt andet består af 7 konkrete samfundsløfter. Et af løfterne, med overskriften ”Skolen som forebyggende instans”, handler om, at skolerne skal lave aktiviteter og indsatser med det formål at mindske mistrivsel blandt eleverne. Mistrivsel kan føre til alvorlige problemer med betydning for det enkelte individ – og dermed også for samfundet.
    Et andet af skolernes samfundsløfter går under overskriften ”Skolen til fremtiden”. Det handler om at udvikle og nytænke skolen. Th. Langs skole har med deres initiativ formået at lave en indsats, der har fokus på elevers trivsel. Samtidig udviser skolen initiativ ved at gøre noget anderledes for at skabe de bedste forudsætninger for deres elever her og nu – i fremtiden.

  • Civilsamfundsalliance: Energipriser udfordrer foreninger, private dagtilbud og skoler!

    Civilsamfundsalliance: Energipriser udfordrer foreninger, private dagtilbud og skoler!

    Alliance sender i fællesskab et opråb til politikerne. Det er afgørende, at der bliver fundet en politisk løsning på de konkrete udfordringer, som energikrisen stiller civilsamfundet over for.  

    En alliance bestående af Landdistrikternes Fællesråd, DGI, Daginstitutionernes Landsorganisation, Højskolerne, Efterskolerne, Friskolerne og Danmarks Private Skoler gør opmærksom på, at især børn og unge kan blive hårdt ramt af de stærkt stigende energipriser. Alliancen er bekymret for, at energiprisernes himmelflugt indebærer, at frie og private dagtilbud, skoler og foreningslivet ikke kan betale energiregningerne, og at dette ultimativt kan føre til lukning af tilbuddene.

    Alliancen problematiserer, at frie, private selvejende institutioner, der modtager kommune- og statstilskud, typisk ikke er omfattede af de statslige ordninger og puljer, der tildeles private virksomheder/institutioner. På den korte bane ønsker alliancen, at både kultur- og foreningsliv samt private selvejende institutioner indtænkes i den afdragsordning, som den nuværende regering arbejder på.

    Alliancen har kendskab til konkrete skoler og institutioner, der er allerede nu er lukningstruede som konsekvens af de stigende energipriser. Dette understøtter sagens alvor. Det er afgørende, at der bliver fundet politiske løsninger, der medtænker foreningslivet og de frie og private dagtilbud og skoler, der varetager væsentlige samfundsopgaver og er omdrejningspunktet for mange børn og unges liv.

    Alliancen har bl.a. udsendt en pressemeddelelse og henvendt sig til relevante politikere for rette opmærksomheden på udfordringerne.

    Alliancen består af Landdistrikternes Fællesråd, DGI, Daginstitutionernes Landsorganisation, Højskolerne, Efterskolerne, Friskolerne og Danmarks Private Skoler

  • Flere grønne privatskoler: ’At passe på miljøet er en vigtig værdi’

    Flere grønne privatskoler: ’At passe på miljøet er en vigtig værdi’

    Fokus på klima, miljø og bæredygtighed har længe været en del af samfundsagendaen. Nu ses det også, at flere frie og private skoler tager den grønne dagsorden til sig med indsatser og aktiviteter, der rækker ud over undervisningen, og som bidrager til fællesskabet i mere bred forstand, herunder ved at gøre en indsats for klima, miljø og bæredygtighed.

    Nogle skoler tager skridtet og bliver certificeret som Grøn Skole. Grøn Skole er et program, der guider til en bæredygtig udvikling af skoler, hvor formålet bl.a. er at bidrage til, at børn og unge bliver aktive medborgere, der kan tage hånd om naturen og miljøet.
    For at blive Grøn Skole, skal skolen leve op til en række kriterier, og det har bl.a. Rygaards skole formået, hvor Skipper Clement Skole fortsat er i processen.

    Rygaards skole har hejst det grønne flag

    På Rygaards skole i Gentofte er det lykkedes at blive certificeret Grøn Skole, men arbejdet med at styrke den grønne profil fortsættes.

    Et af kravene for at være Grøn Skole er, at man som skole laver konkrete tiltag, som har betydning for skolens grønne fodaftryk. På Rygaards skole har man bl.a. iværksat et samarbejde med Elis, der både er CSR- og verdensmålcertificeret. Elis forsyner skolen med miljøvenlige rengøringsartikler, og skolens klude mm. bliver vasket på Elis miljøoptimerede vaskerier. Lige nu har skolen også stort fokus på at reducere forbruget af emballage, og de har derfor eksempelvis en ”waste-free day”, hvor skolens elever medbringer madpakker, hvor der ikke er noget emballage, der skal smides ud.

    På Rygaards skole er deres mission, ”at alle på skolen skal lære noget og tage det med sig videre og gøre verden til et bedre sted. Det handler om at give eleverne nogle gode værdier med på vejen”, udtaler skolens skoleleder, Elsebeth Trap. Og netop det at passe på miljøet, mener hun, er en vigtig værdi at give eleverne med videre.

    Skipper Clement Skole på vej til at blive Grøn Skole

    På Skipper Clement Skole i Aalborg er man midt i processen til at blive certificeret Grøn Skole, og lige nuer skolen ved at samle et team, bestående af bestyrelsesmedlemmer, medarbejdere og elever, der skal være primus motor på projektet. Dog er skolen allerede godt på vej til at blive Grøn Skole, bl.a. producerer skolen selv strøm, og der er kommet et grønt beplantet tag på skolens nyeste bygning.

    Der er flere grunde til, at skolen godt kunne tænke sig at blive Grøn Skole. En af grundene er bl.a., at skolen oplever, at eleverne selv har været med til at skabe motivationen: ”Vi har faktisk oplevet, at elever selv har spurgt, hvorfor vi bruger engangsservice og smider plastik ud, og det sætter altså tankerne i gang, når det ligefrem er nogle af eleverne selv, der er first movers”, siger Peter Würtz, skoleleder på Skipper Clement Skole.

    Kodeks for samfundsansvar

    Medlemsskolerne af Danmarks Private Skoler har vedtaget et fælles kodeks for samfundsansvar, som blandt andet består af 7 konkrete samfundsløfter, der gavner samfundet. Et af løfterne, med overskriften ”Skolen og omverdenen”, handler om, at skolerne aktivt skal gøre en positiv forskel for det store fællesskab, de er en del af – det omkringliggende samfund. Det kan eksempelvis ske ved, at skolerne prioriterer systematiske indsatser for at fremme miljømæssig bæredygtig udvikling.

  • #Skolechat | Ny podcast sætter den danske skole til debat 

    #Skolechat | Ny podcast sætter den danske skole til debat 

    I en ny podcast-serie, #Skolechat, produceret for Danmarks Privat Skoler, debatterer politikere og meningsdannere aktuelle udfordringer i og omkring skolen i Danmark og svarer på spørgsmål som: Skal skolen sættes fri? Skal staten bestemme, hvor eleverne skal gå i skole? Er folkeskolen ved at tabe til privatskolen? Og hvem bestemmer egentlig, hvad skolen skal? 

    Find podcastserien #Skolechat her. Podcasten er tilgængelig på Apple Podcast, Spotify, Google Podcast og Spreaker

    Læs mere om podcasten og de enkelte episoder her

    Debatten om skolen i Danmark synes aldrig at tabe energien. I disse dage er der ikke et medie, der ikke beskæftiger sig med temaer omkring skolen. SF’s opsigelse af Folkeskoleforliget, ”den ulighedsskabende skole”, den dalende faglighed og trivsel, forældrenes valg af private skoler og elevfordelingen i gymnasierne er blot nogle af de temaer, der skaber overskrifter og fylder i mediernes debatsektioner. Det er tydeligt, at ”skole” er på vej til at blive et af de helt store valgkampstemaer. #Skolechat – en ny podcastserie – giver et godt indblik i holdningerne i dansk skolepolitik her og nu. Det er foreløbigt blevet til fire stærke og levende debatter, der hver for sig og tilsammen giver et godt indblik i dansk skolepolitik. 

    Første episode af #Skolechat offentliggøres den 19. august på Apple Podcast. #Skolechat – programmet, der sætter den danske skole til debat, er produceret af Why Consulting for Danmarks Private Skoler. Hør en introduktion til podcastserien her

    #Skolechat – programmet, der sætter den danske skole til debat

    (Links til de enkelte episoder aktiveres på offentliggørelsesdagen)

    Episode 1. Er folkeskolen ved at tabe til privatskolen?

    Offentliggjort 18. august 2022 

    Er folkeskolen ved at tabe til privatskolen? Ser vi et a- og et b-hold blandt de danske skoleelever? Har kritikerne ret, når de siger, at en skæv elevfordeling er ved at ødelægge sammenhængskraften? 

    Medvirkende: 

    Charlotte Broman, undervisningsordfører for SF 

    Ole Birk Olesen, Folketingsmedlem for Liberal Alliance 

    Karsten Suhr, formand for Danmarks Private Skoler 

    Vært: Lasse Marker 

    Episode 2. Skal staten bestemme, hvor eleverne skal gå i skole?  

    Offentliggjort d. 25. august 2022

    Skal staten bestemme, hvor eleverne skal gå i skole? Skal eleverne fordeles efter deres forældres indkomst? Og er det skolens opgave at komme problemer med parallelsamfund til livs? 

    Medvirkende:  

    Jens Joel, undervisningsordfører for Socialdemokratiet 

    Mette Thiesen, undervisningsordfører for Nye Borgerlige 

    Karsten Suhr, formand for Danmarks Private Skoler 

    Vært: Lasse Marker 

    Episode 3. Skal skolen sættes fri?  

    Offentliggjort d. 1. september 2022

    Er de frie og private skolers frihed under pres? Skal folkeskolen sættes mere fri? Og hvor fri skal de danske skoler egentlig være?  

    Medvirkende:  

    Jacob Fuglsang, uddannelsesredaktør på Politiken 

    Morten Dahlin, ungeindsatsordfører for Venstre 

    Karsten Suhr, formand for Danmarks Private Skoler 

    Vært: Lasse Marker 

    Episode 4. Hvem bestemmer, hvad skolen skal? 

    Offentliggjort d. 9. september 2022

    Det er politikerne, der bestemmer landets love, men embedsværket, der er med til at formulere og implementere dem.  

    Spørgsmålet er, hvordan det står til med magtbalancen mellem de politikere og det embedsværk, der til sammen bestemmer, hvad skolerne i Danmark skal.  

    Medvirkende:  

    Christine Antorini, tidligere socialdemokratisk undervisningsminister  

    Peter Loft, tidligere departementschef 

    Karsten Suhr, formand for Danmarks Private Skoler 

    Vært: Lasse Marker 

  • Finanslovsforslag 2023

    Finanslovsforslag 2023

    Regeringen har d. 31. august fremlagt forslag til finanslov for 2023 (FFL 2023), herunder forslag til tilskudsforhold for de frie grundskoler og de private gymnasiale uddannelser.

    Det er regeringens sidste finanslovsforslag, inden der skal udskrives et folketingsvalg. I forbindelse med offentliggørelsen af finanslovsforslaget, udtaler formand for Danmarks Private Skoler, Karsten Suhr, bl.a.:

    ”Vi er glade for, at der ikke i finansforslaget lægges op til grundlæggende ændringer i tilskuddet til vores skoleform. Det kunne man ellers godt have forestillet sig som en form for valgoplæg fra regeringens side. Vi husker jo alle, hvordan tilskuddet til de frie grundskoler blev det helt store valgtema i 2019 på baggrund af Socialdemokratiets forslag om at nedsætte koblingsprocenten til 71 %.”

    Frie grundskoler

    For finansåret 2023 foreslås der ingen ændringer i tilskuddet til de frie grundskoler. Koblingsprocenten vil fortsat være fastsat til 76 %. De gennemsnitlige takster stiger dog med knapt 5 %. Dette skyldes en høj pris- og lønregulering samt stigende udgifter i folkeskolen.

    Specialundervisning

    Der er afsnøret yderligere 40 millioner til specialundervisning. Dette svarer til skoleforeningernes indstilling. Karsten Suhr forklarer, at antallet af specialundervisningselever over de seneste år er steget omkring 10 % (pr. år):

    ”Der er gennem mange år sket en stor forøgelse af antallet af elever med særlige behov på de frie og private grundskoler. Skoleforeningerne har derfor fundet det nødvendigt at hæve det afsnørede beløb for at efterkomme skolernes behov.”.

    Der må forventes ændringer i de udmeldte specialundervisningstakster. De endelige takster udregnes i forbindelse med finanslovens vedtagelse på basis af det faktiske antal specialundervisningselever, der indberettes ifm. elevtal d. 5. september.

    Fripladspuljen

    Fripladspuljen til de frie grundskolers elever er en selvstændig post på finansloven. Der kan identificeres en ganske svag øgning af puljen grundet almindelig regulering. Foreningen har gennem mange år været fortaler for, at fripladspuljen øges markant. Karsten Suhr ærgrer sig:

    ”De midler, der afsættes til fripladspuljen er helt utilstrækkelige. En forøgelse af fripladspuljen vil medføre et mere reelt frit skolevalg. Skolepengene skal ikke være en hindring for forældres valg af en fri og privat skole.”

    De private gymnasiale uddannelser

    Der er heller ikke sket ændringer i tilskudsmodellen for de private gymnasiale uddannelser. Også her er der sket en takststigning på baggrund af en pris- og lønregulering. Den reelle takst bliver dog mindre. Dette skyldes bl.a., at sektoren skal være med til at finansiere udgifterne i forbindelse med den elevfordelingsmodel, der træder i kraft pr. 2023. En del af denne finansiering sker via en nedsættelse af færdiggørelsestaxameteret. Om dette siger Karsten Suhr:

    ”Vi finder det naturligvis særligt ærgerligt, at vi skal hjælpe med at betale udgifter til en elevfordelingsmodel, som vi grundlæggende er imod.”

    Forhandling om ændret takstmodel i vente

    I forbindelse med aftalen om elevfordelingsmodellen på de gymnasiale uddannelser blev det besluttet, at der skulle forhandles om en ændret takstmodel for de offentlige gymnasiale uddannelser. Dette er ikke sket endnu. Da de private gymnasiers statstilskud er relateret til de offentlige gymnasiers udgifter, er foreningen fortsat yderst opmærksom på disse forhandlinger.

    Vikarkasse og fripladskasse

    Bevillingen til vikarkassen og fripladskassen på for de private gymnasiale uddannelser er uændret i finanslovsforslaget for 2023.

    Der er tale om et forslag til finanslov. Intet er vedtaget endnu

    Regeringen har nu præsenteret finanslovsforslaget. Oftest er finanslovsaftalen på plads i november og endeligt vedtaget i december. Der har dog forekommet undtagelser fra dette. Vedtagelsen af finansloven er bl.a. blev stærkt forsinket i år, hvor forhandlingsperioden falder sammen med et folketingsvalg. De fleste forventer, at Statsministeren snarligt vil udskrive valg.

    Orienteringsbreve om finanslovforslaget for 2023 og tilskudsberegnere

    Ministeriet udsender hvert år orienteringsbreve til uddannelsesinstitutionerne om finanslovforslaget og ændringsforslag til finanslovforslaget. De fremsatte takstforslag samt tilskudsberegnere for henholdsvis de frie grundskoler og private gymnasiale uddannelser kan findes under Værktøjer for medlemsskoler, Statstilskud.

  • Folkemødet | ”Hvordan ser de frie skoler deres sociale ansvar?”

    Folkemødet | ”Hvordan ser de frie skoler deres sociale ansvar?”

    På Folkemødets anden dag inviterer vi, Danmarks Private Skoler, sammen med Frie Skolers Lærerforening, til et debatarrangement om skolers sociale ansvar, elevfordeling og det frie skolevalg.

    Overskriften på folkemødedebatten er ”Hvordan ser de frie skoler deres sociale ansvar?”.

    Nærmest til at svare på det spørgsmål er nok formand for Frie Skolers Lærerforening, Monica Lendal Jørgensen og Danmarks Private Skolers egen formand, Karsten Suhr, der begge er en del af debatpanelet.

    Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS og Mie Dalskov Phil, chefanalytiker og projektchef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er også inviteret. De vil uden tvivl præsenterer deres analyser og forskellige holdninger til elevsammensætningen i frie og private skoler. Jens Joel, børne- og undervisningsordfører hos Socialdemokratiet, vil, som en del af debatpanelet, sandsynligvis argumenterer for nødvendigheden af blandende skoler – både når det gælder folkeskoler og frie og private skoler.

    At tage socialt ansvar er en del af det at være en samfundsansvarlig skole

    Hvad er egentlig skolens opgave? Danmarks Private Skoler mener, at skolens kerneopgave er at tilbyde kvalitetsuddannelse. Kerneydelsen er dannelse og uddannelse af eleverne. Med udgangspunkt i det, der er skolen, yder skolen sine samfundsmæssige bidrag. Skolens samfundsansvar bør være rettet mod individet i skolen, fællesskabet i skolen og fællesskabet, som skolen er en del af; det omkringliggende samfund. Skolers samfundsansvar skal ses i et bredt perspektiv. Det sociale ansvar er blot en del det samfundsansvar, som skolen skal tage.

    Skolens mangfoldighed og rummelighed

    Medlemsskolerne i Danmarks Private Skoler har vedtaget et kodeks for samfundsansvar og 7 konkrete samfundsløfter. Det betyder, at skolerne har eller skaber konkrete indsatser og aktiviteter inden for 7 kernetemaer, der ultimativt er til gavn for samfundet. Flere af disse samfundsløfter berører de temaer, der traditionelt trækkes frem, når man taler om skolers sociale ansvar, blandet andet samfundsløftet ”Skolens mangfoldighed”, der omhandler initiativer, der understøtter optag og udvikling af alle børn og unge, uanset social baggrund – og samfundsløftet ”Skolens rummelighed og resultater”, der omhandler initiativer, der understøtter ansvarligt optag og positiv udvikling af alle elever, uanset deres faglige, fysiske eller psykiske udgangspunkt.

    Læs om foreningens kodeks for samfundsansvar og de 7 samfundsløfter.

    Fakta om frie og private skolers sociale ansvar

    De frie og private skolers tilbud er for alle dem, der kan tilslutte sig den enkelte skoles formål og værdier. Værdierne er afgørende for skoleformen, og lovgivningen anerkender dette ved at markere, at skolerne selv beslutter, hvem der kan optages. Dette handler udelukkende om muligheden for at sige nej tak til samarbejde med elever og forældre, der er uenige i skolens værdigrundlag. Det er vigtigt, at de forældre og elever, der deler værdierne, har en reel mulighed for at blive optaget på skolen. Elevernes særlige behov, sociale eller socioøkonomiske baggrund bør aldrig være en hindring for at gå på en fri og privat skole.

    Fakta er, at der siden 2014 har kunnet registreres en stigning i antallet af specialundervisningselever på de frie og private skoler. Der er tale om mere end en fordobling. Den frie og private skolesektor henstiller derfor selv til, at der afsnøres 404 millioner kr., svarende til 5,5 procentpoint, af skolernes driftstilskud til specialundervisning i 2023. (Læs mere om elever med særlige behov på frie og private skoler i boksen nederst i artiklen).

    Fakta er, at der er en blandet elevsammensætning på de frie og private skoler. De er ikke kun benyttet af de mest ressourcestærke forældre og elever. Tværtimod er elevsammensætningen i de frie og private skoler, ligesom i folkeskolerne, ganske bred og forskelligartet, når man ser på elevernes socioøkonomiske baggrund. Det viser en række undersøgelser.

    Samme datagrundlag, forskellige konklusioner

    Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), som Mie Dalskov Pihl repræsenterer, har lavet en undersøgelse om tilgangen til frie og private skoler og elevsammensætningen på disse. Mie Dalskov Pihl har tidligere fremlagt en kritik af de frie og private skoler med udgangspunkt i, at det er de ressourcestærke forældres børn, der går på de frie og private skoler. Hun argumenterer for, at det er vigtigt for sammenhængskraften i vores samfund, at velstillede børn også møder og er sammen med børn fra andre sociale lag.

    Den borgerlig-liberale tænketank CEPOS, som Karsten Bo Larsen repræsenterer, har, på baggrund af samme datagrundlag som AE anvender, undersøgt elevsammensætningen i landets frie og private skoler og i landets folkeskoler – og drager en anderledes konklusion. Hvis det er et problem, at der er en forskel på elevsammensætningen i frie og private skoler og folkeskolen, så er problemet relativt lille, mener CEPOS.

    CEPOS analyse viser, at alle samfundsklasser er repræsenteret i både de frie og private skoler og i folkeskolerne. Desuden viser analysen, at der lokalt kun er marginale forskelle mellem elevsammensætningen i de frie og private skoler og i folkeskolen. Endelig viser analysen, at der er langt større regionale forskelle i elevsammensætningen i folkeskolerne mellem forskellige typer af kommuner, end den forskel man lokalt finder mellem frie og private skoler og folkeskolerne.

    Karsten Bo Larsen (CEPOS) har i et debatindlæg om emnet spurgt: ”Hvad er problemet ved forskelle i elevsammensætningen mellem skoler? I forhold til elevernes faglige resultater er der f.eks. ikke et klart forskningsmæssigt belæg for, at der eksisterer en positiv klassekammerateffekt for elever i grundskolen.”

    Det reelle frie skolevalg

    Der er mange indfaldsvinkler og holdninger på spil, når samtalen går på elevsammensætningen på frie og private Skoler. Danmarks Private Skoler glæder sig over, hvor mange forskellige samfundsgrupper, der vælger den frie og private skole. Foreningen ønsker, at der fokuseres mere på dem, hvor en fri og privat skole fortsat ikke er en reel mulighed. Der er hidtil ikke fundet plads til en øgning af ”fripladspuljen”, der en selvstændig post på finansloven. Dette selv om de frie og private skolers behov for at give fripladser er stort. Derfor tager frie og private skoler sagen i egen hånd og finder økonomi til fripladser af midler hentet i det generelle tilskud. 70% af privatskolerne har deres eget interne friplads- eller fripladstilskudssystem.

    Elevfordeling og kraftige incitament-strukturer

    For nogle af dem, der mener, at elevsammensætningen på nogle folkeskoler og på de frie og private skoler er en udfordring, er løsningen ”elevfordeling” på folkeskolerne og kraftige incitament-strukturer på de frie og private skoler.

    Børne- og undervisningsordfører, Jens Joel (S), har meddelt et ønske om en tilsvarende elevfordelingsmodel for folkeskolerne som den, der er blevet lavet for gymnasierne, hvor eleverne opdeles efter forældrenes indkomst. Børnene skal gå på bestemte folkeskoler med det formål at skabe ”lige skoler”.

    Dette vil være enden på med det frie skolevalg i de offentlige skoler. Det vil altså være de forældre, der vælger det offentlige tilbud, der mister “det frie valg” i forbindelse med en elevfordeling. Det vækker bekymring hos en forening som Danmarks Private Skoler, der mener, at alle forældre – også dem, der ønsker folkeskolen – skal have mulighed for at vælge den skole, som de finder er bedst for deres barn.

    Det vækker også bekymring for de forældre, der ønsker en fri og privat skole. For hvilke greb vil politikerne bruge for at omgå den grundlovssikrede ret? Hvilke krav vil de lægge ned over de frie og private skoler for at hindre, at en elevfordelingsmodel i folkeskolen vil betyde en større tilgang til de frie og private skoler? I forbindelse med elevfordelingsaftalen for gymnasierne, er der netop sat et (tilskuds)loft over antal af elever, som de private gymnasier må optage.

    Mange emner, mange meninger Debatten på folkemødet rummer mange underemner – og et debatpanel med forskellige syn på folkeskolen og den frie og private skolesektor. Det er også et debatpanel, der repræsenterer forskellige holdninger og syn på samfundet. Hvor debatten ender, må tiden vise, men der er ingen tvivl om, at debattens moderator, Jonas Keiding Lindholm, direktør, Tænketanken Mandag Morgen, får sin sag for.

    Folkemødet 2022

    ”Hvordan ser de frie skoler deres sociale ansvar?” v. Frie Skolers Lærerforening og Danmarks Private Skoler

    Fredag den 17. juni kl. 9.00 – 10.00

    Debatten foregår i FTFa Teltet (G12)

    Deltagere:

    • Jens Joel, MF, Socialdemokratiet
    • Monica Lendal Jørgensen, formand, Frie Skolers Lærerforening
    • Karsten Suhr, formand, Danmarks Private Skoler
    • Karsten Bo Larsen, forskningschef, CEPOS
    • Mie Dalskov Phil, chefanalytiker og projektchef, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
    • Moderator: Jonas Keiding Lindholm, direktør, Tænketanken Mandag Morgen

    Elever med særlige behov på frie og private skoler

    Siden 2014 har der kunnet registreres en stigning i antallet af specialundervisningselever på de frie og private skoler. Der er tale om mere end en fordobling. Der er flere enkeltintegrerede specialundervisningselever i de frie og private grundskoler, end der er i folkeskolerne. Folkeskolerne har dog også rammer og vilkår til at lave specialklasser med fokus på bestemte behov. Den enkelte frie og private skole har sjældent en sådan elevvolumen, at det er muligt at samle en bestemt gruppe elever med samme udfordringer i en hel klasse.

    Mange elever, der har det svært, finder ro i nogle af de strukturer, som traditionelt præger mange frie og private skoler. Andre har behov for meget mere hjælp. Og så får de det. Har eleverne brug for særlige specialtilbud, er det dog i de fleste kommuner ude af den frie og private skoles hænder. Den frie og private skole kan f.eks. ikke visitere til specialskolen. Det kan skolelederen på distriktsfolkeskolen. Det kan betyde, at eleven må udskrives af den frie og private skole og indskrives i distriktsfolkeskolen for at få den hjælp, der er behov for. Mange steder er systemet også skruet sådan sammen, at det er distriktsfolkeskolen, der skal sende økonomiske midler med eleven til specialtilbuddet. Med det in mente kan man godt forstå, at folkeskolelederne bliver stramme i betrækket, når en elev fra et frit og privat tilbud må ”mellemlande” på distriktsfolkeskolen.

    Det afgørende for, om en elev med særlige behov kan gå på en fri og privat skole, er skolens mulighed for at skabe positiv udvikling for den enkelte elev. Skoleskift opleves ofte som problematiske. Opbyggede sociale relationer bliver sat på spil. Der tales meget om ”skoleskiftere” fra de frie og private skoler med årsag i elevers særlige behov. Det er mere sjældent, at de mange skoleskift, der sker fra én folkeskole til en anden adresseres. Mange elever flyttes fra én folkeskole i kommunen til en anden folkeskole i kommunen, fordi de enkelte folkeskoler specialiserer sig i bestemte grupper af elever med særlige behov og har bestemte specialklasser.

  • Folkemødet 2022 | Er embedsværkets magt et demokratisk problem?

    Folkemødet 2022 | Er embedsværkets magt et demokratisk problem?

    Det er de folkevalgte politikere, der beslutter landets love, men det er embedsværket i ministerierne, der udmønter og fortolker disse i bl.a. bekendtgørelser og vejledninger. Er der levnet for meget rum til embedsværkets fortolkning af de beslutninger, der er truffet af politikerne i Folketinget? Hvilke konsekvenser har eller kan det have for borgere, organisationer eller virksomheder?

    ”Er embedsværkets magt et demokratisk problem?” FRISKOLERNE og Danmarks Private Skoler stiller dette spørgsmål ved et fælles event på Folkemødet 2022. Et stærkt panel af personer med erfaringer fra det politiske liv, embedsværket og arbejdet i organisationer debatterer, om forvaltningen af de politiske beslutninger af og til går for vidt – og hvad det indebærer.

    Hvem beslutter egentlig de frie skolers rammer?

    Hvorfor er skoleforeninger for fri- og privatskoler optaget af dette spørgsmål? Fri- og privatskolerne har de seneste år oplevet en stærkt øget regulering i regler og rammevilkår. Denne regulering er ikke altid sket som følge af egentlige politisk besluttede ændringer i lovgrundlaget. Den statslige forvaltning har iværksat og implementeret væsentlige stramninger af de forhold som fri- og privatskolerne virker under. De politiske partier og ordførerne på Børne- og Undervisningsområdet har ikke været involveret i drøftelser og beslutninger om disse stramninger. Det er vel et demokratisk problem?

    Andre forklaringsmodeller

    Er magtbalancen mellem politikerne på Christiansborg og embedsværket blevet skæv? Eller er der andre forklaringsmodeller, når man som organisationer for fri- og privatskoler har en oplevelse af, at beslutninger på embedsmandsniveau har betydning for noget så fundamentalt som forældres mulighed for at etablere og drive et undervisningstilbud, som alternativ til det offentliges?

    Er udfordringen, at embedsværket i ministerier ikke kan – eller ligefrem tør – sige politikerne imod, når der presses på for at få omsat ideologi og politik til love, bekendtgørelser og vejledninger? Er problemet, at politikerne er mere optaget af at vise handlekraft end af den betydning, det i sidste ende kan få for borgere, organisationer eller virksomheder?

    Eller går det hele bare alt for stærkt, når politiske aftaler skal implementeres?

    Har embedsværket i virkeligheden selv interesse i, at regler og rammevilkår for forskellige områder bliver fastlagt på en bestemt måde, fordi disse områder derved bliver lettere og enklere forvalte for – ja – embedsværket(!). Sker det, der sker i virkeligheden for embedsværkets egen skyld – ikke for folket eller de folkevalgte politikeres?

    Fordør og bagdør skal bindes bedre sammen

    Det er Sigge Winther Nielsen, der igangsætter paneldebatten om embedsværkets magt på skoleforeningernes event på Folkemødet. I sin bog ’Entreprenørstaten’, beskriver Sigge Winther Nielsen dansk politik som et hus med en fordør og en bagdør. Fordøren er der, hvor ”det politiske show” rulles ud via medierne. Inde i huset forhandler politikerne med hinanden og laver aftaler. Bagdøren er der, hvor politik møder virkeligheden og skal realiseres. Sigge Winter Nielsen oplever tilgangen til ’bagdøren’ som lemfældig. Han argumenterer for, at demokratiets fordør og bagdør skal bindes bedre sammen.

    Er embedsværkets magt et demokratisk problem?

    Peter Bendix, formand for FRISKOLERNE og Karsten Suhr, formand for Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier, præsenterer ’problemformuleringen’ i forbindelse med paneldebatten på Folkemødet. Men er der overhovedet et problem? Hvis der er et problem, hvad skyldes det så? Og kan der evt. anvises til løsninger på problemet? Kenneth Mikkelsen medlem af Folketinget for Venstre tager politikerens synsvinkel i paneldebatten. Jesper Fisker, adm. direktør for Kræftens Bekæmpelse, tidligere departementchef i bl.a. Børne- og Undervisningsministeriet samt Jacob Holbraad, adm. direktør for Dansk Arbejdsgiverforening og forhåndværende direktør i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet vil se på problemstillingen fra både et embedsmandsperspektiv og et organisationsperspektiv. Sigge Winther Nielsen giver alle et fælles afsæt for debatten og fungerer som moderator.

    Folkemødet 2022
    ’Er embedsværkets magt et demokratisk problem?’ v. FRISKOLERNE og Danmarks Private Skoler
    Torsdag den 16. juni, kl. 15.15 – 16.15
    Debatten foregår i Danchells debattelt (A38).

  • Folkemødet: Fremtidens 10. klasse – alment dannende eller erhvervsrettet?

    Folkemødet: Fremtidens 10. klasse – alment dannende eller erhvervsrettet?

    Er der i en tid med mangel på faglærte fortsat råd og plads til en almendannende 10. klasse? Det diskuteres der på Frie Skolers Lærerforenings event på Folkemødet i dag, hvor Danmarks Private Skoler er inviteret til at deltage.

    Den almene 10. klasse er igen til debat. Det sker fra tid til anden, at ’10. klasse’ sættes på dagsordenen. Hvad skal vi med den, og hvad er dens formål? For en måned siden foreslog KL, at gøre 10. klasse til en mulig begyndelse af ungdomsuddannelserne frem for en mulig afslutning på grundskolen. Et forslag, der ikke umiddelbart fik vind i sejlene.
    For få unge ønsker en erhvervsuddannelse. Flere peger på en erhvervsretning af 10. klasse som en del af løsningen.

    Regeringen og andre kritikere af 10. klasse, i sin nuværende form, stiller spørgsmålstegn ved, om 10. klasse blot er et fjumreår for ressourcestærke unge mennesker og foreslår, at 10. klasse skal reduceres til alene at være indgangen til erhvervsuddannelserne.

    Når 50% af eleverne i 9. klasse søger 10. klasse, er det af vidt forskellige årsager – og eleverne fordeler sig efterfølgende på hele paletten af ungdomsuddannelser.
    Derfor kan man med rette spørge, om vi som samfund har råd til at undvære den brede, alment dannende 10. klasse?

    Hver anden elev vælger at tage 10. klasse

    En undersøgelse foretaget af Børne- og undervisningsministeriet i 2021 viser, at tallet for unge, der søger 10. klasse fortsat er stigende. Faktisk viser undersøgelsen, at hver anden elev fra 9. klasse vælger at tage 10. klasse (1).

    Undersøgelser peger på, at én forklaring er, at de unge har et stadigt større oplevet pres i udskolingen (2). Et pres, der bunder i tanken om, at man skal vælge rigtigt første gang, men som også handler om skærpede faglige krav, præstationskultur, uddannelsesparathedsvurderinger, forældres forventninger og en usikkerhed om de helt grundlæggende spørgsmål: Hvem er jeg? Hvad interesserer jeg mig for? Hvad er jeg god til? Mange unge oplever, at de har brug for mere tid til at blive klogere på de spørgsmål – og det synes vi, de skal have lov til!

    Flere undersøgelser viser også, at chancen for at gennemføre en ungdomsuddannelse forbedres for elever, som har 10. klasse (3). Det er kendetegnene for 10. klasser – uanset skoleform – at målet er at gøre eleverne klar til det næste skridt i uddannelsesrejsen. Der er derfor et stort fokus på netop overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse i 10. klasse og afklaring af uddannelsesvalg, så de kan gennemføre en ungdomsuddannelse – uanset hvilken – og det gør de unge, der har taget en 10. klasse.

    Bevar 10. klasse

    Danmarks Private Skolers holdning i 10. klasses-debatten er, at man skal bevare 10. klasse med dens nuværende formål. Vi mener, at 10. klasse kan mange forskellige ting – herunder at bidrage til social, personlig og faglig udvikling af elever. Den kan være med til at hjælpe elever med at blive afklaret om deres videre uddannelsesvej.

    Vi mener derfor ikke, at 10. klasse skal laves om til udelukkende at være en indgang til erhvervsuddannelserne, da det vil svigte alle de elever, som ikke ønsker en erhvervsuddannelse. Med andre ord skal 10. klasse gøre alle elever, der har brug for det, parate til det næste led i deres uddannelse, og den skal lede videre til alle slags uddannelser.

    * Karsten Suhr deltog desværre ikke i debatpanelet grundet trafikale forsinkelser.

    (1) https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2021/mar/210325-unge-soeger-ungdomsuddannelser-ligesom-sidste-aar
    (2) https://eva.dk/debat/2018/sep/de-unge-oplever-10-klasse-som-en-vigtig-pause
    (3) Rapport af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: Frafald på erhvervsuddannelserne er faldet (2017)

    Deltagere i debatten ved Frie Skolers Lærerforenings event på Folkemødet:

    • Torben Vind Rasmussen, formand, Efterskoleforeningen
    • Kenneth Mikkelsen, MF, Venstre
    • Lars Michael Madsen, bestyrelsesmedlem, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne
    • Karsten Suhr, formand, Danmarks Private Skoler
    • Mikkel Harder, underdirektør, Dansk Industri
    • Rikke Josiasen, næstformand, Frie Skolers Lærerforening
    • Troels Lund Jensen, senioranalytiker, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
    • Moderator: Mikkel Hvid, kommunikationschef, Frie Skolers Lærerforening

  • Danmarks Private Skoler deltager i Folkemødet 2022

    Danmarks Private Skoler deltager i Folkemødet 2022

    Fra den 16.-18. juni deltager Danmarks Private Skoler i Folkemødet på Bornholm, som er et traditionsrigt politisk arrangement. Deltagelsen giver bl.a. foreningen mulighed for at øge kendskabet til de frie og private skoler blandt aktører med indflydelse på skolernes rammevilkår.

    På Folkemødet kommer foreningen til at mødes med samarbejdspartnere, deltage som aktive tilskuere og være med i debatten og dialogen på events, vi er inviteret som deltagere i, eller som vi selv er arrangører af. Vores deltagelse på Folkemødet giver os derfor rig mulighed for at blande os i skoledebatten, sætte fokus på bestemte temaer og ytre vores holdninger. 

    Events

    Her er en oversigt over de events, vi enten er inviteret til eller har været med til at arrangere:

    ◼ Vi er inviteret til at deltage i Frie Skolers Lærerforenings event:

    ”Fremtidens 10. klasse – alment dannende eller erhvervsrettet?”
    Tidspunkt: torsdag den 16. juni kl. 12.00 – 13.00, Placering: G12- FTFa’s telt.

    Deltagere:

    • Torben Vind Rasmussen, formand, Efterskoleforeningen
    • Kenneth Mikkelsen, MF, Venstre
    • Lars Michael Madsen, bestyrelsesmedlem, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne
    • Karsten Suhr, formand, Danmarks Private Skoler
    • Mikkel Harder, underdirektør, Dansk Industri
    • Rikke Josiasen, næstformand, Frie Skolers Lærerforening
    • Troels Lund Jensen, senioranalytiker, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
    • Moderator: Mikkel Hvid, kommunikationschef, Frie Skolers Lærerforening

    ◼ Vi har arrangeret et event i samarbejde med Friskolerne:

    ”Er embedsværkets magt et demokratisk problem?”
    Tidspunkt: torsdag den 16. juni, kl. 15.15 – 16.15, Placering: A38 – Danchells debattelt
    Deltagere

    • Sigge Winther Nielsen, direktør for Djøf, politisk analytiker, journalist og forfatter, tidl. embedsmand i Finansministeriet
    • Kenneth Mikkelsen, MF, Venstre
    • Jesper Fisker, adm. direktør for Kræftens Bekæmpelse, tidl. departementchef i henholdsvis Børne- og Undervisningsministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Socialministeriet
    • Jacob Holbraad, adm. direktør Dansk Arbejdsgiverforening, fhv. direktør, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, fhv. departementsråd, Statsministeriet.
    • Peter Bendix, formand for Friskolerne
    • Karsten Suhr, formand for Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier

    ◼ Vi har arrangeret et event i samarbejde med Frie Skolers Lærerforening (FSL):

    ”Hvordan ser de frie skoler deres sociale ansvar?”
    Tidspunkt: fredag den 17. juni kl. 9.00 – 10.00, Placering: G12 – FTFa Teltet
    Deltagere

    • Jens Joel, MF, Socialdemokratiet
    • Monica Lendal Jørgensen, formand, Frie Skolers Lærerforening
    • Karsten Suhr, formand, Danmarks Private Skoler
    • Karsten Bo Larsen, forskningschef, CEPOS
    • Mie Dalskov Phil, chefanalytiker og projektchef, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
    • Moderator: Jonas Keiding Lindholm, direktør, Tænketanken Mandag Morgen

    FØLG MED

    På vores Facebookside, Twitter og LinkedIn vil vi løbende fortælle om de enkelte events, vi deltager i, og vi vil uddybe, hvad vores holdning er til de enkelte temaer. Så hold øje på vores sociale medier den 16. – 18. juni, hvis du er nysgerrig og vil vide mere.

  • Gymnasium samarbejder med besøgstjeneste: Det er vigtigt at møde verden uden for klasselokalet!

    Gymnasium samarbejder med besøgstjeneste: Det er vigtigt at møde verden uden for klasselokalet!

    Det er ikke længere nok blot at drive skole og undervise elever i basale færdigheder som dansk og matematik. Vores samfund forventer i stigende grad, at man ikke kun tænker på sig selv, men også på den omverden, man er en del af. På Det Kristne Gymnasium bliver der gjort en stor indsats for at lære elever om samfundsansvar og medborgerskab ved blandt andet at opfordre eleverne til at blive besøgsven.

    På Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing har man i 7 år været med i en besøgstjeneste, hvor elever frivilligt kan melde sig til at blive besøgsven for bl.a. ældre, handicappede eller sårbare unge. Arbejdet er ulønnet og foregår i en time en gang om ugen. For skolen er det vigtigt at tage ansvar og møde verden uden for klasselokalet.

    ”Der er så meget at lære i mødet med andre mennesker, såsom empati og en generel forståelse for verden. Vi er både ressourcestærke og meget udsatte som mennesker, og den dobbelthed er en vigtig lektie. Besøgstjenesten forener mange mål og giver os en utrolig god mulighed for at gøre en stor samfundsmæssig forskel,” udtaler Jacob Leinum, rektor på Det Kristne Gymnasium.

    At give uden at få

    Ifølge Meta Christensen, som er leder af den besøgstjeneste, Det Kristne Gymnasium har et samarbejde med, er eleverne med til at udfylde et stort tomrum hos mange mennesker, som er dybt taknemmelige for at have en besøgsven. Meta oplever også, at flere og flere elever gerne vil hjælpe. I år er der 32 elever tilmeldt. Jeppe Bro Skuldbøl og Elina Odisho er blandt disse elever.

    Jeppe Bro Skuldbøl har været med i alle tre år af sin gymnasietid, hvor han har været besøgsven for en mand, der som konsekvens af en ulykke blev multihandicappet.

    “Det har gjort stort indtryk på mig at se, hvordan han kan være så glad, selvom noget så tragisk er sket for ham. Jeg har virkelig lært, hvor lidt der skal til for at gøre et andet menneske glad, og hvad empati egentlig betyder,” siger Jeppe Bro Skuldbøl.

    Elina Odisho kunne godt lide idéen om at give noget til et andet menneske uden at forvente at få noget igen. Hun har nu været besøgsven for en ældre dame i snart to år. De fleste gange går de ud og får noget frisk luft og taler om blomsterne i haven.

    ”Hun fortæller mig altid, hvor glad hun er for mit besøg, og hvor meget det betyder for hende, og jeg går altid selv lidt gladere derfra, end da jeg kom. Aldersforskellen gør, at vi har meget forskellige syn på livet, men det har gjort stort indtryk på mig, at hun ofte har sagt ting til mig, der har fået mig til at reflektere over livet på en anden måde, ”siger Elina Odisho.

    Kodeks for samfundsansvar

    Medlemsskolerne af Danmarks Private Skoler har vedtaget et fælles kodeks for samfundsansvar, som blandt andet består af 7 konkrete samfundsløfter, der gavner samfundet. Et af løfterne går under titlen ”Skolen og omverdenen” og handler om, at skolerne aktivt skal gøre en positiv forskel for det store fællesskab, de er en del af – det omkringliggende samfund. Det kan eksempelvis være ved at have fokus på initiativer til gavn for dem, der har det svært, som det ovennævnte samarbejde med besøgstjenesten er et godt eksempel på. Læs mere om samfundsløftet “Skolen og omverdenen” her.

    Jeppe Bro Skuldbøl på arbejde som besøgsven
    Elina Odisho på arbejde som besøgsven